Rejser

GUIDE: Dét skal du lave på ferien i Danmark

Få tips til, hvad du skal lave, hvis du holder sommerferie i Danmark, både med eller uden børn.

Den danske sommer kan være dejlig, især når solen skinner. Og hvad er så bedre end at holde ferie herhjemme i stedet for at rejse sydpå til alle de andre turister?

Men hvad skal man lave, hvis man holder ferie i Danmark? Der er selvfølgelig Tivoli, Djurs Sommerland og Legoland. Du kan også køre efter nogle af de mindre kendte attraktioner og aktiviteter for både familien med børn og de voksne uden børn.

Tina Baungaard fra VisitDanmark har fundet sine favoritter i det danske ferieland, og giver dem videre her.

Med børn:

Juelsminde Krabbebro

Mellem Horsens og Vejle ligger Juelsminde direkte ud til Kattegat. Kør ned til havnen, hvor børnene - og de voksne - kan fange krabber. Det er ganske gratis, og børnene elsker at fange krabberne og bagefter lave krabbe-væddeløb. De voksne kan spise en lun fiskedelle fra den lokale fiskehandel imens.

Tag tilbage til middelalderen

Både Horsens og Bornholm har en middelalderfestival. Der er masser af action og aktiviteter: Bag brød på sten, lav din egen flintekniv, deltag i en fægtekamp. Samtidig lærer du om Danmarks historie.

Fra stolte søfarende til piraterier

Hvis - eller når - regnen siler ned, kan I søge indendørs på et af landets mange museer. Prøv for eksempel Orlogsmuseet i København. For Danmark er jo en søfartsnation, og på museet får du på en spændende og sjov måde Danmarks søfartshistorie serveret. Udover de gamle skibe er der også den nyeste viden om piraterier.

Uden børn

Ærø Jazzfestival

Hvis du er til musik er jazzfestivallen på Ærø måske noget for dig. Du får flotte omgivelser og god musik. Findes der noget bedre end en god, kold øl i solen?

Copenhagen Cooking

Madfestival fra 19. til 28. august. Københavnske toprestauranter serverer menuer til en pris, hvor selv studerende på SU kan være med. Foredrag, workshops og specialmenuer, fra dansk smørrebrød til det franske køkken.

For enden af regnbuen

Besøg panoramabuen på kunsmuseet Aros i Aarhus. Nyd den flotte udsigt udover Aarhus fra Olafur Eliassons nye vartegn.