Rejser

Ti så stille deromme på bagsædet!

Pak bilen med masser af underholdning, sunde snacks og ikke mindst en stor portion god tålmodighed, når hele familien skal på bilferie. Få tips til, hvordan bilferien bliver god for hele familien.

"NU HOLDER I MUND DEROMME PÅ BAGSÆDET, ELLERS BLIVER I SAT AF!" Hvilken forælder har ikke tænkt eller råbt dette af sine skrigende børn på bagsædet af bilen, når hele familien skal på tur?

Det er bare ikke særlig smart, mener familieterapeut Fie Hørby. For det får kun ungerne til at tie stille for en stund, og stemningen bliver helt ødelagt.

"Hvis man som voksen tager sine børn med på bilferie, skal man også gide at bruge lidt ekstra tid på børnene. Man kan ikke forvente, at det hele kører glat hele vejen," siger Fie Hørby.

Man er nødt til at kunne lukke ørerne lidt og lukke larmen ude eller bide det i sig, hvis bagsædebørnene er noget højtrøstede.

"Som forældre kører vi nemt fra 0 til 100 hurtigt. Vi bider det i os i lang tid, indtil vi så eksploderer. Men sig det i stedet til børnene tidligere, at de skal tie stille," anbefaler Fie Hørby.

Præcise kommandoer

Hvis børnenes interne drillerier, skænderier, slåskampe eller larm bliver for meget for mor eller far, skal man ifølge Fie Hørby ikke udspy kommandoer og bebrejdelser, men i stedet sige tydeligt, hvad man vil have.

"Vær kort og præcis. Kom ikke med komplicerede bebrejdelser som 'hvorfor skal I altid larme sådan?'eller 'hvorfor kan I ikke opfører jer som almindelige børn?', når det i bund og grund handler om, at mor eller far gerne vil have ro. Sig til dem 'Mor/far har brug for ro. Nu tier vi alle stille de næste 15 minutter," siger Fie Hørby.

Sæt dem ikke af i grøftekanten

Trusler om, at børnene vil blive sat af i grøftekanten, hvis de ikke opfører sig ordentlig, skal man holde sig fra.

"Vil du så føre truslen ud i livet? Børnene lærer hurtigt, hvis truslerne er tomme. Hvad vil du så gøre den dag, børnene bliver teenagere? Forældrene mister deres personlige autoritet og børnene mister respekten for dig," siger Fie Hørby.

Når ungerne bliver bøvlede, må forældrene forsøge at finde ud af, hvad grunden til deres brok og bøvl skyldes. Keder de sig? Er de trætte og har brug for en pause på en rasteplads? Er de sultne?

Pak bilen rigtigt

Inden familien tager på ferie i bilen, er der nogle ting, der er gode at overveje først, så turen bliver så behagelig som mulig for alle. Inden turen starter, skal bilen pakkes. Ifølge Frederik Valmin, der er feriekonsulent ved FDM, skal man sørge for, at der er orden inde i kabinen.

"Det er mest hensigtsæssigt, at man eksempelvis bruger en rygsædelomme til opbevaring af børnenes bøger, tusser og elektronik. Så kan de både nå tingene i sæderyggen foran, og tingene ryger ikke rundt i kabinen, hvis der kommer en hård opbremsning," siger Frederik Valmin.

Derudover skal børnene også sidde i en godkendt autostol, der er justeret rigtigt. Hav også en ekstra pude og et tæppe med i bilen. En vinduesskygge er også god til både at holde varmen ude og til at skærme solen, så man kan DVD-skærmen.

En fryseboks, der kan sættes til bilens cigarettænder holder vand og snacks kølige. Hav også lidt slik og chokolade med, som kan bruges som en "bonus" undervejs.

Underhold dig selv - og hinanden

I dag bugner markedet med dvd-afspillere til bilen, ligesom der fås et utal af spillekonsoller og spil til mobilen. Frederik Valmin anbefaler, at I pakker lidt forskelligt, så børnene ikke bliver trætte af det for hurtigt.

"En dvd-afspiller er et klart hit. Den kan slå rigtig mange timer ihjel, når børnene ser en god tegnefilm. Men husk hovedtelefoner - især hvis børnene har en hver - så I ikke ender med en kakofoni af tegnefilmsstemmer," siger Frederik Valmin.

Men I kan også underholde hinanden undervejs, i stedet for at sidde og se på hver jeres skærm. Hvis I kan finde en lydbog, som hele familien gider at høre, kan I lytte til den sammen. Klassiske ordlege som "tyve spørgsmål til professoren", klunse, ordlege eller sten-saks-papir kan også få tiden til at gå.

Når man sidder på de tyske motorveje, er bilspotting selvfølgelig også oplagt. Tæl, hvor mange røde biler, Mercedes'er og campingvogne I ser de næste 10 minutter.

Eller tag et spil pitstop-roulette. Hvert familiemedlem sætter et stykke tape på den samme hjulkapsel. På skærmen sætter man én anden markering. Når bilen kører, ruller rouletten. Vinderen er den, hvis tape sidder tættest på markeringen, næste gang I holder ind til siden. Fastsæt en præmie - måske en lille is - som vinderen kan indkassere på rastepladsen.

Hold pauser

Der er lang til Sydfrankring eller hvor turen nu går hen, især for små børn, der ikke lige ved, hvor lang tid 20 timer er. Det er derfor en god idé at undersøge, hvilke rastepladser eller "strække-ben"-muligheder I har undervejs hjemmefra, så I er sikre på at finde nogle pladser med gode toiletforhold og måske lidt grønt at boltre sig på.

"Det er jo en klassiker, når vi har kørt fem minutter: 'hvornår er vi der?'. Giv børnene et kort, der dækker ruten. Så kan I enten tegne ruten ind hjemmefra, så børnene kan følge med undervejs, eller barnet kan selv tegne ruten. Det anskueliggør lidt bedre, hvor langt der egentlig er," siger Frederik Valmin fra FDM Ferieservice.

Han anbefaler, at I holder pauser med jævne mellemrum, gerne hver 2.-3. time. Hold ind et sted, hvor I kan strække benene, lege og få brændt lidt energi af.

Husk også at tisse af, inden I kører videre.

"Og spørg lige en ekstra gang, om de nu også er helt sikre på, at de ikke skal tisse. Og få så tisset af, inden I kører," siger Frederik Valmin.