Ingemann sagde farvel med gråd i stemmen: Nu er første stop “Satans By”
For et år siden måtte en knækket Peter Ingemann opgive sin rejse i Rusland i 'Størst'. I aften tager han seerne med tilbage. Her dagbogen fra rejsen.
Dag 1: Med det samme begyndte maven at rumle igen
Ankommet til Irkutsk i Sibirien. Også kaldet Sibiriens Paris :)
Det var her, at vi måtte afbryde rejsen sidste år efter mit famøse indtag af et glas vand fra Bajkal søens bedste slotsaftapning.
Ja, det var vand fra havnen skænket op ved siden af båden. Hahaha! Hold kæft, du er dum nogle gange, Peter!
Nå, men jeg har det princip, at man spiser eller drikker det, ens gæstfrie værter byder én på, men den her skulle jeg nok have sagt ’pas’ til – bevares.
Jeg ankom – her i anden omgang – til hotellet om aftenen, inden vi skulle optage næste dag.
Hotellet var det samme, som jeg blev indlagt på sidst, og da jeg gik ind igennem dørene til receptionen, synes jeg allerede, at jeg fik "fantom-kolera”.
Det var underligt. Ligesom når en hun-labrador tror, den er gravid, så syntes jeg, at jeg kunne mærke en rumlen i maven, da jeg fik udleveret nøglen af den smukke receptionist.
Længere nede i artiklen kan du se Peter Ingemanns privatoptagelse, hvor han konfronterer chaufføren, der lokkede ham med vand fra Bajkal søen.
De smukke mennesker
Apropos smukke russere.
Jeg er gift - og min kone ved godt, jeg skriver dette - men dem, der tror, at russere er sådan nogle firkantede nogen og ikke specielt pæne, ja, de skal altså tage en tur til verdens største land.
Det billede, jeg voksede op med i 80´erne af russerne, var nok mest skabt af de gigantiske medicinerede monstre, der løftede vægte til OL eller de minimennesker, der sprang rundt på bukke og i barrer til samme stævner. De er smukke!
Om det er inde i Moskva eller ude i Sibirien. Nå, dette skulle jo heller ikke udvikle sig til en datingprofil for Rusland.
Så mødte jeg Igor igen - det var fedt
Første nat på hotellet i Sibiriens Paris gik godt og uden kolera, og vi kørte om morgenen ud til hospitalet, hvor sidste udsendelse mødte dens Waterloo.
Jeg kunne godt huske, at hospitalet var slidt og lignede en krigszone, men jeg blev alligevel overrasket over at se, hvor slidt det var. Der har i hvert fald ikke været nogle håndværkere på siden sidste år.
Vi lavede oplægget til programmet, og så ventede jeg på at møde min guide og chauffør fra sidst, Igor.
Han kom kørende i en gammel flot Volga, og efter omfavnelse og ’goddag, goddag’ kørte vi rundt i Irkutsk i et par timer, inden jeg skulle videre med toget.
Det var fedt at møde Igor igen.
Privatoptagelse: Peter Ingemann konfronterede Igor i bilen, men den russiske chauffør mente ikke, at det var vandet, der havde gjort TV 2-værten syg. Her er kan du se Igors forklaring:
Jeg har altså noget med russere. Det indrømmer jeg.
De er specielle og lidt kantede, men hjertevarme og enormt gæstfrie, og så er en spade en spade. Lidt ligesom som vi jyder har det ;)
Efter rundturen og sightseeing, hvor jeg midt i det hele også lige var igennem direkte til et P3-program i Danmark - de ville vide hvad jeg lavede i Rusland igen - blev jeg sat af ved stationen.
Det var faktisk en rørende afsked med Igor, som jeg nok ikke kommer til at se igen. Ja, hvem ved, det håber jeg da, at vi gør.
Vi investerer noget af os selv
Men det var rørende, og rigtig mange gange sker det på Størst-optagelserne, at de folk, jeg møder og er så intensivt sammen med, ender med at blive en form for venner.
Vi har i hvert fald mange gange en meget kraftig energi og kemi imellem os, som er rigtig fed - også for programmets udtryk og stemning.
Hvad det skyldes, at sådan noget opstår - uanset om det er i Korea, Kina, USA eller Rusland og så videre - ved jeg ikke helt.
Men det er noget med den måde, vi optager på.
Det hele er så naturligt og ægte som muligt, og at vi alle på holdet ønsker at investere noget af os selv i de intense situationer, vi har sammen med de mennesker, vi møder på vores vej rundt om i verden.
Størst er mindst ligeså meget et program om kulturmøder, som det er om store ting. Det synes jeg i hvert fald.
Dag 2: Tilbage til toget - mødet med 'Kaptajnen'
Da jeg skulle finde toget og ikke mindst min kupe, lignede jeg en, der var totalt lost.
Det var jeg i den grad også.
For det første er klokkeslættet på en russisk banegård en udfordring, for uanset tidszoner (Rusland har ni), så står uret på Moskva-tid. Uanset hvor man befinder sig.
Så man skal lige være opmærksom på, at den tid, der står på billetten, er tiden som den er i hovedstaden. Nå, men tiden havde jeg styr på, så nu skulle jeg bare finde det rigtige spor og den rigtige kupe, når toget kom.
Et ældre ægtepar kunne se, at den var gal. Manden havde kaptajn-kasket på og var en rigtig nydelig mand, ligesom hans kone var en smuk ældre kvinde.
De tilbød at hjælpe mig og føre mig igennem mylderet af mennesker hen til det rigtige spor. Det var en lang travetur og undervejs fik jeg en snak med – især – manden. Han havde været skipper på en gigantisk fisketrawler gennem en menneskealder og kunne noget engelsk. Han havde været på havet hele sit liv - fra han var dreng, til han blev chefen om bord.
Jeg spurgte, om han synes livet i det østlige Sibirien var hårdt? Næh, han synes ikke at livet var specielt hårdt. Alt i livet var jo udfordringer, som man skulle tage positivt livtag med og så løse dem.
Han havde sejlet i ishavet – også under den kolde krig – og man behøver bare at se den amerikanske serie om krabbefiskerne ved Alaska for at vide, at det ikke er et job for tøsedrenge. Det koster hvert år menneskeliv.
Jeg spurgte, om han ikke var bange nogle gange - i en vinterstorm, en nat, langt ude på havet?
- Næh det vænner man sig til, sagde han med et stort smil.
- Vi russere er i øvrigt ikke bange for noget – heller ikke amerikanerne, slet ikke amerikanerne, sagde han og storgrinede varmt.
De førte mig helt hen til toget og fandt den rigtige vogn til mig, og jeg fik varme kindkys og knus og et fast håndtryk af “Kaptajnen”. Fantastisk lille møde med russerne – igen.
Jeg bliver altid et klogere menneske, når jeg gæster Rusland, og det er vel ikke en skade til :)
Dag 3: Første og eneste stop på turen: “Satans by”.
Vores eneste stop på den godt og vel 4.000 kilometer lange tur var i byen Mogocha, “Satans by”.
Sloganet for byen er: “Gud skabte Sotchi (Vinter OL-by), Satan skabte Mogocha”.
Eller der er nok mere tale om et ufrivilligt slogan, for det var de værnepligtige som i sin tid fandt på det ordsprog, da de var trætte af at aftjene i en by, der har næsten 100 graders forskel i temperaturen imellem sommer og vinter.
Vi var heldige at ankomme, mens det var sommer og 20-25 graders varme. Om vinteren kan der blive ned til 45-50 minus grader.
I guidebøgerne står der ikke noget om Mogocha. Ja, det eneste, vi kunne finde, var en indirekte omtale af byen, og den var ikke positiv.
Der stod, at der på den 4.000 kilometer lange strækning ikke er nogen speciel grund til at stå af toget, for der er ikke rigtig noget at se. Underforstået: Mogocha er ikke et besøg værd.
Det tog vi som en positiv udfordring, for vores dogme på Størst er, at der ALTID er en god historie - uanset hvor henne det er i verden. Og naturligvis er der det.
Mødet med taxaxchaufføren
Allerede i taxaen fra stationen til vores hotel stod det klart, at det her var et godt valg.
Chaufføren var fantastisk og havde masser af humor, og til trods for, at vi ikke kunne kommunikere på russisk eller engelsk, så havde vi en fed samtale.
Han satte mig af på hotellet – uden kvittering naturligvis – og til spørgsmålet om der kom mange turister, svarede han:
- Nej, I er de første.
Hotellet lignede mere end slidt lagerbygning end et hotel, men der var rent og pænt, og det var dejligt med et bad efter en togrejse på godt og vel 30 timer.
Over min seng var der et stort billede af en lignelse fra Biblen. Det mindede mig om de gange, hvor jeg kom på besøg hos min Indre Missionske-familie i Vestjylland, da jeg var barn. Føler mig altid lidt trykket, når jeg har Jesus, Maria eller et lam – eller alle tre i forening - hængende over mig. Men måske er det min mørke samvittighed og syndige tanker og ikke baby-Jesus, der trykker mig :)
Som en ældre missionsk mand engang sagde til mig, da jeg arbejdede som cafeteriabestyrer i Vestjylland:
- Peter, har du nogensinde hørt om nogen, der bliver voldtaget til og fra kirkegang?
Underforstået: Så længe, man er from kristen, så sker der ingenting :) Nej, bevares, men jeg har hørt om nogen, der bliver voldtaget i kirker og klostre af præster med flere. Nå, men det skal det jo heller ikke handle om.
Jeg ved heller ikke, hvor fromt stedet var.
For inde ved siden af boede mine kollegaer, og de havde Jennifer Lopez plus diverse modeller hængende i udfordrende situationer.
Det var kun mig, der havde lignelsen hængende – og det kan jeg så tænke lidt over.