Sådan undgår du dårlig mave på ferien

Du er ikke alene, hvis du har oplevet at få ferien ødelagt på grund af dårlig mave og hyppige toiletbesøg. Hele 44 procent af danskerne rammes nemlig af dårlig mave, når de tager på ferie, viser ny undersøgelse foretaget for Bifiform. Men det kan faktisk nemt undgås - her får du tips til hvordan.
Når flere millioner danskere snart rejser på sommerferie til udlandet, kommer mange af os hjem med et dårligt minde. Ferien kan nemlig blive ødelagt af for mange uønskede besøg på toilettet. Alligevel er det kun hver femte dansker, der decideret har forberedt maven mod fremmede bakterier, inden de tager på ferie.
Men ifølge Farmaceut Camilla Lauemøller fra Steno Apotek kan man ved hjælp af en række forholdsregler nemt minimere eller helt undgå at få dårlig mave på rejsen:
"Der er ofte risiko for at få problemer med maven i forbindelse med udlandsrejse. Drikkevandet kan være mindre rent, end vi er vant til, og madvarer bliver ofte tilberedt mindre hygiejnisk end herhjemme. Det er derfor vigtigt at overholde gængse hygiejneråd, såsom ikke at drikke vand direkte fra hanen, passe på isterninger, undgå rå mad, kun spise frugt, man selv kan skrælle osv.," siger Camilla Lauemøller.
Forebyg maven inden ferien
Men ud over at følge de gængse hygiejneråd kan det ifølge Camilla Lauemøller også være fornuftigt at forebygge maven mod de fremmede bakterier, inden man tager af sted, så man undgår spildte feriedage:
"I stedet for at vente til skaden er sket, og man har fået dårlig mave, er det helt klart min anbefaling, at man forebygger sin mave med mælkesyrebakterier både før og under rejsen, særligt hvis man rejser til højrisikolande, eller man tidligere har oplevet at få dårlig mave på sin udlandsrejse".
Gode råd til, hvordan du undgår diarré på din ferie:
1. Vælg kogte, bagte eller stegte retter, der er tilberedt kort før, de spises.
2. Vælg drikke fremstillet på kogt vand (te, kaffe), mineralvand med kulsyre på flaske med forseglet låg, øl eller surmælksprodukter af kendte fabrikater, eller friskpresset juice.
3. Spis kun frugt, som du selv har skrællet.
4. Undgå postevand direkte fra vandhanen eller eksempelvis fra isterninger i drinks eller i mad.
5. Undgå rå fisk, rå skaldyr (fx østers og muslinger), rå æggeblommer, rå grøntsager fra lavtvoksende planter (fx salatblade), mayonnaiseholdige salater og al slags is.
6. Forebyg maven mod diarré inden ferien ved at tage mælkesyrebakterier for at sikre en sund og stabil tarmflora*.
7. Undgå badning nær kloakudløb og i svømmebassiner, hvor vandet ikke er klorbehandlet.
Kilder: Statens Serums Institut, *Apoteket.dk