Størst

Ingemann: Vi sidder tæt, og stemningen er trykket – en anden helikopter var styrtet ned

Peter Ingemann besøger onsdag aften i TV 2-programmet 'Størst' verdens største borerig i Nordsøen. Her er hans dagbog fra den udfordrende rejse.

Dag 1: Vi skulle undervises - og det var ikke sjovt

Optagelserne til Størst på verdens største borerig startede atypisk.

Da jobbet om bord på en borerig langt ude på havet, hvor det, man borer efter, både er spræng- og brandfarligt - er ekstremt udsat, ja, så er sikkerheden noget, man tager meget alvorligt.

Og det omfatter også os som kamerahold. Vi skulle have et sikkerhedskursus.

Vi skulle bestå både en helbredstest med indlagt urinprøve, høre- og synstest, og så skulle vi på skolebænken og lære om procedurer i tilfælde af en ulykke og på et praktisk kursus.

Det er ingen hemmelighed, at jeg HADER at sidde på skolebænken. Mine fire år på journalistuddannelsen var noget, der bare skulle overstås, før jeg kunne komme i gang med at arbejde ude i marken.

Jeg føler mig fanget i et klasseværelse.

Ja, det er nærmest en klaustrofobisk fornemmelse, og når jeg kigger på mit ur for tiende gang på en time, så føles det som om uret går baglæns. Det er ikke uvilje eller dovenskab. Jeg har bare en blokering - også imod det læreren siger.

Det virker, som når Gummi-Tarzan kigger ned i sin bog, og bogstaverne bare suser rundt imellem hinanden uden at give mening :)

Nå, vores lærer var nu super fed – og en rigtig smuk mand. Enhver kvindes drøm!

Tænk, hvis han læser det her. Så får jeg Jægerkorpset efter mig, eller så ligger Pingo og de andre frøer nede i Knudsø, når jeg går tur med hunden, og nakker mig med en armbrøst.

Peter Ingemann, TV 2-vært

Tidligere soldat med udsendelse til verdens brændpunkter og nu brandmand og kursusleder. Muskuløs og tatoveringer på den fede måde - og så MASSER af tør, underspillet vestjysk humor. Sådan! I like.

Hvis jeg var kvinde, var det ham, jeg ville have :) 

Heldigt, at der kun var en enkelt af det modsatte køn i klasseværelset, for ellers kunne det have udviklet sig til noget værre noget. Men min kvindelige klassekammerat var kemiker og gik meget op i det, og oveni var hendes kæreste også med på holdet… så det gik stille og roligt.

Der gøres klar til en fysisk test under vand.

Nå, Peter, kom ud af dine dagdrømmerier. Jeg vil bare lige slutte med et citat fra min salige far: “Hvad er så smukt som kærlighed mand og mand imellem? Hahaha! Åh gud.

Tænk, hvis han læser det her. 

Så får jeg Jægerkorpset efter mig, eller så ligger Pingo og de andre frøer nede i Knudsø, når jeg går tur med hunden, og nakker mig med en armbrøst.

Nå, det praktiske kursus foregik i koldt vand i en stor indendørs pool.

Her skulle vi iklædes en kæmpe og meget uhandy overlevelsesdragt, som mest af alt minder om en mindre rumdragt. Det er ligesom at kravle ind i et kropsformet fartøj.

Men det er jo også meningen, at det skal være ens lille redningsbåd i tilfælde af, at man må flygte fra boreplatformen og kaste sig ud i den kolde Nordsø.

I poolen - her ses den klaustrofobi-fremkaldende orange dragt.
Hele holdet testes under vandet.

Jeg lider – blandt mine mange mangler – af middelsvær klaustrofobi. Når jeg flyver, kan jeg ikke udholde at sidde andre steder end ved gangen, og det kan være lidt udfordrende, når jeg befinder mig i et fly ret tit.

At kravle ind i denne overlevelsesdragt og få hænderne ind i nogle store luffer, som gør det svært at lyne dragten af - der i forvejen er ret svær at lyne op, da den skal være vandtæt - var angstprovokerende for mig.

Jeg måtte tælle til ti og tage dybe indåndinger.

Jeg ved jo godt rent logisk, at det er noget pjat.

Der sker jo ikke noget ved at være inde i den dragt, og i den kolde pool var jeg desuden omgivet af en flok tidligere jægersoldater plus andre meget kompetente mennesker, som i den grad ville være tilstedet i tilfælde af noget uforudset skulle ske. Men fobier er bare ikke logiske.

Jeg havde det enormt svært i den dragt, men det gik. Også da vi blev sænket ned i poolen i et metalbur, der skulle gøre det ud for en nødlandet helikopter på havet.

Vi blev sænket ned og drejet rundt på hovedet og skulle med lukkede øjne finde ud igennem et lille vindue og op til overfladen. Den del var faktisk ikke så gal.

Det var dragten, jeg ikke kunne holde ud.

Buret inde under vand. Ikke rart.

Nå, jeg bestod og var klar til at komme ud på boreplatformen.

Dag 2: Den trykkede tur derud med musik fra helvede

Vi ankom til Stavanger i Norge, hvorfra vi skulle flyves 45 minutter med helikopter ud i Nordsøen sammen med borebisserne og de andre medarbejdere, der skulle ud og arbejde 14 dage med 12 timer skift.

Vi fik den frygtelige dragt på, og så var det ellers afgang.

Ja, det vil sige, inden vi overhovedet fik lov til at gå om bord, blev vores bagage tjekket. Al medicin bliver registreret og undersøgt.

Ofte får man ikke lov til at tage det med.

To uger før var en helikopter med oliemedarbejdere styrtet ned i Norge. Alle om bord blev dræbt.Så det er virkelig et barsk miljø at arbejde - og flyve i.

Peter Ingemann, TV 2-vært

Kun hvis en læge har sagt god for det, og at det ikke indvirker på ens måde at arbejde sikkert på.

Selv panodiler får man ikke lov til at tage med. Man kan spørge sygeplejersken om ude på platformen, om man må få et par stykker, men det vurderes fra gang til gang, man har ondt i hovedet.

Øl, vin og spiritus er naturligvis totalt bandlyst, og man kan risikerer at få taget en spiritusprøve, inden man går ind i helikopteren. Er der det mindste i blodet, så bliver man nægtet adgang.

Så man skal overveje, hvornår man drikker den sidste øl, inden man skal på arbejde den næste dag. Ja, det skal man vel altid, men her er der nultolerance.

Om bord i helikopteren sad vi en 12-14 stykker, og vi sad tæt.

Helikopteren var tætpakket. Stemningen føltes trykket. 14 dage forinden var en norsk helikopter styrtet ned.

Muligvis var det noget jeg bildte mig ind, men jeg synes, at der var en lidt trykket stemning. Og hvis der var, så var det helt naturligt. To uger før var en helikopter med oliemedarbejdere styrtet ned i Norge. Alle om bord blev dræbt.

Så det er virkelig et barsk miljø at arbejde - og flyve i.

Vi kom i god behold frem til boreplatformen.

Den eneste skade, vi havde, var, at ham eller hende, der sammensætter playlisten til det musik, man får ind via høretelefonerne, enten er skizofren eller sadist eller måske begge dele.

Det var syret norsk polka blandet med ’Pet Shop Boys’ og andre 80´er koryfæer plus diverse - for mig - ukendte kunstnere og stilarter. Og så kørte musikken i ring hvert 10. minut. Det er en ommer :)

Der var musik i ørerne hele vejen ud til boreplatformen. Og det var ikke sød musik.
Ankommet. Farvel til musikken og goddag til verdens største borerig.

Om bord på platformen blev vi budt velkommen af et topprofessionelt og meget venligt team af medarbejdere med chefen Søren i spidsen.

Her ses Søren. Han er manden, der bestemmer på boreriggen.

Det var både et meget klinisk og strømlinet miljø, men der var også en familiær stemning. Og alle folk kendte hinanden og virkede som en stor familie.

Der er biograf om bord og spillerum, it og adgang til Facebook og andre medier, og man kan ringe hjem fra sit værelse, når man har lyst.

Kantinen plejer deres folk om bord i en udstrakt grad – så udstrakt, at man til sidst ikke kan passe sin overlevelsesdragt, hvis man ikke benytter sig af fitnessrummet :)

I dag er meget af det manuelle arbejde jo overtaget af maskiner og robotter.

Det er Størst!!!

Hilsen fra verdens største borerig.

Posted by Peter Ingemann on Tuesday, May 31, 2016

Dag 3: Opskriften, der anklages for at have kostet en hund livet

Jeg fik lov til at komme i kantinens køkken og lave mad til de cirka 100 mennesker om bord.

Køkkenchefen var en stor og meget glad sort mand med kælenavnet Bass, eller Bassemand. 

Jeg havde på forhånd spurgt, om jeg måtte lave min hjemstavns favoritret: Farserede Porrer.

Hofretten er anklaget for at have kostet en hund livet. Anekdoten kan du få her: 

Det måtte jeg godt, selvom Bass vist ikke havde set den slags før.

Det har mange af mine yngre københavnske kollegaer i øvrigt heller ikke.

De syntes faktisk, at retten lød lidt uhyggelig :) Nuvel, farserede porrer er måske også et navn en spindoktor kunne have fundet på - en slags “Gastronomisk Goebells” - for retten er meget mere kødfars end en grøntsag.

Selv en mega hardcore borrebisse, hærdet af Nordsøens vejr og vind, kan blive sat til vægs af en hjemmelavet "kød-zeppeliner" fra Ry. Sådan.

Peter Ingemann, TV 2-vært

For jer, der vil prøve kræfter med den selv, er opskriften simpel:

Man tager en ikke alt for stor porre, skærer den i 5-7 centimeter stykker, og koger den let i saltet vand.

Kog først porrerne i saltet vand.

Så tager man en ordentlig klump frikadellefars, og klasker den ud på en flade af rasp, der er hældt ud på et stykke folie eller bagepapir, ligger porren ned i farsen, og ruller det hele sammen via folien, som en cigar.

Fars - masser af fars - og lidt mindre porre er hovedingredienserne i "kød-zeppelineren fra Ry".
Dæk porrestykkerne med kødfars og rul dem i rasp.

Derefter ryger den på panden i en skøn og voldsom blanding af olie og smør, og så man steger dette monstrum.

Den ligner mest af alt en modeludgave af et luftskib og vejer gerne 250 gram og opefter, når den via raspen og kødet har suget godt til sig.

Steg zeppelinerne til de har en gylden farve.
Det færdige resultat serveres med kartofler og sovs. Naturligvis. Velbekomme.

Det er mad for mænd, mad for borrebisser.

Jeg lavede 100 styk af de små grøntsager i en dyne af stegt svinefars og stod selv ved serveringsbordet, da det var aftensmadstid. 

Jeg vil sige, at de vakte glæde. De var en rimelig succes. 

Nogle få takkede dog nej, og dem holdt jeg øje med :)

Jeg tolkede det sådan, at selv en mega hardcore borrebisse, hærdet af Nordsøens vejr og vind, kan blive sat til vægs af en hjemmelavet "kød-zeppeliner" fra Ry. Sådan.