Kurs mod fjerne kyster

Beha afslører: Det kommer der til at ske i fjerde sæson

TV 2 fangede Mikkel Beha Erichsen kort før afgang mod Indonesien, hvor fjerde sæson af 'Kurs mod fjerne kyster' skal optages.

Sidste afsnit af 'Kurs mod fjerne kyster - sæson 3' er netop rullet over skærmen, men der er godt nyt, for Familien Beha sejler nemlig videre på de syv verndenshave.

Siden midten af marts har Mikkel Beha Erichsen og hans familie sejlet rundt i det indonesiske øhav, hvor de fire første programmer til den nye sæson af 'Kurs mod fjerne kyster' skal optages. Turen går blandt andet til ferieøen Bali og til øerne Flores, Komodo og Borneo. 

Særligt Borneo glæder Mikkel Beha Erichsen sig til at besøge.

- Vi skal op ad nogle floder i Borneo, hvor der ikke kommer mange mennesker. Og så skal vi også besøge nogle orangutanger på den ø, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Foruden de meget truede orangutanger skal de også se nærmere på nogle andre dyr i det indonesiske dyrerige - nemlig de sagnomspundne komodovaraner, som holder til på øen Komodo.

Familien samlet igen

Noget andet, han også glæder sig meget til, er tid med familien. De er samlet igen alle fem efter halvandet års adskillelse.

Mikkel og Marian skal sejle i Indonesien i fire måneder sammen med Theis og Emil. Alfred kan ikke være med i alle månederne, da han til daglig går på efterskole, men for nylig er yngstemanden fløjet ud til resten af familien.

- Alfred kommer og sejler med i et par uger, når han har påskeferie. Så man kan godt forvente noget familieliv i den nye sæson. Vi får nogle uger, hvor vi allesammen er med, så det bliver dejligt, siger Mikkel Beha Erichsen.

Lær Familien Beha Erichsen bedre at kende i grafikken nedenfor.

Indonesien er kendt farvand

Selvom Indonesien er et nyt land i 'Kurs mod fjerne kyster'-'øjemed, er det ikke et helt nyt land for Mikkel Beha Erichsen og familien.

- Vi kommer til at sejle i kendte farvande. For ti år siden, sejlede vi dernede med børnene i Nordkaperen, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Efter nogle måneder i Indonesien, sejler Havana videre mod Singapore, hvorefter kursen er sat mod Europa. Og hvis alt går efter planen, er Havana at finde i Københavns Havn i sensommeren.