Kurs mod fjerne kyster

Se den rørende velkomst til Danmark: Theis og Emil vender hjem

Tre år er der gået, siden Mikkel Beha Erichsens sønner stævnede ud fra København. TV 2 var med ved hjemkomsten fra deres jordomsejling.

Husker du, da Havanas storsejl flækkede på en dramatisk sejlads? Eller da Emil, Theis og Alfred kom helt tæt på pukkelhvaler ved Tonga?

Efter tre års jordomsejling er Theis og Emil nu tilbage i dansk farvand. Tidligt i morges blev Havana filmet af TV 2s helikopter, da båden rundede Kronborg sammen med en masse sejlere, der havde valgt at følge i Havanas kølvand på turen ind mod København.

Se de levende billeder fra velkomsten i videoklippet øverst i artiklen. 

Havana set fra en af de både, der har valgt at følge med ind til København.

TV 2 har i anledningen af Havanas hjemkomst også samlet seks store øjeblikke fra de tre første sæsoner af 'Kurs mod fjerne kyster' i listen nedenfor. 

Fra tårevædet afsked til vilde hvaldyk

Emil og Theis startede deres jordomsejling, da de var blot hhv. 23- og 20 år. En julidag i 2013 tog de afsked med familie og venner i Københavns Havn, hvor Familien Beha Erichsen til daglig bor.

Derfra tog de turen ned gennem Kielerkanalen og ned forbi Portugal, hvor et af turens første højdepunkter ventede - nemlig mødet med hvaler. Herefter gik turen fra Europa over Atlanten. 24 dage var de til havs, før de nåede Tobago i Caribien.

Efter lidt dasen i Caribien gik turen videre gennem Panama-kanalan. På den anden side af den ventede fantastiske oplevelser på Galapagos og i Costa Rica. Alt dette blev til sæson et af den populære TV 2-serie.

I sæson to gik turen videre ud i det enorme Stillehav til Fransk Polynesien, der er en favorit hos Familien Beha Erichsen - og med sine paradisiske strande og vilde dykkermuligheder er det ikke svært at se, hvorfor Emil og Theis forelskede sig i Stillehavs-øerne. Til sidst besøgte familien øriget Vanuatu, der bød vulkaner og hvaldyk.

Danskerne tog imod Theis og Emil

Og netop Vanuatu var stedet, hvor vi slap Emil og Theis sidst, vi så dem på skærmen i vinter.

Følg med på Facebook

Over 200.000 danskere har allerede vendt tommelfingeren opad til 'Kurs mod fjerne kyster'. Du kan gøre det samme på den officielle Facebook-side her

I løbet af foråret har de så været i gang med at filme sæson 4 i blandt andet Indonesien. Og nu er de altså nået til Danmark og er meget tæt på at være hjemme i København, hvor de har deres bopæl.

Fredag klokken 12.00 sejlede Havana ind gennem Københavns Havn, hvor flere tusinde danskere stod klar til at tage imod Theis og Emil.

Seks store øjeblikke fra 'Kurs mod fjerne kyster'

  1. Emil og Theis tager afsked i København

    Emil og Theis' eventyr startede for tre år siden i København, hvor de tog afsked med familie og venner på deres husbåd Atlas, hvor Mikkel, Marian og Alfred bor til daglig. Det var en afsked fyldt med tårer og smil, inden de sejlede ud af Danmark med Kronborg om bagbord.

  2. Havana bliver omringet af hvaler

    Lidt ud for den portugisiske kyst bliver Havana omringet af nogle af havets kæmper. Det viser sig at være finhvaler, som er verdens andet største dyr. Kun blåhvaler er større. I klippet kan du se de fantasktiske optagelser, som det lykkedes Theis og Emil at lave.

  3. Havana flækker storsejlet

    Efter Havana har været på rejse i et års tid, må storsejlet kapitulere. Det sker en nat, hvor besætningen er ude i et storm- og tordenvejr. Pludselig flækker storsejlet tværs over, og besætningen får med ét meget travlt både på fordækket og i cockpittet.

  4. Dyk med 100 hajer på én gang

    I en passage i Fransk Polynesien får Mikkel Beha Erichsen og hans tre sønner sig lidt af en oplevelse. Helt op til 100 revhajer flokkes omkring dem i det azurblå hav. Læs Emils rejsebrev om den oplevelse lige her.

  5. Emil og Theis får julegave hjemmefra

    I Fransk Polynesien er det efter halvandet år til søs tid til at trække Havana en tur på land, hvor båden skal repareres og gøres klar til sidste del af jordomsejlingen. Men inden båden kommer på land, skal drengenes jule- og fødselsdagsgave testes. Med sig fra Danmark har Mikkel Beha medbragt en spiler - et kæmpe sejl, der får Havana til at skyde raketfart i selv stille vejr.

  6. Kommer helt tæt på pukkelhvaler

    Tæt på Tonga i Stillehavet får Theis, Emil og Alfred et af deres livs dyk, mens Mikkel og Marian er hjemme i Danmark. Her får de mulighed for at komme helt tæt på pukkelhvaler og kommer blandt andet i nærkontakt med en hunhval og dens kalv.