Rejser

Sådan bliver familieferien god for hele familien

Få tips til, hvordan ferien bliver god, så både far, mor og børn er glade.

Teenageren vil bare sove længe og ligge ved poolen, mor vil se på kirker, far vil se på gamle ruiner og familiens yngste vil bade og bygge sandslotte.

Måske er det helt omvendt i din familie, men ligegyldigt om I er til det ene eller andet på ferien, skal I have ferien til at blive en god oplevelse for alle. Og så må alle indgå små kompromisser.

Katrine Pedersen er stifter af rejsesitet Rejsmedbørn.dk, mor til tre børn og så rejser hele familien meget. Hun giver her sine bedste tips til, hvordan rejsen med børn bliver god for både børn og voksne.

Destinationen

Find et børnevenligt sted, der også er voksenvenligt. Der skal være plads til alle behov og interesser. Storbyen kan være fin, hvis man er til museer og shopping, men hvis børnene hader at sidde i klapvognen, er det måske ikke så smart. Det er heller ikke sjovt at tage på charterferie til det store ressort med swimmingpools ad libitum, hvis forældrene ikke synes, det er sjovt at sidde i en solstol hele ugen lang.

Seværdigheder og oplevelser

Undgå at plotte for mange kulturelle oplevelser ind i feriekalenderen. Vælg tre oplevelser som I på forhånd ved, I gerne vil opleve. Det kan være badelandet eller kunstmuseet. Forsøg ikke at nå alt for mange museer, kirker mm hver eneste dag. Der skal også være plads til at være spontan undervejs. Desuden vil der altid være lidt kaos, når man rejser med familien.

Teenageren

Teenagere synes ikke altid, at det er fedt at være sammen med sine forældre hele tiden. Sørg for, at der er andre teenagere på jeres feriedestination, så den store søn eller datter har nogle jævnaldrende at hænge ud med. Og lad dem så sove så længe, som de har brug for om morgenen.

Del jer op

Man behøver ikke at gøre alting sammen. Hvis teenagesønnen og far deler interessen for gamle våben, er det fint, at de tager på museum sammen, mens mor og de andre børn laver noget andet. Så får far og søn den bedste museumsoplevelse, når de ikke skal høre på de andres utålmodige kommentarer.

Hvis I slet ikke er enige om, hvad I synes, der er sjovt at opleve på en ferie, kan I også holde ferie alene med børnene, så mor eller far rejser alene med børnene.

Sænk ambitionsniveauet

Det vigtigste er, at forventningerne bliver skruet helt ned. Tænk over, at hverdagen 'rejser med', når man rejser med små børn. Der er stadig bleer, der skal skiftes og beskidt tøj, der skal vaskes.

I videoklippet fortæller familien Tsoskunoglu, hvorfor det netop er campingferien i Grækenland, der passer bedst til deres familie. Få deres bedste tips til, hvordan ferien både bliver god for teenageren, små børn og forældre.