Rejser

FERIE: De bedste naturoplevelser i Danmark

Danmark er ude i verden kendt for Nyhavn, H.C. Andersen og Tivoli. Men vores hjemland rummer meget mere end som så, blandt andet nogle af de flotteste naturoplevelser.

Så har du droppet sydens sol og varme i år og skal holde sommerferie i Danmark, guider tv2.dk dig her til otte af de mest unikke danske natur-oplevelser, hvor du kan tage børnene eller kæresten under armen.

Råbjerg Mile

Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit, som ligger ved Bunken Klitplantage mellem Skagen og Frederikshavn.

Den er en af de største vandreklitter i Europa. Omkring 3,5 millioner kubikmeter sand rummer den imponerende høje sanddynge.

Den danner en lille 'miniørken' på næsten en kvadratkilometer, og er bestemt en tur og nogle flotte billeder værd, hvis man vil tage familien eller kæresten ud og opleve den danske natur.

Nordbornholm

Bornholm indbyder til spændende og afvekslende ferie. Her finder man nemlig Danmarks eneste klippekyster.

I nord omkring Hammerknuden ses de afrundede klippekyster med dybe indhug og fritstående formationer i vandet. Landskabet er formet af havet og vinden gennem æoner.

Fra Hammeren strækker klipperne sig via Helligdomsklipperne ned til Gudhjem, Danmarks eneste "bjergby". Der går en sti ude ved kysten næsten hele vejen, så der er mulighed for en virkelig naturskøn vandretur.

Rold Skov

Området ved Rold skov lægger op til failiehygge og uforglemmelige alenestunder med den nærmeste.

Her finder du vandre- og cykelruter, skiruter, bålpadser, lejrpladser og meget mere.

Der kan være mange mennesker i områderne, men man skal sjældent bevæge sig mange minutter, før man oplever skovens dybe, stille ro.

Et godt tip her er også at tage et besøg ned i Tingbæk underjordiske kalkminer, der for eksempel den fjerde juli holder stor lysfest med masser af levende lys og levende musik.

Dyrehaven

Jægersborg Dyrehave er med cirka 7,5 millioner årlige besøg det mest besøgte naturområde i Danmark. Dyrehavens mange, forgrenede stier gør området tilgængeligt for alle, og der er rige muligheder for at planlægge sin egen tur.

Et af Dyrehavens kendetegn er de godt 2.000 stykker hjortevildt, hvor bestanden er stor nok til, at det er nemt at møde hjortene og opleve dem i deres udfoldelser.

Dyrehaven er god til en en-dagsudflugt, hvor man kan pakke picnic-kurven og tage afsted. Og så ligger forlystelsesparadiset Bakken lige ved siden af - med gratis indgang - , som kan gøre det til en god afslutning på dagen.

Møns Klint

Møns Klint har oplevelser nok til en hel dag, reklamerer de med. Og med over 500 aktiviteter hver sæson, kan det ikke være helt lyv.

For dem, der blot vil opleve et af Danmarks smukkeste naturfænomener og blot fordybe sig, er der høje udsigtsposter og lange strande det kan nydes fra.

Og med sit næsten sydhavs-agtige turkisgrønne vand er fristelsen stor for at tage en dukkert i sommervarmen.

For børnefamilierne er der også rig mulighed for at bruge en dag eller to på Møns Klint, blandt andet med det nye GeoCenter, som for eksempel arrangerer træklatring på klipperne.

Silkeborgegnen

Silkeborgegnen byder på en storslået natur med store skove, storslåede hedestrækninger og vandsystemer med Silkeborgsøerne og Gudenåen. Kombinationen af det sat ind i et kuperet landskab, gør egnen til noget helt specielt og særligt.

Her findes Danmarks største skovområde og Danmarks højeste punkt - og eneste bjerg.

I området er der mange muligheder for camping, og man kan som familie nemt få flere dage til at gå med kanoture på søerne og Gudenåen, vandreture op ad Himmelbjerget og hygge ved vandkanten om aftenen.

Og har man taget cyklerne med er der rig mulighed for at finde nogle ugenerede cykelstier.

Vadehavet

Som en af Danmarks tre udnævnte nationalparker - indtil videre - har Vadehavet også sit at byde på.

Dog er selve området mere en oplevelse i sig selv, hvor der er knap så mange aktiviteter for den glade børnefamilie.

Vadehavet er et enestående naturområde, hvor vandet udskiftes to gange dagligt, strækker sig over tre lande og dækker fire danske kommuner.

Det hører til ét af de 10 vigtigste vådområder i verden og er et stort og berigende natur- og kulturområde.

Der er rig mulighed for at opleve de mange smukke vandreture og fænomenet 'sort sol'.

Sydfynske Øhav

Det Sydfynske Øhav er et sunket istidslandskab med meget varieret landskab, det er præget af den sidste istids vej henover Fyn. Det har blandt andet resulteret i hatformede bakker, aflange drumlinbakker, høje randmoræner og nu oversvømmede moræneflader.

Det Sydfynske Øhav byder på en bred vifte af spændende friluftsaktiviteter og smukke udflugtsmål, hvor der er mulighed for oplevelser for enhver smag og temperament.

Kilde: naturturist.dk, naturstyrelsen.dk, visitdenmark.dk