Her ser livredderen hvad ingen andre ser

En video af en dreng, der er ved at drukne i en stor swimmingpool, er blevet lagt på videodelingstjenesten YouTube, og den illustrerer på bedste vis,

En video af en dreng, der er ved at drukne i en stor swimmingpool, er blevet lagt på videodelingstjenesten YouTube, og den illustrerer på bedste vis, hvor meget man skal passe på med at lade sine børn svømme alene, når du i sommerferien ligger og tager sol ved poolen.

10 sekunder inde i videoen går det galt for drengen, der tilsyneladende svømmer alene med en badering i poolen.

Selv om poolen er propfyldt, er der ikke umiddelbart nogen badegæster, der opdager, at drengen har brug for hjælp.

Heldigvis holder livredderen på pool-kanten skarpt øje med sine badegæster, hopper i vandet og redder drengen med det samme.

Fik du også øje på drengen?
Fik du også øje på drengen? Foto: YouTube / TV 2

Drengen havde mistet kontrollen over sin badering, og, som du kan se i videoen øverst i artiklen, plasker han desperat i vandet for at holde sit hoved over vand.

10 sekunder senere er drengen reddet. Det kan dog være svært – både for forældre og livreddere – at holde øje, når der er mange badegæster i poolen, fordi de ofte plasker og leger højlydt i vandet.

Ifølge eksperter kan det sagtens gå galt, selv om forældrene er tæt på børnene. I halvdelen af tilfældene, hvor børn drukner, sker det ifølge den britiske avis Daily Mail, når de er under 25 meter fra deres forældre.

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre, når du skal i poolen med dine børn på din sommerferie, så tjek faktaboksen, hvor du kan se de fem gode baderåd.

Se videoen øverst i artiklen. 

Drengen (i bunden til venstre) kunne selv kravle op ad stigen, efter han var blevet reddet ind til kanten
Drengen (i bunden til venstre) kunne selv kravle op ad stigen, efter han var blevet reddet ind til kanten Foto: YouTube

De fem baderåd og sikkerhed

Rådene er udviklet af TrygFonden og Dansk Svømmeunion.

1. Lær at svømme
2. Gå aldrig alene i vandet
3. Læs vinden og vandet
4. Lær stranden at kende
5. Slip ikke børnene af syne

Kilde: respektforvand.dk