Uhrskov er tilbage: Hvor mange styrt på ski kan du spotte her?

Se ’To på ski’ på TV 2 PLAY

Ovenfor kan du se et sammenklip af Thomas Uhrskov og Rasmus DJs styrt i forbindelse med optagelserne til ’To på ski’

Der er to slags styrt på ski: De hurtige og de langsomme.

Man skulle umiddelbart tro, det forholdt sig omvendt, men hvis du vil slå dig mindst muligt, skal du gå efter det hurtige styrt. I hvert fald hvis man skal tro skientusiast Thomas Uhrskov, som tirsdag har premiere på en ny serie skiprogrammer på TV 2 FRI.

- Jo hurtigere du kører, jo større er kræfterne, der påvirker skiene, og jo større chance er der for, at skiene flyver af, uden du mærker noget, når du falder. Derfor skal du ikke være bange for de stejle pister, siger han til TV 2.

- De lede skader - dem, du skal undgå - er dem, der opstår på en flad pist, eller hvis du falder bagover ved stoleliften.

Rutinerede skiløbere styrter også

Thomas Uhrskov blev kendt som skiløberen i den gule jakke, da han i slutningen af 1990’erne tog danskerne med ’På ski’. Nu er han tilbage på skærmen som skivært, og med sig har han denne gang en af Danmarks bedste freestyle-skiløbere, Rasmus Dalberg Jørgensen - også kaldet Rasmus DJ.

Selvom begge er rutinerede skiløbere, må de fra tid til anden ned at ligge i den kolde sne. TV 2 har samlet en række af makkerparrets sjoveste og vildeste styrt fra optagelserne i videoen øverst i artiklen. Kan du tælle, hvor mange der er? Kom med dit bud i afstemningsboksen.

Fik sig ”noget af en røvtur”

”Slår du dig aldrig?”, virker som det mest oplagte spørgsmål. Til det er Thomas Uhrskovs svar: ”Jo, selvfølgelig”.

Han husker særligt en episode i Alpe d’Huez i Frankrig, hvor filmholdet skulle stoppe ved en restaurant. Det sneede, og han tænkte, at han kunne tage den på ski hen over træterrassen for at komme så tæt på indgangen som muligt.

- Jeg kørte med fuldt skrald, men jeg havde ikke set, der var en trappe med to trin. Da jeg satte af for at komme op over, kom skispidserne ikke med. Der fik jeg noget af en røvtur. Jeg kom da hen til døren, men det var ikke så elegant, fortæller Thomas Uhrskov, der i mange år har kørt med rygskjold for at beskytte kroppen mod de værste slag.

Han fortæller videre, at han i de fleste tilfælde er i stand til at redde den og undgå at falde, hvis balancen svigter på skiene.

- Jo mere rutineret man er, jo bedre bliver man til at genvinde balancen, hvis man er ved at miste den. Nybegyndere er hele tiden ved at falde og bliver med tiden bedre til at rette op og undgå styrt, siger Thomas Uhrskov og understreger:

- Men hvis man rammer skævt på en pukkel eller rammer et eller andet på pisten, kommer faldet som lyn fra en klar himmel. Og så er der altså ikke noget at gøre.

Uhrskov: Jeg kan ikke lade være med at give fif

Thomas Uhrskov er 57 år. Medværten Rasmus DJ er 27. Med en aldersforskel som far og søn repræsenterer de to forskellige generationer af skiløb, og sammen tester de skiløb verden over for at udfordre og lære af hinanden.

Ifølge Thomas Uhrskov er de nye programmer anderledes end de skiprogrammer, han tidligere har lavet - ikke kun fordi de nu er to.

- Det er mere oplevelse og rejse, men der er stadig masser af fif, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Det er et væsentligt smukkere program. Det er flot filmet, og fortælleteknisk går det ikke nær så hurtigt. Det er mere laid-back (tilbagelænet, red.), vurderer hovedpersonen.

Du kan se første afsnit af ’To på ski’, hvor makkerparret tager til det nordlige Japan, tirsdag klokken 20.40 på TV 2 FRI og allerede nu på TV 2 PLAY her.

Thomas Uhrskov

Thomas Uhrskov er født i 1958 i København. Han er forfatter, foredragsholder og journalist med en fortid på Berlingske Tidende og TV 2 Nyhederne. I slutningen af 1990’erne blev han kendt i den danske offentlighed for skiprogrammerne 'På ski'. Siden har han også været vært i 'Frihuset' på TV 2 FRI.

Rasmus Dalberg Jørgensen

Rasmus Dalberg Jørgensen (Rasmus DJ) er født og opvokset i Albertslund i 1988. Den 27-årige skiløber har allerede haft 11 sæsoner på ski og har besøgt flere skiområder end de fleste. Han har vundet flere danske mesterskaber i både freestyle og freeride (off-piste) og konkurrerer nu i World Cup’en i disciplinen slopestyle. Senest har han opnået en 23. plads ved VM.