Klassiske medaljer med jordbær

16x9
Klassiske medaljer med jordbær. Foto: TV 2
Grad
Mellem
Pers.
8

Tilberedning

  1. MØRDEJSBUNDE: Bland hvedemel, flormelis og blødt smør med fingrene, til det minder om brødkrummer. Saml dejen med det let sammenpisket æg.
  2. Stop med at arbejde med dejen, lige så snart den er glat og ensartet. Dæk den med husholdningsfilm, og læg den på køl i en halv time.
  3. Tag dejen ud af køleskabet, og ælt den meget let.
  4. Drys bordet med mel, og rul dejen forsigtigt ud til en tykkelse på cirka tre millimeter.
  5. Udstik 16 ens runde bunde med en udstikker på syv-otte centimeter i diameter. Udstik gerne et par ekstra, så der med sikkerhed er nok.
  6. Placér bundene på bagepapir på en bageplade, frisk dem med en gaffel, og bag dem midt i ovnen ved 180 grader i 10-12 minutter, til de er flot gyldne.
  7. Køl bundene af på en bagerist. De skal være helt kolde, inden kagerne samles.
  8. JORDBÆRMARMELADE: Skær jordbærrene i meget små stykker, og giv dem et opkog sammen med syltesukker, citronsaft og vaniljepasta. Lad det småkoge i fem minutter. Tag gryden af varmen, og køl marmeladen af.
  9. VANILJECREME: Rør majsstivelsen ud i et par spiseskefulde af mælken. Kom det i en lille gryde sammen med resten af mælken, fløden, æggeblommer, sukker og vaniljepasta, og giv det et opkog under konstant piskning, til det tykner.
  10. Når cremen koger, skruer du lidt ned for varmen og lader cremen koge igennem i et minuts tid, mens du hele tiden rører i gryden.
  11. Hæld cremen over i en ren skål, dæk til med husholdningsfilm, der trykkes ned på overfladen for at undgå kondens, og køl cremen af i køleskabet.
  12. OPBYGNING: Udvælg otte pæne bunde, som skal være lågene på kagerne. Rør en glasur af flormelis og vand, og fordel glasuren på de otte låg i en pæn cirkel. Lad glasuren størkne.
  13. Pisk fløden sprøjtefast, kom den i en sprøjtepose med stjernetylle, og sæt en høj rand af flødeskum langs kanten af hver af de resterende otte bunde. Efterlad plads i midten til marmelade og creme.
  14. Kom en skefuld jordbærmarmelade ned i hullet af flødeskum på hver bund. Kom dernæst en god skefuld creme oven på marmeladen.
  15. Læg lågene på kagerne. Skær jordbær i fine skiver. Afsæt en lille roset af flødeskum oven på glasuren på hver kage, og pynt med pistacienødder og friske jordbær.