Rejser

Pristjek: Dette er verdens dyreste og billigste byer at spise i

Selvom de danske fødevarepriser kan synes høje, er det stadig væsentligt billigere at drikke rødvin og kaffe eller spise burgere eller clubsandwich på et dansk hotel, end i mange andre lande i verden.

Det viser hotels.coms årlige Club Sandwich Index, der kortlægger mad- og drikkevareomkostninger på hoteller i 28 lande.

Prissammenligningen, der kan bruges af rejsende som et slags barometer for, hvor man får mest for pengene, placerer Genève på en suveræn førsteplads som den dyreste by for rejsende at spise i, mens København i år er blevet billigere.

København er billigst i Norden
Lige nu er København nummer 13 på listen over verdens dyreste byer, når det gælder mad- og drikkevareomkostninger. Den danske hovedstad indtager placeringen som den billigste hovedstad i hele Norden, viser undersøgelsen.

Den samlede gennemsnitspris for en dags madomkostninger på et hotel i København beløber sig på 358,13 kroner, mens man skal betale 465 kroner for en clubsandwich, en burgermenu, en kop kaffe og et glas af husets rødvin på hotellerne i Oslo, 419 kroner i Stockholm og 358,25 kroner for den samme ’menu’ i Helsinki.

Her kan du se, hvad det koster at bestille en kop kaffe, en burger, en club sandwich eller et glas rødvin i 30 på et hotel i de 28 storbyer, som Hotels.com har sammenlignet:

Så meget koster kaffe, burgere og rødvin på hotellet

I den anden ende af skalaen - blandt verdens billigste storbyer - finder man byer som den colombianske hovedstad, Bogota, eller den mellemamerikanske hovedstad, Mexico City.

Her løber de gennemsnitlige mad- og drikkeomkostninger nemlig kun op på henholdsvis omkring 204 kroner og 218 kroner, viser prissammenligningen.

Ekspert: Undersøg andre priser
Ifølge Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea, kan prissammenligninger som Club Sandwich Indexet være nyttige redskaber, hvis man overvejer at rejse til en storby til sommer.

- Hvis man gerne vil bestille en storbyferie og er i tvivl om, hvilken by det skal være, kan det her være med til vise prisforskellene byerne imellem. Det kan være med til at afgøre, hvilken by, man vælger, siger hun til TV 2.

Der er dog også andre parametre, man kan overveje tage med, når man skal beslutte sig for, hvor rejsen skal gå hen. Prisen på flybilletten, hvor meget sol, der er på det pågældende sted eller hotelpriserne i de enkelte lande, kan man med fordel undersøge, inden man bestiller rejser, lyder det.

Her kan du se, hvordan du finder den billigste afbudsrejse:

DINE FINANSER: Sådan finder du den billigste afbudsrejse

Alternativt kan man, hvis man går efter at finde billigste rejse, forsøge at tænke på en anden måde end alle de andre rejsende.

En metode er at rejse på de tidspunkter, hvor alle andre vælger at blive hjemme.

- Rejser man i højsæsonen er det naturligvis dyrest, men rejser man til en dyr by i lavsæsonen, kan det vise sig at være billigere, end hvis man rejste til en billigere by i højsæsonen, siger forbrugerøkonomen.

Derudover kan man, hvis man gerne vil spare penge, forsøge sig med en rejse fra en lufthavn i et andet land end Danmark.

- Det kan for eksempel være en god idé at tjekke de svenske rejsebureauer, for de har ikke de samme ferieperioder, som vi har i Danmark, og derfor er priserne ofte lidt lavere i Sverige i de danske ferieperioder, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

DINE FINANSER: Drikkepenge: Så meget skal du give