Rejser

Kør-selv-ferie: Sådan sparer du penge på benzinen

Mere luft i dækkene, sluk for airconditionen og sæt farten ned fra 140 til 120. Her er gode råd ikke dyre, men sparer dig i stedet mange penge, når du skal på kør-selv-ferie. TV 2 guider dig igennem, hvordan du kører billigst mod sydens sommer og sol.

Sommerferien venter lige rundt om hjørnet, og rundt om i landet kæmper familier med at finde en revne eller en ledig plads til det sidste nødvendige, der absolut skal med på kør-selv-ferien.

Men er det nu også en god ide, at pakke bilen til den revner? Casper Elgaard, ambassadør for trafikstyrelsens 'kør grønt'-kampagne, giver gode råd og tips til, hvordan man sparer mest på benzinen, når familien kører sydpå.

"Man skal nok lade være med at tage alt for meget med på ferien, men en familie tager de ting med, som er nødvendigt at have med på en ferie. Så det er nok ikke der, man skal spare på noget," siger Casper Elgaard.

Men jo mere bilen vejer, jo mere benzin bruger den, så derfor råder han familierne til at tømme bilen for alle de tunge ting og eventuelt tage tagboksen af, når destinationen nås. Så vejer bilen et minimum og bruger mindre benzin, når den tages i brug på ferien. "Helt op til 15 procent," vurderer Casper Elgaard.

Et andet godt råd er at overveje farten, når man kører på motorvejen på vej derned. Her kan man spare op til

"Jo mere du træder på speederen, jo mere brændstof bruger du. For eksempel kan man spare op til tyve procent af brændstoffet, hvis du kører 110 og ikke 130 kilometer i timen. Og på de tyske motorveje, kan farten jo godt være lidt højere end herhjemme, men hvis man kører 120 i stedet for 160 kilometer i timen, kan man faktisk spare op til 60 procent af brændstoffet. Så der er rigtig meget at spare på hastigheden," fortæller Casper Elgaard.

Selvfølgelig vil mange gerne af sted hurtigst muligt og derfor sætte speederen i bund, så de når destinationen hurtigst muligt. Derfor råder Casper Elgaard til, at man planlægger køreturen lidt mere og kører et par timer i forvejen men med lavere fart.

"Så er man der samme tid, men turen har ikke været så dyr at køre og det er godt for miljøet," siger han.

Det er også et sparetip værd at kigge på de udvendige ting på bilen. Dæktrykket kan nemlig også være en stor pengebesparelse, når man kører på ferie.

"Én ting er sikkerheden, når man kører med familien på ferie, men for lidt dæktryk på bilen, er også ensbetydende med, at den bruger mere brændstof. Og fylder man bilen op med bagage og børn, så vejer den også mere og så skal der måske mere luft i end normalt," forklarer Casper Elgaard.

Et andet godt råd er også at overveje brugen af aircondition. For når man kører rundt sydpå i 38 graders varme, har folk det med at skrue helt op for kulden.

"Men hvis temperaturen passer inde i bilen, er der ingen grund til at blive ved med at have den kørende hele tiden. Der kan man sagtens bare slukke for airconditionen, når den har kølet ned til 20 grader. Der er også op til 15 procent brændstof at spare," siger Casper Elgaard.

Se flere gode råd og tips i indslaget fra GO'morgen Danmark for oven.