Rejser

Sådan undgår du ulykker på skiferien

Skiferien kan være farlig - især hvis du vil væk fra pisterne. Se her, hvordan du undgår at komme galt af sted

I fredags blev den hollandske prins Johan Friso begravet under en lavine i Lech i det vestlige Østrig, da han løb off-piste på ski.

Hans tilstand er nu stabil, men prinsen var længe i livsfare.

Ifølge assistanceorganisationen SOS International, som administrerer det gule sundhedskort, så er vi danskere hvert år involveret i ca. 6000 skiuheld - og en del af dem foregår væk fra pisterne.

Men tager du visse forholdsregler, så kan du dog minimere risikoen for ulykker markant.

Meget sne i Sverige

I Sverige har der først på skisæsonen været alt for lidt sne, men for nyligt har landet fået enormt meget, og derfor er der fantastiske skiforhold i landet lige nu.

Men den megen pludselige nedbør medfører også en markant øget risiko for ulykker for skiløbere, som kører off-piste. Så meget, at flere skisteder hinsidan har opjusteret deres lavinerisiko markant.

Rejseguiden VisitSweden har lavet en off-piste-guide, som gælder for alle lande, hvor det er muligt at stå på ski.

VisitSweden giver disse anbefalinger til, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil køre off-piste:

- Kør aldrig alene uden for de afmærkede pister

- Kør altid med skovl, sonde og lavine-bipper

- Spørg liftpersonale, skipatruljer eller andre lokale eksperter om den aktuelle lavinefare, og følg altid det enkelte skiområdes anbefalinger

- Kryds aldrig en markeret afspærring ind i et lavinefare-område, uanset hvor tillokkende offpisten måtte se ud. I alle tilfælde af tvivl eller usikkerhed, så vend tilbage til, hvor du kom fra

- Kør aldrig offpiste samtidig på samme skråning. Vent til skiløberen foran dig er helt nede. Start eller kør aldrig offpiste, hvor der er andre skiløbere under dig

- Vent et par dage efter det har sneet meget, indtil den mest umiddelbare lavinefare er aftaget. Otte ud af ti laviner forekommer få dage efter massivt snefald

- Undgå helt åbne og stejle offpiste-områder i de første dage efter kraftigt snefald, stærk vind eller temperaturstigning