Ingemann i Sydafrika: De smadrer ruden med en hammer

Dag 1 - ankomsten

Landet i Cape Town efter 18 timers rejse, Billund-Amsterdam og Amsterdam-Cape Town. Sad ved siden af en enlig mor i flyet herned.

Hun havde sit søde, men livlige spædbarn på skødet, så i de trange sæder var vi sammen om alt i de knap 12 timer, flyet var i luften fra Amsterdam.

Havde sgu lidt ondt af hende, når hun tre gange skulle kæmpe sig ud på toilettet og skifte den ble, vi alle fornemmede skulle skiftes. Sad og tænkte på, da jeg selv havde babyer - og der var vi endda altid to - når vi var ude at flyve. Det var et helvede nogen gange.

Kan huske min datter brækkede sig med appelsinjuice ud over det hele. Hahaha. Ja, de folk, der drømmer om små trin på trappen... og det kunne være så hyggeligt ... og bl.a. bl.a. bl.a. Jeg siger bare: Pyha, glad for at mine er store og selvhjulpne nu. Det kom til mig i flyet. ;) Deja vu. 

Se også

Ingemann: Dette er MIT største øjeblik

Nå, hun klarede det i stiv arm. Respekt. Og jeg holdt moderens hvidvinsglas, når der var mest spjæt i sønnemand. ;)

Vi fik mad tre gange og god betjening. Dejligt, når man oplever på økonomiklasse, at der stadig er stewardesser, der virker som om, de bliver behandlet rimeligt og er glade for jobbet.

Mere positivt er det, at alle mennesker, man møder her i Cape Town, er utrolig venlige og hjælpsomme. Altid smilende og interesserede.

Om det er i taxa, på restaurant, på gaden eller i butikkerne. Alle har en fed attitude - lidt tilbagelænet, men på den fede måde. Og meget, meget hjælpsomme. Det var osse min oplevelse, sidst jeg var her.

Har lige været ude og lede efter en typisk sydafrikansk T-shirt/skjorte af den type, mit store idol Nelson Mandela bar.

Måske er det ikke passende, at jeg putter min krop ned i sådan en farvestrålende sag. Men da jeg spurgte om hjælp på gaden, var der straks en, der tog mig i hånden og førte mig ind i en butik. Og vupti, så kom jeg ud iført en eksplosion af farver. Og kvinderne i butikken syntes, det var meget charmerende - eller bare sjovt. Hahaha. Nå, nevermind. Den gør mig i hvert fald glad at have på.

Og så kan jeg godt lide initiativrige mennesker. For jeg håber og regner da med, at min sorte ven, der førte mig ind i butikker, får lidt returkommision. Alt andet ville være uretfærdigt. ;) Var lige ved at spørge, om han var fra Engesvang (vestjysk by hvor en stor del af min familie er fra).

Der er rigtig fedt her.

Sidder på havnen i centrum og kigger på et gigantisk juletræ i 27 graders varme og glade mennesker overalt. Har lige fået dejlig kæmpe portion sushi. Fisk, der lige er landet. Cape Town lander noget af det dyreste fisk i verden (tun især) og sælger det blandt andet til Japan. Restauranten, der ligger på kajen, er absolut ikke en af de billigste - men godt 100 kroner for en stor portion sushi. Det er vel ok.

Store fadøl koster 25 kroner ... har jeg hørt. ;) 

I det hele taget er maden i Cape Town nok grund til at rejse herned. Har aldrig været et sted med så meget lækkert, frisk og forskelligt mad. Det skyldes det frugtbare klima, det enorme landbrugsområde, havet, vingårdene og ikke mindst, at her er alle mulige forskellige kulturer og folkeslag. Indere, japanere, kinesere, afrikanere, hollændere, franskmænd, englændere (enten derfra eller som nedstammer fra disse lande) og så videre. Sydafrika kaldes for regnbuenationen på grund af de mange forskellige folk, og det kunne også gælde for menukortet. Fantastisk.

Har lige hørt, at hvis man er tvivl om, om den fisk, man får, er truet (kunne være tun), så kan man sende en SMS til et nummer med fiskens navn på, og så får man promte at vide, om der er rødt, gult eller grønt lys for at spise den. Og det er blevet et parameter, som restauranterne også konkurrerer på. Og gør ... Forhåbentligt.

Dag 2 - I en af Sydafrikas farligste byer

Holdet er ankommet. Vågnede op til første dags optagelser i Cape Town.

I går advarede en taxachauffør om, at jeg ikke skulle gå ud om aftenen - kun tage taxa, ja, han er jo også forretningsmand. Men da jeg var her i 2010 i forbindelse med VM i fodbold, var det samme melding. Aldrig gå ud om aftenen, hvis du ikke er meget sikker på området. Forskellen (den enorme) på rig og fattig blandet med et voldsomt forbrug af blandt andet billigt crack, gør denne by til en af de farligste i Sydafrika.

På hotellet spurgte jeg lidt ind til det i receptionen, og de bekræftede, at man virkelig skulle tænke sig om, når man bevægede sig ud - specielt om aftenen.

Ved morgenmaden faldt jeg i snak med den søde kvindelige overtjener. Hun bor i en Township uden for centrum - fordi hun ikke har råd til noget inde i byen.

Hun sagde:

- Jeg stoler ikke på nogen her. Ikke engang mine naboer - folk, jeg er vokset op med. Forleden da jeg kom hjem, var min mandlige nabo i gang med et indbrud i mit hjem. Jeg har kendt ham, siden jeg var lille. Han var på stoffer, og jeg slog ham, så hårdt jeg kunne, og så var det som om, han vågnede lidt op og forlod stedet.

Shit, en måde at komme hjem fra en lang arbejdsdag på! Det er så sørgeligt, selvom Sydafrika bevæger sig - langsomt - den rette vej.

Hun fortalte mig også, at når man holder for rødt i bilen, skal man naturligvis altid have låst dørene. Og så skulle man holde øje med de blinde vinkler, fordi der er bander, der sniger sig ind på bilen i de vinkler - og så smadrer de ruden med en hammer og stjæler tasken på forsædet eller hele bilen. Betryggende.

Hun sluttede med at sige:

- Lad være med at være angst, I skal bare tænke jer om. Især når I går rundt med dyrt kameraudstyr. Og så nyd det hernede.

Så kom vi igang med første optagelsesdag. Uden for hotellet om morgenen stod der en mobil blodbank indrettet i en bus, så jeg hoppede ind og gav en halv liter blod.

Det har som sådan ikke det store med programmet om Cape Town at gøre, men den stod der, og de havde brug for blod, og så gjorde jeg det helt spontant. Det er i høj grad det, der gør det spændende at optage 'Størst'. At tingene mange gange opstår helt tilfældigt og overraskende, og vi følger med den historie, der ligger foran os. Det er ægte, og det skal vi for Guds skyld - eller hvis skyld - blive ved med.

Sygeplejersken i bussen gættede min alder til 55 år. Jeg er kun 42. Skulle vist være gået til Louis Nielsen!

Jeg var oppe at flyve i helikopter hen over Cape Town. Af hensyn til kameraet fløj vi uden dør i min side, så det var kun en lille sele a la den, man kender fra flyet med en lille kliklås, der adskilte mig fra at falde ned til de hvide hajer 800 meter nede i havet. Det gav en anelse sug i maven.

Især når helikopteren hoppede - og det, at vores pilot samtidig lignede en dreng på 15, hjalp ikke. Han var dog 25 og meget kompetent, men jeg spurgte ham dog om, hvor gammel han var - med det samme blik som dørmanden på det lokale diskotek i Silkeborg i gamle dage havde.

Dag 3

I dag tror jeg, at jeg vil klæde mig ud som dame. Det gjorde jeg ofte som dreng. Spørg ikke hvorfor ...

Cape Town kaldes også for 'the pink city' eller 'Gay Town of Africa' - så her i byen er en af fornøjelserne at gå til dragshow. Og jeg skal naturligvis gå med i legen. Dame-Peter.

Måske skulle jeg købe en koncertbillet til min mor den dag, det skal sendes på tv.

Jeg skal også ud og se på bavianer og pingviner. Men altså helt ærligt, så synes jeg, at dyr er mega kedelige, og der er ret naturligt ingen mulighed for dialog. De er, som man siger på godt jysk, temmeligt tætte i skallen (på nær min sorte labrador derhjemme).

Men de københavnere, jeg har med her på holdet, synes dyr er åhhh, så fantastiske! Så jeg må nok hellere ud og smide nogle jordnødder til en bavian - så stenbroen osse bliver glade. Hahaha. Har i øvrigt hørt, at man engang så en solsort på Vesterbro ... Hahaha.

En dag med bøsser og bavianer! Kan kun blive godt.

Dag 4

Besøgte Mount Nelson hotel, der er et af verdens flotteste hoteller i verdens flotteste by. Hotellet åbnede i 1899 og kort efter åbningen tjekkede selveste Mr. Winston Churchill ind.

Winston havde fra barnsben haft flotte vaner, og selv som helt ung soldat havde han kammertjener. Ja, han forstod faktisk ikke, hvordan man kunne leve uden. Forstår ham egentlig godt.

Men den slags koster jo. Så som 25-26-årig måtte han tage job som krigskorrespondent og rejse til Sydafrika for at dække den anden Boerkrig mellem englænderne og militser af primært hollandsk afstamning (boerne).

Jobbet var velbetalt - fordi det var ekstremt farligt. Begge ting passede Churchill meget fint. Så kunne han få lidt helte-drys over sig og samtidig have råd til hoteller og tjenere. Churchill var enormt modig og endte med at blive taget til fange af boerne, og han måtte senere flygte fra fangelejren.

Nå, men hotellet, som han boede på, er i dag et 5-stjernet hotel med stil over hele linien. Gammel, engelsk, god stil. Jeg endte efter en stor rundtur på hotellet med at komme til 'one o'clock tea' med kagebord i ottende potens og små fingersandwich. Lidt Churchill har man lov til at være.

Glæd jer til at se min guide på hotellet, Gabby. Hende er der fart over. Pustede og stønnede, når jeg skulle følge hende rundt. Så stærkt gik og talte hun. ;)

Ja, måske er det mere min kondi, der var problemet. ;)

Peter Ingemann gæstede TV 2 tidligere på ugen - her svarede han på læsernes spørgsmål: