Sandt eller falsk: Hvilke baderåd passer?

16x9

Sommeren har ramt Danmark, og weekenden står til at blive en stor strandweekend. Men inden du tager afsted mod bølgen blå, bør du få styr på baderådene.

Er det rigtigt, du kun må gå ud til navlen? Og skal du vente med at gå i vandet til en time efter, du har spist? TV 2 har undersøgt sagen sammen med Sven Hedegaaard, der er formand for Rådet for Større Badesikkerhed og René Høyer, der er områdechef for sikkerhed hos TrygFonden.

Lær at svømme: Sandt
Både TrygFonden og Rådet for Større Badesikkerhed har dette råd på deres lister, fordi det er helt elementært for at færdes i vandet.

Bad aldrig alene: Sandt
Dette råd er der også enighed om. Rådet gælder alle - uanset alder og svømmefærdigheder.

- Selvom du er en habil svømmer, kan du jo blive dårlig eller møde et revlehul. En banal situation kan hurtig blive farlig, så bad altid et par stykker sammen, anbefaler Sven Hedegaard.

Gå kun ud til navlen: Både sandt og falsk
Dette er rådet, der splitter eksperterne. Hos Rådet for Større Badesikkerhed mener de, at rådet fungerer som en god tommelfingerregel.

- En bølge kan ikke vælte dig omkuld, hvis du kun går til navlen, for der har du hele tiden vægten på fødderne, siger Sven Hedegaard.

Men hos TrygFonden har man afskaffet dette råd.

- Forholdene på strandene er meget forskellige, så derfor siger vi istedet, at man skal læse vinden og strømmen. Er du en god svømmer, kan du oftest også gå længere ud end til navlen, siger René Høyer.

Spring i, hvis forholdene er optimale: Både sandt og falsk
Hos TrygFonden mener de, at du hver gang, inden du bader, skal aflæse vind- og vejrforhold. Opholder du dig på en strand, du ikke kender, kan du for eksempel spørge de lokale til råds i iskiosken.

- Der findes ikke to strande, der er ens, så du skal altid orientere dig om vind og vejr, siger René Høyer.

Rådet for Større Badesikkerhed har dog nogle regler, som de mener gælder alle steder - uanset vind og vejr. De råder til kun at bade, hvor det er tilladt og til kun at springe ud, hvor det er dybt nok.

- Der er mange, der ikke kan finde ud af at læse vinden og vejret, så derfor har vi været meget præcise. Vi ser mange eksempler på folk, der springer på hovedet og rammer en sten, fordi der ikke er dybt nok, fortæller Sven Hedegaard.

Du må ikke gå i vandet efter, du har spist: Falsk
Dette er en myte, som utrolig mange stadig går rundt og tror på, for engang var det nemlig et af baderådene.

- På et tidspunkt havde man en idé om, at man kunne blive meget forpustet, fordi hjertet havde mere at arbejde på, da det både blev belastet med fordøjelse af maden og aktiviteten i vandet. Men nu siger lægerne, at det ikke er tilfældet for almindeligt raske mennesker, siger Sven Hedegaard.

Rådet gælder kun for ældre og svagelige. 

Slip ikke børnene af syne: Sandt
Dette er et særskilt råd hos TrygFonden, hvor det hos de andre hører ind under, at man aldrig må bade alene.

Bad ikke med alkohol eller euroforiserende stoffer i blodet: Sandt
Sådan lyder en af anbefalingerne hos Rådet for Større Badesikkerhed. Hos TrygFonden derimod har man ikke valgt at have det med.

- Vi har undladt de råd, der siger sig selv, for at forenkle det. Folk har svært ved at huske for mange ting, siger René Høyer.

Gå op, når du fryser: Sandt
Dette råd er heller ikke med på TrygFondens liste, men derfor er det ikke falsk af den grund.