Rejser

Skal du bestille skiferie nu? Tjek det her

Du kan se 'Go morgen Danmark' på TV 2 PLAY.

Den første sne har lagt sig som en dyne over det italienske skiområde Livigno.

Skisæsonen nærmer sig, og det er tid til at få bestilt årets skiferie - i hvert fald hvis du vil afsted i og omkring skolernes vinterferie i uge 7 og 8. Hvis du derimod ikke skal afsted i højsæsonen, kan du godt vente, og i nogle tilfælde kan det endda betale sig at vente til en uge før, du vil afsted, men så skal du have is i maven.

Leon Birdi, der er rejsekonsulent på birdi.dk guider dig her til årets fedeste skidestinationer. 

Den fleksible gruppe

Hvis du er i den den fleksible gruppe, der kan tage afsted uden for skolernes vinterferie, kan du godt vente lidt med at bestille, men så er det ikke sikkert, du kan komme til drømmedestinationen.

- Der er nogle steder, hvor man godt kan satse, og det måske kan lykkes. Det kan være på de store skiområder, hvor der er masser af udbud. Val Thorens er et godt eksempel. Det er et glimrende sted, der ligger højt. Det er ikke så spændende en by, men der er masser af sne og et stort skiområde. Der er masser af lejlighedskomplekser, hvor du altid kan finde et eller andet, siger rejsekonsulent Leon Birdi.

I Val Thorens kan du være heldig at finde noget helt op til en uge før, du skal på ferie med 30-40 procent rabat.

Børnefamilierne

Hvis du derimod har børn og derfor skal afsted i uge 7 eller 8, skal du op på dupperne, for de populære steder, bliver lynhurtigt udsolgt.

Et af de steder er Passo Tonale i Norditalien.

- Det er et up and coming sted, som ikke er så super kendt som Livigno og Wärgrain, men det er et rigtig fedt sted med en hyggelig by i nærheden og fantastisk skiløb. Det er meget børnevenligt med brede pister, forklarer Leon Birdi.

Yderligere er der danske skiguider, hvilket der er på mange af destinationerne i Italien og Østrig.

Hvis du vil have familien med til et af de helt store og kendte skisportssteder, skal du tage til Livigno i Italien.

- Det er et sted, hvor der er masser af danskere og supergodt skiføre, fordi det ligger i 1800 meters højde. Du står på ski i op til næsten 3000 meters højde. Der er masser af sne og masser af plads, og der er også en lille smule afterski, hvis man er til det.

Italien er især ideelt, hvis du vil stå på ski i solskin. Og temperaturerene er knap så kolde som i Frankrig.

Hør mere om destinationerne i klippet øverst i artiklen.