Mad

Smørrebrød med pandestegt rødtunge og kartoffelsalat

Sværhedsgrad
Mellem
Personer
4
Tid
30 min + 10 min

Tilberedning

  1. Sådan laver du mayonnaisen:
  2. Sørg for, at æg og olie er samme temperatur.
  3. Hæld alle ingredienserne i et blenderglas.
  4. Først blommerne, derefter eddike og til sidst olien. Du kan nu se, at ingredienserne lægger sig i lag.
  5. Sæt stavblenderen helt ned i bunden af glasset, start og blend nu, mens du holder stavblenderen stille nede ved bunden.
  6. Efter kort tid vil du se, at mayonnaisen begynder at blive tyk. Nu kan du løfte blenderen lidt op og ned, så du får en god, tyk konsistens. Mayonnaisen kan eventuelt tyndes op med lidt vand.
  7. Har du ikke en stavblender, kan du bruge en almindelig elpisker: Pisk æggeblommer, dijonsennep, eddike og salt sammen med en elpisker i en skål.
  8. Sørg for, at æg og olie er samme temperatur.
  9. Tilsæt langsomt olie i en tynd stråle, imens du pisker. Tilsæt stille og roligt mere olie, indtil du opnår den letfede mayonnaise.
  10. Fisken:
  11. Steg fisken.
  12. Jeg bruger kun rugmel, hvori jeg har blandet lidt kartoffelmel.
  13. Vend fisken i mælken, panér fileterne, tryk eventuelt lidt på fileterne – så holder de bedre på paneringen. Steg derefter fisken i halvt smør og neutral olie.
  14. Kog kartoflerne (med skræl) i saltet vand, eventuelt med lidt løvstikke.
  15. Jeg har kartoflerne i vandet og koger vandet op. Når det koger, slukker jeg. Jeg lader kartoflerne trække i vandet en til halvanden time. Så er de perfekte til smørrebrød, salater med mere. Skær kartoflerne i grove stykker.
  16. Skræl aspargesene, og knæk dem, så den tørre del udelades.
  17. Blanchér aspargesene to minutter i saltet vand, tilføj eventuelt to spiseskefulde eddike og to teskeer sukker. Derefter skæres de i stykker på to centimeter.
  18. Pluk dilden i små skud, og hak den derefter fint.
  19. Hak purløget fint.
  20. Bland mayonnaisen, cremefraichen, asparges, dild og purløg sammen.
  21. Bland derefter cremen sammen med kartoflerne/asparges lidt ad gangen, så der ikke kommer for meget creme i.
  22. Læg salat på rugbrødet, derpå fisken og så lidt kartoffelsalat og til sidst lidt frisésalat. Riv lidt citron over retten.