Her er de seks mest sexede hoteller i Europa

Står din ferie i romantikkens tegn? Så skal hotellet være i top og tilbyde dig og din partner de helt rigtige rammer.

Rejsesiden Tripadvisor.com har fundet Europas seks mest sexede hoteller - se listen nedenunder her og bliv inspireret til din næste romantiske ferie:

Propeller Island City Lodge, Berlin, Tyskland

Et lille hotel nær Kurfürstendamm og Adenauer Platz U-bahn med blot 30 værelser. Samtlige værelser er indrettet af den tyske kunstner Lars Stroschen - hvert værelse er indrettet med sin særlige stemning. Tankerne bag indretningen er, at gæsterne skal blive en del af det kunstværk, som værelserne repræsenterer. Lyder det specielt? Det er det helt sikkert, men omvendt skulle der være garanti for en unik oplevelse. Især fremhæver Tripadvisor værelset 'Mirroroom', der er skabt af spejle og efter sigende skulle garantere en helt særlig sexet stemning.

Suite Sistina, Rom, Italien

Er du til silkelagner, chokolade og intime middage? Så er Hotel Suite Sistina det helt rigtige sted. Hotellet, der i øvrigt er beliggende centralt i byen, har sat fokus på romantik, luksus, intimitet og privatliv. Du og din partner kan nyde lange intime middage i jeres suite, mens I lytter til jeres yndlingsmusik fra anlægget og efterfølgende forkæler hinanden med hotellets lækre kropsplejeprodukter.

The Hempel, London, Storbritannien

Går turen til London? Så kan du ikke komme uden om The Hempel, der ligger i det romantiske Notting Hill. Det lille hotel har en gennemført minimalistisk og meditativ stil med elementer fra oldtiden skabt af den britiske designer Anouska Hempel. Hotellet har både bar og restaurant indrettet i samme stil.

Buddha Bar, Prag, Tjekkiet

Hotel Buddha Bar, der følger det populære restaurant-bar-lounge-koncept, ligger centralt i Prag, tæt ved byens gamle torv. Værelserne er indrettet luksuriøst, og du og din partner kan desuden leje hotellets hammam dampbad og jacuzzi helt privat. Hotellet tilbyder diverse spa-massagebehandlinger på værelset.

Hotel Arts, Barcelona, Spanien

Hotel Arts har 483 værelser, der alle er indrettet luksuriøst med enten udsigt over havnen og havet eller over byen. Hotellet byder, som navnet også afslører, sine gæster på en unik kunstnerisk oplevelse - ja, faktisk er hotellet verdensberømt for de mere end 1000 skulpturer og malerier, der pynter på gulve og vægge. Blandt andet derfor, men også pga. en fantastisk spa og en skøn gourmetrestaurant, har det femstjernede hotel modtaget et hav af priser.

Amour, Paris, Frankrig

Hotel Amour har, som navnet antyder, fokus på kærligheden og romantikken. Hotellet, der ligger i byens centrum, tilbyder sine gæster en række forskellige værelser, der hver især har sine overraskelser. Nogle er dekoreret af kendte kunstnere, mens andre har vovede fotos på væggene. Hotellet har en charmerende gårdhave og en hyggelig restaurant.

Tilbage er kun at ønske: Rigtig god kærlighedsferie!