Verdens yngste globetrotter anbefaler: Fem fede steder du ikke anede eksisterede

16x9
Henrik Jeppesens yndlingssted er Socotra, der ligger ud for Yemen. Foto: Google Street View/Privatfoto / Google Street View/Privatfoto

Danske Henrik Jeppesen er den yngste person, der har været i alle verdens lande. Her kommer han med sine bedste anbefalinger.

Den 1. april var en vigtig dag for 27-årige Henrik Jeppesen. Her besøgte han Eritrea og kunne dermed sætte et hak ud for alle verdens 193 lande.

Han er den yngste person i verden, der har opnået den bedrift. Tidligere var det en 37-årig nordmand, der var indehaver af rekorden.

Når man som Henrik Jeppesen har rejst i alle lande, har man selvfølgelig også set lidt andre destinationer end ferieklassikere som Bali, Spanien og Los Angeles. 

I listen nedenfor kommer han med sine fem bud på steder, du ikke anede eksisterede, men som er et besøg værd.

Fælles for dem er, at det er destinationer med smuk natur og flinke mennesker.

Fem fede steder, du ikke anede eksisterede

Socotra (ligger ud for Yemen)

Socotra Foto: Google Street View
- Det er en fantastisk ø, der ligger en times flyvning fra Yemen. Der er stort set ingen turister, da der ikke er mange, der vil dertil på grund af situationen i Yemen. Men selve Socotra er meget fredelig og rolig, fortæller Henrik Jeppesen og fortsætter:
- Naturen på øen minder meget om Maldiverne med fantastiske strande og krystalblåt vand, men man har bare det hele for sig selv - modsat Maldiverne.
Du skal ikke forvente luksushoteller, men det er en luksus bare at være der.

Rwanda (ligger midt i Afrika)

Rwanda Foto: Google Street View
De fleste vil nok forbinde Rwanda med folkedrab, men her - to årtier efter - er Rwanda alt andet end uroligt og konliktpræget.
- Det er et utrolig smukt land, hvor der er meget at se og opleve. Samtidig har de ikke de problemer, som de har i andre afrikanske lande, og alt fungerer. Hvis du tager en tur med bussen i landet, vil du blive overrasket over, hvor god infrastrukturen er. De har virkelig fået styr på deres land siden folkedrabet, fortæller Henrik Jeppesen.

Palau (ligger mellem Indonesien og Filippinerne)

Palau Foto: Google Street View
Det er et af verdens mindste lande med 20.000 indbyggere. 
Landet er utrolig smukt, men hovedårsagen til, at det er med på listen, er befolkningens imødekommenhed.
- Det er det sted, hvor det er lettest at blaffe - i hvert fald hver anden bil stopper. Hvis du vil bevise, at du tør at blaffe, så er det der, siger Henrik Jeppesen.
- Du kan også tage ud på nogle øer længere ude, som er endnu smukkere end hovedøen, siger Henrik Jeppesen.

Saba (hollandsk ø i Caribien)

Saba Foto: Google Street View
Saba er en hollandsk-ejet vulkanø i Caribien.
- Der er ingen strande som i resten af Caribien. Naturen er helt anderledes, så derfor overrasker øen virkelig. Det ville svare til, at du havde et safariland midt i Europa - så anderledes er det, siger Henrik Jeppesen.
Her fremhæver han også lokalbefolkningen.
- Der bor et par få tusinde på øen, men de er fantastiske. Man føler sig meget velkommen i den lille kultur.

Turkmenistan (ligger nord for Afghanistan og Iran)

Turkmenistan Foto: Google Street View
- Det er virkelig et vildt land. Det minder lidt om Nordkorea med diktatur, og der er meget få turister, fordi det er svært at få visum dertil, siger Henrik Jeppesen.
Man kan få visum til Turkmenistan ved ankomst via en lokal operatør, eller man kan få et transitvisum i op til fem dage ved at rejse mellem to lande, hvor man bruger Turkmenistan som transit. Henrik Jeppesen fløj til Turkmenistan fra Dubai. 
- Det føles meget specielt at være der. Der er ingen mennesker på gaden, så du går rundt alene mellem deres høje bygninger. Som turist er du heller ikke fri, og der er mange restriktioner. Det er det eneste sted i verden, hvor det er ulovligt at ryge. Og det skulle også være ulovligt at nynne på gaden, fortæller Henrik Jeppesen.