GO'

I dag tager Marie og Kenneth på den ultimative rejse sammen - farvel til det hele

Et ungt dansk par har kastet sig ud i et usædvanligt eventyr. De har sagt farvel til job, bolig og Danmark for at forfølge deres fælles drøm.

Der er nok mange, der drømmer om at udleve deres livs store eventyr, men for parret, 42 årige Kenneth Bruun Jørgensen og Marie Stoubæk på 34 år, er eventyret ikke langt væk.

Vi elsker vores jobs, hverdag, familie og venner her i København, men eventyret, der venter, er bare så stort.

Kenneth Bruun Jørgensen

De har begge sagt deres job og lejlighed op for at tage på det, de selv kalder for "den ultimative rejse".

Onsdag klokken 12.00 siger de farvel til Danmark for at cykle fra Argentina til Alaska – en tur på omkring 30.000 kilometer.

Det har ikke været en beslutning, de har truffet uden tøven, lyder det fra Kenneth Bruun Jørgensen.

- Det er benhård prioritering. Vi har begge to det sådan, at vi elsker vores jobs, hverdag, familie og venner her i København, men eventyret, der venter, er bare så stort, at vi ikke kan sige nej til det. Der kommer nogle afsavn, men vi vil så gerne se verden. Og så må man bare tro på, at der er noget, når vi kommer hjem igen, siger han.

Derfor tager vi cyklen

De elsker begge at cykle, og det er en god måde at møde nye mennesker på. Derfor har de valgt netop dén transportform, forklarer Marie Stoubæk.

Fakta om parret

Marie: 35 år. Uddannet fra Medievidenskab og Friluftsinstruktør. Hun har i mange år arbejdet i mediebranchen, men arbejdede i DGI som udviklingskonsulent. Hun er vild med alt, der lugter af eventyr. I dag er hun freelancer.

Kenneth: 43 år. Uddannet Instruktør fra Den Danske Filmskole. Arbejder til daglig med at producere underholdnings-tv. Han er også uddannet mountainbikeinstruktør, og han har arbejdet som turguide og undervist i teknik. I dag er han også freelancer.

- Sidste år var vi på en kortere tur med samme setup i Europa, og det var vi helt vilde med. Det er et virkelig godt samtaleemne, så man falder hurtigt i snak med folk på vej rundt, siger hun.

Planen er, at de skal køre 80 kilometer om - dagen fem dage om ugen i 1,5 år – gennem Sydamerika, Mexico og Nordamerika.

Og går alt som planlagt, ruller parrets to mountainbikes om 20 måneder ind over grænsen til det iskolde Alaska.

15 kilo med hver

Det bliver en lang og sej tur over bjerge og gennem jungle, og derfor har parret tænkt meget over, hvad de skal have med.

De har ikke mere end 15 kilo med hver, og alt har været på køkkenvægten.

- Alt skal have en funktion - og gerne flere funktioner. Undertøj og t-shirts har vi mere af, men ellers er der kun én af hver ting. Et par lange et par korte og et par lange bukser og så videre. Hvis vi tror, vi skal bruge en ting til noget, kommer den ikke med. Vi skal vide det med sikkerhed, lyder det fra Kenneth Bruun Jørgensen.

Han har sagt sit job som producer op for at tage rejsen; Marie Stoubæk sagt farvel til sit job som udviklingskonsulent.

Af alle de ting, de skal undvære, er det dog vennerne og familien, der vil blive savnet mest, fortæller Marie Stoubæk.

- Det er det sværeste. Dynen og sengen bliver nok også savnet. Vi skal helst have det tyndeste liggeunderlag, så det fylder mindst muligt. Så det er komfort afvejet med vægt, og hvor meget man bruger det, siger hun.