Flettet fastelavnsstang

16x9
Flettet fastelavnsstang. Foto: TV 2
Grad
Mellem
Pers.
12
Tid
45 min + 17 min

Tilberedning

  1. KAGECREME: Rør maizenaen ud i 0,5 deciliter af mælken. Rør det sammen med resten af ingredienserne til cremen.
  2. Varm det hele op til lige under kogepunktet i en lille gryde. Stil blusset på middel varme, men nok til at cremen lige kan komme op at koge. Forsæt med at piske godt i cremen, indtil den tykner og slår tydelige bobler.
  3. Når den slår bobler, så lad den koge i yderligere 1 minuts tid, hvor du fortsat pisker kraftigt i gryden for at undgå, at det brænder på.
  4. Hæld cremen i en ren skål til afkøling. Imens tilbereder du resten.
  5. REMONCE: Ælt marcipan, sukker og smør sammen til en jævn masse.
  6. DEJ: Opløs gæren i den lunkne mælk i en stor skål. Tilsæt sukker, æg og halvdelen af hvedemelet. Rør dejen godt sammen med en grydeske.
  7. Tilsæt kardemomme og salt. Tilsæt det bløde smør i mindre bidder. Rør dejen godt sammen.
  8. Ælt lidt efter lidt resten af hvedemelet ind i dejen, indtil dejen er smidig og blank. Dejen er ret fedtet, men det skal den være. Form dejen til en kugle, dæk den til med et fugtigt klæde, og lad den hæve i 30 minutter.
  9. Rul dejen ud i lidt mel til et rektangel på cirka 18 x 60 centimeter.
  10. Fordel remoncen i en 5 centimeter bred stribe ned langs midten af dejen. Fordel kagecremen herpå.
  11. Skær fra midten og ud til siden diagonale snit i dejen med cirka 2 centimeters mellemrum – det vil sige i de yderste 6 centimeter på hver langside. Flet skiftevis fra højre og venstre dejstrimlerne ind over midten af fyldet, og tryk godt sammen.
  12. Skær den flettede stang over på midten, så du har to stænger. Tryk enderne godt sammen, så fyldet ikke flyder ud under bagningen. Flyt forsigtigt de to stænger over på en bageplade beklædt med bagepapir.
  13. Dæk stængerne med et fugtigt klæde, og lad dem hæve i yderligere 30 minutter.
  14. Pensl med sammenpisket æg. Bag fastelavnsstængerne i ovnen ved 200 grader varmluft i cirka 16-17 minutter, til de er flot gyldne. Køl den af.
  15. GLASUR: Rør en tyk glasur af flormelis, kakao og vand. Dekorer kagen med glasuren. Drys med hakkede pistacienødder.