Ingemann i Kina: Pludseligt kom en ung pige løbende – hun råbte mit navn
Peter Ingemann besøger filmbyen Hengdian i Kina i programmet 'Størst', der sendes onsdag. Her er dagbogen fra turen, hvor TV 2-værten blev genkendt.
Dag 1: Der kom en snotter flyvende
Landede i nærheden af filmbyen efter en laaaaang flyvetur. Ja, i nærheden og i nærheden…
To timer skulle vi køre, inden vi nåede frem. I den smukke lufthavn var marmorgulvet blankpoleret, men det forhindrede ikke en midaldrende herre i at hakke en ordentlig snotter op og spytte den ud lige for fødderne af os.
Ja, tilrettelæggeren, Peter Kabel, måtte nærmest hoppe over den for at undgå at glide i det.
Jeg ved godt, at det er rimelig normalt herude, og jeg har da også oplevet det mange gange før, men når man træt går ud af flyet og så lige får sådan en serveret foran sig – ja, så vågner man altså.
Welcome to China. Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig helt til den form for lokal kolorit ;)
Senere på dagen: Den sjove middag
Er gået ud for at få lidt at spise. For mig selv. Det har man brug for på disse intensive ture.
Sidder alene i en restaurant, hvor jeg er genstand for stor opmærksomhed.
Jeg har heller ikke set en eneste europæer i gadebilledet. Det virker til, at de synes, jeg er meget eksotisk. Eller også ser jeg bare mærkelig ud. Fire servitricer står fremme sammen med en mandlig overtjener - og de står fnisende med hænderne op foran ansigtet og peger på den enlige mand. Sjovt ;)
Ja, det er det faktisk – men også lidt underligt.
Nå, nu kom der en anden kunde i restauranten. Han råber højt og synger nede ved sit bord. Alt i alt en stille søndag efter middag i restauranten i Hengdian - den hvide mand med den grimme næse og så den syngende kineser. Det bliver en god tur det her.
Dag 2: Lavede griselyde og kyllingfagter for at få mad
Endnu en madbestilling - endnu en oplevelse rigere. Jeg vidste godt, at det ville være svært med sproget her i Kina.
Mit kinesiske er ikkeeksisterende og deres engelske eller tyske er ligeså. Derudover er fagter og kropssprog også en udfordring, fordi vi heller ikke helt taler ud fra samme forståelse.
Eller måske er min fremtid i gæt og grimasser - hvis Erling Bundgaard skulle finde på at genoplive det koncept - bare i fare.
Derudover har kineserne også en ekstrem udgave af høflighed og en autoritetstro, ja, nærmest en underdanighed overfor kunder, chefer med mere.
Derfor virker det til, at de HELLERE vil ikke-forstå end at prøve at forstå for ikke at risikere, at de misforstår - for det ville være så pinligt, og man ville tabe ansigt.
I dag skulle jeg have lidt mad.
Hvad en mand skal gøre for en skål suppe
Jeg gik ind på en stor restaurant på gaden, en flot udgave af et dansk cafeteria - hvis nogen husker sådan et, før verden gik af Starbucks-lave;)
Jeg tog min røde bakke og gik lydigt forbi alle de eksotiske retter, der så lækre og spændende ud.
Jeg tænkte at med alt det tilbehør og sovser, ville jorden gå under, før jeg fik mig klapstavet, danset og mimet mig til en ret. Som en Grethe Sønck uden mulighed for gulvplads til at udfolde sig på.
Derfor valgte jeg sikkert og gik mod supperne i troen på, at jeg ved at kunne pege på en skål og sige: ”Noodle-soup” ville skaffe mig dagens måltid.
Til min frygt var der seks forskellige gryder og seks forskellige skåle med tilbehør.
Noget af det så meget alternativt ud - endda selv hvis man boede på Nørrebro (eller er det nordvest, der nu er ved at blive lidt mere hipt eller ufedt på den fede måde?) og stemte på partiet med samme navn som udseendet på nogle af supperne.
Jeg prøvede igen og igen: ”NOODLE SOUP” og baskede med vingerne og sagde lyde som en kylling. Efterfølgende prøvede jeg min Gurli gris-udgave - den er faktisk ret god, hvis jeg selv skal sige det - og øffede løs, mens jeg pegede og lavede spise-med-ske bevægelser.
Persongalleriet bag disken voksede. Først var der en, så to og til sidst stod der seks fastfood-uniformerede kinesere med røde hatte og masker på og kiggede måbende på mig.
Forstår det måske godt, for jeg tror, at jeg så meget mærkelig ud. Ja, det gør jeg, bare jeg går ud på gaden som den eneste europæer på gaden - men denne gang tilsat store fagter, slubre-lyde og griseøf og høne-basker-med-vingerne-fagter.
Så det har set meget, meget mærkeligt ud. Og nok også forvirrende, fordi det var noget af en ret, jeg var ved at komponere med min urolige krop.
Til sidst dukkede manageren op, ja faktisk kom der hele to. En mand og en dame i den der månedens mellemleder, sorte uniform. Manden tog raskt over og tog en stor ske og kiggede på mig og talte kinesisk i et væk.
Jeg tror, det var: "Ja, hvad skal det være?”.
Men så sandede det hele til igen. Ingen forståelse og ikke bare antydningen af et engelsk ord. Og vi kom ikke længere, 8 kinesere og 1 dansker.
En tur til Kina koster kalorier
Til sidst pegede jeg på en gryde og fik med min meget insisterende pegefinger øset noget op i skålen. Jeg bad om nudler i, men det forstod de ikke.
Så pegede jeg på noget ris, for det stod lige ved siden af, og det virkede som om, de tænkte: "Det var dog noget mærkeligt noget at putte i suppe".
Hahahaha! Åh ja!
Jeg pegede også på en flaske vand. Den var lunken, og faktisk er det ret svært at finde kolde drikke. Hverken øl eller vand er som regel på køl. Vores tolk siger, at kinesere generelt ikke bryder sig om kolde ting. Jeg ved ikke, om det er dækkende for alle i Kina, men faktum er, at det er meget svært at finde.
Du kan så som regel få en isterning, men til øl er det ikke så godt, synes jeg. Isen smager som regel også af klor.
Nå, jeg fik min mad. Varmt vand med flåede tomater i og en lille bitte smule kylling og ris. Jeg tror, at jeg taber mig herovre - og det gør vist ingenting.
Både kalorier og min bestillings-gymnastik i restauranterne gør, at jeg vender hjem i fin form ;)
Dag 3: Pludseligt råbte en pige mit navn på gaden
Lidt stjerne har man vel lov til at være!
Når jeg går på gaden i denne filmby, stikker jeg så meget ud udseendemæssigt, at unge mennesker råber mig an og siger hej. Det kan jeg dog forstå ;)
De peger og fniser, og topmålet var, at en ung pige kom løbende og råbte: "Peter!"
Jeg var helt forbløffet.
Hun kunne lidt engelsk og sagde: "Jeg kunne kende dig fra en video, jeg har set. Vi skal mødes senere på ugen".
Hun er åbenbart en af de skuespillere eller statister, som vi har en aftale med, og hun havde været inde og se et 'Størst'-program, og da jeg er den eneste i gadebilledet, der stikker ud, så kunne hun nemt kende mig. Men for dælan, jeg blev lidt overrasket.
Senere på dagen: Vil jeg ligne Hasselhoff?
Nå, har jeg sat mig i venteværelset til tandklinik, jeg kom forbi. Jeg kunne godt lige tænke mig en lille tandrens, men på grund af forståelseskløften er jeg spændt på, om jeg kommer ud med et nyt gebis - måske bare et totalt glimtende hvidt tandsæt a la David Hasselhof. Vi er jo i Kinas svar på Hollywood ;)
Kom ud fra klinikken i live og 150 kroner fattigere. Tandlægen var meget nervøs, men det blev jeg også lidt, da hun kom med en stor sprøjte og kanyle. Hun bøjede kanylen og sagde: ”Bare rolig, det er kun til at skylle med, og så skyllede hun mine tænder med et eller andet meget ildesmagende.
Mine tænder er renset, men desværre er de ikke kridhvide som David Hasselhofs ;)
Dag 4: Jeg væltede et glas vand - pinligt!
Seneste nyt fra filmbyen.
Var til casting interview, hvor jeg skulle aflevere mit CV og kigge en producent dybt i øjnene og fremsige replikker. Jeg blev så befippet, at jeg væltede hans høje vandglas, der røg på gulvet med et brag og knustes i tusind stykker. Det var ikke nogen god start på en casting - med mindre det var en meget klodset person, de ledte efter.
Nå, det gik nu fint, efterfølgende, men de har jo nok ikke brug for en europæer i deres film.
Efter optagelsen sagde tolken til mig: ”Det var sjovt, hva’?”
Jeg sagde: ”Ja, og det er helt sikkert, at der, hvor jeg væltede glasset, det SKAL med i programmet!!”
Det forstod hun simpelthen ikke noget af.
Det er meget ukinesisk at vise sine fejl, og har man mulighed for at klippe det ud - så gør man naturligvis det! Ellers er man jo idiot og taber ansigt ;)
Til det svarede jeg: ”Vi elsker den slags små fejl, fordi det er naturligt”.
Hun rystede bare medfølende på hovedet.
Det lykkedes faktisk at få en rolle i en film som statist. Her kan du se den danske debut på det kinesiske lærred:
