Kurs mod fjerne kyster

Drengene er "alene hjemme" på Havana: Her får de den vildeste oplevelse

Få et indblik i, hvad der sker på Havana, når Theis, Emil og deres besætning er "alene hjemme" uden forældre og kameramand.

I to år har Theis og Emil været på jordomsejling. En jordomsejling, som Familien Danmark har kunnet følge hjemme i stuerne. Vi har været med gennem Panama-kanalen, med nede og dykke med hajer og med på land på Tahiti. Men selvom vi er med mange steder, så er der også rigtig mange måneder om året, hvor drengene rejser rundt alene uden forældre og kameramand.

Men i tirsdagens afsnit af 'Kurs mod fjerne kyster' har Theis og Emil valgt at give et helt unikt indblik i, hvad der sker, når de er "alene hjemme" på båden. Hele afsnit fire har Theis og Emil nemlig selv filmet.

Til fest på Havana

Efter Mikkel Beha er afmønstret båden på Tahiti, sejler Theis og Emil vestover mod øriget Vanuatu, hvor Mikkel og Marian igen vil hoppe ombord. I de mellemliggende måneder kommer Theis og Emil forbi Niue og Tonga. Vi ser blandt andet, hvordan de fester med besætningen, og hvordan de får sig en fantastisk oplevelse med havets kæmper - pukkelhvalerne.

I klippet nedenfor kan du se, hvordan det går for sig på Havana. når drengene er "alene hjemme".

Sæson 3: Kurs mod fjerne kyster

Mikkel Beha Erichsens sønner, Theis og Emil, er taget ud på en tre år lang jordomsejling i familiens sejlskib Havana. De begynder nu på rejsens anden halvdel i Fransk Polynesien, hvor Mikkel Beha Erichsen påmønstrer skibet.

Havana er efterhånden blevet slidt, så familien sætter kurs mod Tahiti, hvor båden skal på land og gøres klar til sidste halvdel af rejsen. Derefter fortsætter turen i Stillehavet til historiske steder. Familien går i land på øen Pitcairn, hvor mytteristerne fra Bounty søgte skjul. Undervands bliver de på et dyk klogere på 2. Verdenskrig. Og ovenvande kommer de tættere på Stillehavs-befolkningen.

Det hele finder sted på TV 2 tirsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY.

En fuldstændig vanvittig oplevelse

Pukkelhvalerne, som du kan se øverst i artiklen, kommer om sommeren fra Antarktis og nordpå mod Tonga, hvor de parrer sig og føder deres unger i det varme vand. Og netop derfor valgte Theis og Emil at gøre et flere uger langt stop ved disse øer, så de fik mulighed for at komme ned og svømme med havets  kæmper. Og missionen lykkedes. 

- Det var fuldstændig vanvittigt, udbryder Emil Midé Erichsen, da de kommer op fra dykket.

Også lillebror Alfred, som er på besøg hos drengene uden Mikkel og Marian, er også helt oppe at køre over dykket.

- Det er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet, siger Alfred Midé Erichsen.

Hvalen er helt rolig

På deres første tur i havet kommer de helt tæt på en hun og to hanner, der kæmper om hunnens gunst. Men ikke nok med det, så kommer de på endnu en svømmetur sammen med en hunhval og dens lille kalv.

- Vi nærmer os forsigtigt. Man kan fornemme på morens bevægelser, at hun er ret upåvirket af, at en flok unge blegansigter fra det høje nord pludselig plasker rundt omkring hende. Faktisk virker det til, at hun på et tidspunkt lukker øjnene og tager en lur. Her er der virkelig forskel - vores puls er på nogenlunde maks, og hun sover bare, fortæller Emil Midé Erichsen om et af turens ultimative højdepunkter.