Ingemann: Pludselig var deres dødsdom aflyst

Dag 1: Folk løb frem og tilbage i lufthavnen

Jeg er netop ankommet til Madagaskar efter en rejse på små 60 timer.

Flyene passede ikke så godt sammen, så jeg var over Johannesburg i Sydafrika med en lille overnatning.

Når man træder ud af flyet efter sådan en rejse til en af verdens største øer og desværre også et af verdens fattigste områder, så føler man virkelig, at man er langt hjemmefra.

Det var dog ikke det eneste fremmede!

Inde i den lille lufthavn var der et lille bitte bagagebånd, og folk løb frit frem og tilbage gennem tolden og dermed også sikkerhedskontrollen, der adskiller landingsbanerne fra det omgivende samfund.

Osama Bin Laden ville have gnedet sig i hænderne over kontrollen, men på den anden sid så det nu ud som om, det var længe siden Osama og hans venner havde fundet vejen forbi Madagaskar - heldigvis.

Se med onsdag aften klokken 20.00, når programmet sendes på TV 2.

Her var helt stille og roligt, og paraderne var nede. En befrielse i forhold til det triste, trættende og til tider hysteriske sikkerhedsniveau, der omgiver os i vores normale vestlige samfund.

Ofte - når jeg står og afmonterer mit bælte eller sko for 100-gang, løfter min kasket af, leder febrilsk efter min lille parfume på 100 milliliter eller min lille batteribank til iPhone-opladeren, og jeg får formanende pegefingre, når jeg igen er ved at komme for sent til flyet på grund af køen ved skanneren og endda bliver kropsvisiteret derefter - ja, så bliver jeg lidt trist og tænker, at der et eller andet sted sidder nogle terrorister og griner i deres lange skæg.

De vinder hver eneste gang en lille sejr ved disse forsinkelser, der dagligt koster verden milliarder af kroner i tabt tid og arbejdsfortjeneste.

Nå, men det er jo nok desværre nødvendigt, og hvad ved jeg? Det er bare trist.

Tolderen ville sælge stoffer

Sikkerhedsniveauet eller bare niveauet i Madagaskars lufthavn kunne dog måske godt trænge til et lille "brush-up”.

Da vi skulle ud med vores kufferter og forbi tolderne, var det ikke en undersøgelse af vores bagage, som statens embedsmand ville praktisere. 

Nej, han spurgte i stedet min produktionsleder, om han var interesseret i at købe nogle stoffer af ham!

Produktionslederen var helt paf og takkede naturligvis nej.

Det kunne være en test selvfølgelig og en form for "agent provocateur", men det virkede bestemt ikke sådan.

Det virkede mere som om, tolderen praktiserede lidt "privat entreprise" - en bibeskæftigelse, der kunne lægge lidt oveni hans nok ret lave offentlige løn.

Og en tolder har jo også let adgang til det produkt, han ville sælge.

Beslaglæggelse den ene vej - salg den anden. Al Capone og Lucky Luciano sidder på en sky et sted og siger:

- De har sgu regnet den godt ud dernede på Madagaskar.

Dag 2: Nogen tror, at disse kvinder er forheksede

Mange kvinder på Madagaskar oplever, at de i forbindelse med en svær fødsel får komplikationer og efterfølgende skader, fordi de ikke har haft adgang til lægehjælp. 

De kommer til at lide af inkontinens og bliver desværre mange gange udstødt af deres lokalsamfund.

I nogle landsbyer tror de, at kvinderne er forheksede eller er blevet straffet af Gud - andre vil bare ikke være sammen med kvinderne, fordi de synes, de lugter.

Det er såååå traumatiserende for de stakkels kvinder.

Men da hospitalsskibet ’Africa Mercy’ kom forbi Madagaskar, var der håb for de kvinder, der var så heldige at blive visiteret til en operation.

Et indgreb der i bogstaveligste forstand forandrer deres liv.

Med en forholdsvis simpel operation kan lidelsen kureres, og kvinderne får deres liv tilbage. 

I går var jeg med til "udskrivningen" af kvinderne, hvor de i deres fineste kjoler og flot make-up, dansede og sang og takkede for deres nye liv. De var så lykkelige.

Det var meget, meget rørende og gav igen også stof til lidt trist eftertanke.

Der er jo millioner af kvinder derude, som ikke er så heldige, at der kommer et hospitalsskib forbi og som går et langt liv i møde som udstødt og invalid. Det er frygteligt.

Det kunne jeg ikke lade være med at tænke på, imens jeg sad og smilede og klappede i takt til de dansende kvinder. 

Hvor skal vi dog altid huske på, hvor heldige vi er - at vi bor i Danmark - hver eneste dag!

Se også

Dybt rørt Peter Ingemann: - Jeg græder, hver gang jeg ser optagelsen

Dag 3: Det gav mig ondt i maven

Mødte to dejlige og smilende børn.

De havde begge en tumor på størrelse med en grapefrugt i deres kind. Det var så synd for dem.

Men de var blevet udvalgt til gratis operation, så de om uges tid kunne blive fri for tumoren, og man vil stort set ikke kunne se det. Fantastisk.

De kan komme ud og lege blandt de andre børn, som måske har udstødt dem, drillet dem eller endnu værre, troet de var forhekset og forbandede.

Men jeg fik ondt i maven over at se disse børn, som i årevis har gået med denne tumor, og jeg tænker igen på de børn, der ikke er så heldige at få tilbudt en operation.

Dem er der desværre rigtig mange af.

Hvis tumoren bare får lov til at udvikle sig, bliver personen, der har den, i mange tilfælde til sidst kvalt. Det er den mest modbydelige form for død.

Og tænk så, at en operation på et par timer - som jeg fik lov til at overvære på tætteste hold - ændrer med et trylleslag den dystre fremtid for patienten.

Ikke dermed sagt at der ikke er masser af andre udfordringer for befolkningen på Madagaskar, men når tumoren er væk, og dødsdommen aflyst, må man håbe på, at der er mulighed for et bedre liv i fremtiden.

Og det er der jo - for livet er den største gave.