Den ultimative steaksandwich

16x9
Den ultimative steaksandwich. Foto: TV 2
Grad
Let
Pers.
2
Tid
45 min + 15 min

Tilberedning

  1. AGURKERELISH: Kog en lage op med vand, eddike og sukker. Imens rives agurk og løg på den grove side af et rivejern.
  2. Kom agurk og løg i en si, og drys med salt. Lad det stå og trække væde ud i 10 minutter.
  3. Pres al væden ud af agurk og løg igennem et viskestykke, og kom blandingen op i den kogende lage.
  4. Kog det hele sammen i 10-15 minutter, til det har en grødet konsistens.
  5. Riv til slut frisk peberrod i, og smag til med salt og peber. Relishen må godt være stærk og rive lidt i næsen. Kommes herefter på køl, indtil den er helt afkølet.
  6. TATARSAUCE: Bland mayonnaise, yoghurt, finthakket kapers, skalotteløg, cornichoner, purløg, dild, estragon, persille og dijonsennep. Smag til med salt, peber og citronsaft.
  7. ØL-GLASEREDE LØG: Skræl, skyl og skær løgene i tynde skiver.
  8. Smelt smør på en pande, og kom løgene på ved medium varme. Steg løgene i cirka 6-7 minutter, til de er blevet bløde, og kom så sukker på, og lad løgene stå yderligere 5 minutter.
  9. Kom øl på, og lad løgene stå ved svag varme og koge ind sammen med øl, indtil løgene er helt bløde, brune og lækre efter omkring 20 minutter.
  10. Til slut krydres løgene med grov sennep, salt og peber.
  11. RIBEYE: Nu varmes en pande op med olie til høj varme, og bøfferne steges, når panden er rygende varm.
  12. Brun bøfferne godt af på begge sider, og skru så lidt ned for varmen. Tilsæt smør, timian og et knust fed hvidløg.
  13. Øs det varme smør over bøfferne, og krydr med salt og peber. Steg bøfferne til din ønskede kernetemperatur. Hvis du har én bøf på cirka 300 gram, ville jeg stege den i cirka 3-4 minutter på hver side (medium-rare) og lade den hvile i mindst 8-10 minutter, før den skæres ud.
  14. Når dine bøffer er færdigstegte, steges brødene på samme pande i det overskydende smør, indtil de er gyldne på begge sider. Cirka 1-2 minutter på hver side.
  15. Nu kommes lidt agurkerelish på nederste skive brød og efterfølgende en håndfuld rucola.
  16. Skær bøffen ud, og kom nogle skiver kød på. Herefter de øl-glaserede løg.
  17. Til sidst sluttes af med et par gode skeer tatarsauce og en skive brød som låg.