Ingemann i Kina: Man kan nærmest ikke trække vejret

Dag 1: På vej derned - med en Bloody Mary i hånden

Nå, så sidder vi i Amsterdam lufthavn. Nu er holdet samlet.

Kameramand Mads, produktionslederen Oliver og tilrettelægger Nanna kom fra København - bevares - mens jeg, der har beholdt mine rødder og begge ben solidt plantet i den jyske muld, kom fra Billund :) 

Vi sidder nu i KLMs lounge (mod betaling) og får kyllingefrikasse og brød og et enkelt glas danskvand. Nå ja, og en Bloody Mary.

Jeg ved ikke, hvorfor Bloody Mary-drinken er blevet synonym med flyrejser. Men det er da underligt, at denne mærkelige blanding imellem et måltid og en kulørt drink altid er til at få i en lufthavn eller et fly. Blandt alle drinks.

Flyet boarder mod Beijing om tre kvarter, og så venter der knap ti timers flyvning og derefter to timers flyvning til millionbyen, Harbin. Ja der bor sgu 10 millioner i den by - og ingen kender den!!! (Eller næsten ingen).

Så lige vejrudsigten. Mellem 14 og 24 minusgrader.

Dag 2: Selv på en klar dag, kan man lugte røgen

Klokken er 07.36. Første morgen i Harbin.

Vågnede klokken to i nat og har været vågen lige siden. Jeg er ikke ret god til tidsforskelle og lange rejser. Det er min krop ikke så glad for – så det er da godt, at jeg laver rejseprogrammer til daglig ;)

Nå, men op kom jeg og fik tøjet på. Jeg ved jo, at det er koldt, så jeg tog tre lag tøj på, en kæmpe jakke, og alt hvad jeg har i huer og handsker. Minus 30 grader sagde de i receptionen! Og man må sige, at det ikke var en underdrivelse. Det føltes bestemt som minus 30 grader, da vi kom ud af hotellet.

Se også

Ingemann i Sydafrika: De smadrer ruden med en hammer

Det var en superflot morgen med sol. Vores tolk sagde, at vi var heldige med solen, fordi den ofte er væk - eller ikke kan ses – på grund af forureningen og smoggen. Det er uhyggeligt, at man nogle gange slet ikke går udenfor, fordi man nærmest ikke kan trække vejret.

I Vesten har vi i mange år misundt kinesernes vækst og fremdrift, og USA kunne under krisen låne milliarder af dollars af Kina. Samtidig nød vi i Danmark og resten af Vesten godt af alt fra billige telefoner og kondisko fra landet med de lave lønninger og knap så mange miljø- og arbejdsregler. Men nu kommer regningen.

Ja, du kan lugte og smage regningen. Selv på en klar dag, kan man lugte røgen. Det her bliver de nødt til at tage fat på - ellers bliver de kvalt. Bogstaveligt talt kvalt.

Nå, men det skulle heller ikke blive en miljøpolitisk indlæg det her. Men det er sgu da skræmmende.

Jeg var ude midt på floden. Ja, vi kørte ud midt på floden, der har over en halv meter tyk is.

Her havde kineserne savet et kæmpe hul, 25 gange 10 meter og lavet et svømmebasin med fire baner. Årets store issvømningskonkurrence skulle afholdes med deltagere fra flere lande og Kinas forskellige provinser. En stor påhængsmotor piskede i vandet for, at det ikke skulle fryse til i den hårde kulde.

Det så SÅ megakoldt ud.

Synet af kinesere i små sorte speedos og badedragter, der sprang på hovedet i vandet, når skuddet lød, ville få selv den mest hardcore vinterbader derhjemme til at fryse. Der skulle svømmes 25 meter, og da de kom op i den anden ende, kunne de ikke kravle op på grund af isen, så de skulle lige svømme fem meter tilbage for at komme op af en stige. Shit, det gjorde ondt bare at se på det.

Svømmerne var heller ikke meget for at standse op til interview efter svømning - de ville sjovt nok bare indendørs.

Til gengæld er jeg blevet interviewet af Harbin lokal-tv fire gange - med de samme spørgsmål - af fire kamerahold. De ville gerne vide, hvad jeg synes om Harbin By, og om det er første gang, jeg er der. Jeg svarede: Jeg elsker jeres by, og de kinesere jeg indtil videre har mødt. Super hjælpsomme, super søde og med engelskkundskaber, der er ligeså gode som mine.

PS. Harbin lokal-tv har et par millioner seere. De havde ikke helt tal på det - "many viewers", sagde de.

Dag 3: Historien om en danskvand - der blev til kaffe

Go' morgen. Alt vel i Kina.

Det, jeg elsker ved dette land, er de charmerende kultursammenstød. Ja, skal vi kalde dem 'forståelseskampe' ;) De opstår flere gange om dagen, når man gebærder sig rundt. Lad os slå fast ved med det samme: Jeg vinder aldrig nogen sprogpris - ikke engang den danske - men jeg kan da normalt gøre mig forståelig på enten gebrokken tysk eller engelsk.

Her i Harbin i det nordøstlige Kina - tæt på Sibirien, Stillehavet og Nordkorea rundt om hjørnet - er den sproglige kommunikation nærmest nul. Jeg taler ikke kinesisk og ni ud af ti her (lavt sat) taler ikke et ord engelsk. Ikke et ord. Derudover forstår vi bare ikke hinanden - helt generelt. Fingersprog, kropssprog, mimik, med mere fungerer ikke på disse kanter. Eller, det er bare forskellige sprog, vi taler. Samtidig er alle, vi møder, meget søde, interesseret i en og ens behov, og de vil gøre alt for at hjælpe en. De synes, det er flovt, hvis ikke de kan opfylde et ønske - om det så er at vise vej eller bare en bestilling på en restaurant.

I går skulle jeg bestille fire vand til maden - tre uden brus og en med brus på vores internationale hotel. Tre tjenere stod på spring ved vores bord, og jeg prøvede med water, Aqua , wasser. Jeg lavede håndtegn der skulle forstille en flaske, drikkebevægelser og meget andet. Lignede sgu Grethe Sønck på Erling Bundgaards scenegulv. Lige lidt hjalp det.

En fjerde tjener blev tilkaldt. Efterhånden fik vi tacklet os ind på, at det var vand, det handlede om. Godt så. Nu kom så den advancerede udgave. Vi skulle bruge en med brus! Jeg lavede igen min berømte drikkebevægelse, flasketegnet, OG ikke mindst skrue-kapsel-af-tegnet og så den lækre detalje: Jeg lavede store pssssst-lyde, når jeg skruede det imaginære skruelåg af.

Jeg synes selv, jeg var en ren Victor Borge og kunne lejes ud til børnefødselsdage, men lige lidt hjalp det. Jeg toppede min "lørdagsunderholdning" med at lave flaske-tegn, skrue låg af og psssst-lyde, og SÅ med let spillende fingre illustrerede jeg, bobler der strømmede op af den nu åbnede fantasiflaske. Fire tjenere kiggede vantro på mig, og den ene sagde: Coffee with milk?

Dag 3: Kina - et nemt land at lave tv i

Kina er et kæmpe diktatur, hvor den menige mand ikke har meget at skulle have sagt, og de har et veludviklet overvågningsapparat - for nu at sige det på jysk. Det mærker vi nu ikke meget til, da vi færdes helt frit over alt.

Det er da lidt bøvlet at få visum som journalist. Men når man først er inde i landet, er det min oplevelse - de to gange jeg har lavet et program her - at der nærmest ikke findes et nemmere land at lave tv i.

Folk er nysgerrige, venlige og tillidsfulde, og og hele måden, vi optager 'Størst-programmerne' på - hvor vi lader kameraet rulle nærmest konstant og falder i snak med folk - er her i Kina bare "ti-fire". Det er helt ok at stikke en stor kameralinse op i næsen på fremmede. Ja, det sjove er, at vi også som regel bliver filmet, fordi de synes, vi er så fremmedartede, og fordi kineserne bare fotograferer og filmer ALT med deres enorme smartphones.

Forleden talte jeg til to piger, der stod og fotograferede hinanden, og selvom jeg afbrød dem, var det bare helt fino. Jeg interviewede dem, imens de fotograferede på livet løs, hinanden og via selfies - og os. Der kan man tale om kinesisk multitasking og at være tryg ved kameraet ;)

Folk kommer osse helt spontant over og giver hånd og hilser, ja de endda krammer, når vi går rundt. Og så er det jo nemt at komme i kontakt med befolkningen.

I går lavede jeg et oplæg foran en af verdens største sneskulpturer, da jeg kom i snak med to unge kvinder, og i løbet af et øjeblik havde vi forståelsesmæssigt krabbet os ind på hinanden, og de spurgte om mit land ikke var der hvor børnebogsforfatteren var fra... ? 

Og derfra talte vi om 'The little girl with matches'... and... 'The naked emperor', mens den ene kineser viste den anden med dine fagter, at kejseren jo var nøgen. 

"Yes Yes", sagde jeg på mit jutland-english: "Hans Christian had good humor". Dejligt land.

Dag 4: På fisketur med de indfødte

I dag skulle vi ud og møde den oprindelige befolkning: De gamle fiskere, den gamle kultur. Jeg skulle ud og slå hul på isen i en sø langt ude på landet og pilke karper med en lokal.

Måske skulle jeg have undret mig over, at vi pludselig sad i en bus fyldt med journalister - blandt andet en kollega fra BBC - og da jeg så på et kort, at søen - på grund af dens kvadratiske form - umiskendeligt lignede den kunstige sø ved Silkeborg, som blev lavet da gravede ud til hovedvejen ved Resenbro.

Inden vi nåede "søen" kunne jeg høre høj technomusik og da jeg så ud på den frosne overflade, stod der vel godt 100 ældre kinesere og dansede. Der var desuden boder og curling. Ud af bussen blev jeg modtaget af Harbin lokal tv (endnu engang), og en mand, der råbende i en megafon, sagde: "Peter, Peter!! (Eller Pieter, Pieter!)". Jeg blev taget i hånden af en 'official' fra Harbin Ice Festival og ført venligt, men bestemt ned på isen. Pludselig fik jeg en lilla mikrofon på størrelse med en aubergine stukket i hovedet, og nu ville Harbin TV gerne høre, hvad jeg syntes om de dansende pensionister på isen. Jeg svarede, at det så da godt ud, og inden jeg kom meget videre, befandt jeg mig dansende på isen med journalisten fra Harbin TV. Det kom i øvrigt på skærmen i bedste sendetid på kinesisk tv om aftenen.

Jeg tænkte: "Hvor er fiskeren med sit lille hul?" Han var ikke til at få øje på, men det var til gengæld de mange flag og bannere og den råbende mand i megafonen.

Nu skulle jeg spille et spil med en snurretop på isen, som man skulle piske med en snor. Fattede ikke en brik af spillet, og der var ifølge guiden heller ingen vindere, så deeet... 

Nå, nu videre hen til nogle folk i kunstige leopardpelse, der sad på en række og skreg en gammeldags skål ud til os - fuldstændig timet. Fik jeg sagt, at jeg blev filmet af indtil flere kamerahold plus en politmand med en hvid Samsung-telefon? Jeg fandt ikke ud af, hvorfor betjenten filmede, men han var meget ihærdig. Nu var vi åbenbart kommet til fiskerne. Det var dem i leopardpelsene.

To huller var skåret ud, og til tonerne af techno musik hev de et net op fyldt med fisk. De sprællede ikke særligt meget. De var nok trætte efter den lange tur fra fiskehandleren. Harbin TV var på pletten og spurgte mig, om jeg ikke synes, det var utroligt med den store fangst. Jeg sagde, at jeg troede, de havde puttet fiskene ned i nettet lige inden - og en kineser sagde til mig: "Nå, du har regnet den ud" ;)

Det var alt sammen meget konstrueret, meget hektisk, meget kinesisk - OG meget sødt.

Harbin Isfestival ville gerne give os en tur tilbage til det ægte og gamle Kina, og det var altsammen gjort i den bedste og mest gæstfrie mening. Og da jeg kørte derfra - må jeg indrømme - sad jeg med et stort smil på læben. Det var en god, men også en meget syret oplevelse.

Min tolk sagde på det sødeste gebrokkende dansk: "Peter, Det er ligesom den gamle by i Aarhus". Og hun havde jo ret ;)