GO'

Far tager sine to drenge med på storvildtjagt - derfor hænger trofæerne på børneværelset

Morten Skytte er én af de mange danskere, der tager afsted på storvildtjagt i Afrika, og han tager gerne sønnerne med.

'Storvildtjagt' på Afrikas store dyr er endnu engang kommet på dagsordenen, efter at en ny dokumentar ’Safari’, har sat fokus på emnet.

Filmen, der har premiere i denne uge, viser, hvordan velhavende hvide europæere rejser til Afrika for at skyde savannens vilde dyr mod betaling – en ferieform, som også mange danskere benytter sig af.

Én af de danskere, der har været på storvildtjagt, er Morten Skytte fra Fyn. Hjemme hos ham hænger trofæerne på væggene – også på børnenes værelser.

Morten Skytte har nemlig ført den tradition, som hans far startede, videre, og tager sine sønner på 12 og 15 år med på storvildtjagt, hvor de også får lov til at skyde, fortæller han i Go’ morgen Danmark.

Emnet 'storvildtjagt' har tidligere bragt sindene i kog i samfundet, men Morten Skytte stiller sig gerne op og forklarer, hvorfor han tager med sine børn til Sydafrika for at skyde dyr. Han mener, at han gør en god gerning.

- Det, at vi tager til Afrika og tager på jagt, det bidrager en masse til den økonomi, der er i Sydafrika. Det er jo en kæmpe industri - ikke kun i Sydafrika, men i mange lande i Afrika - og samtidig er det jægerne, der er med til at holde mange mindrebemidlede lande i gang, mener Morten Skytte.

Jægerne udstillet i ny film

Ikke desto mindre er det storvildtjægerne, der står for skud i den nye film 'Safari', som den østrigske instruktør Ulrich Seidl står bag.

I filmen, der er en hybrid af pinlig satire og politisk kritik, fremstilles de tysktalende jægere som bleghvide europæere med tropehjelme og khaki-farvede safari-outfits, der jager elefanter, giraffer og zebraer for spændingens og oplevelsens skyld.

Instruktørens formål har været at vise bagsiden af masseturismen på savannen, og han er ikke den eneste, der er kritisk overfor den turisme, som storvildtjagten er blevet.

Storvildtjægerne står for skud i den nye film 'Safari', som den østrigske instruktør Ulrich Seidl står bag. I filmen, der er en hybrid af pinlig satire og politisk kritik, fremstilles de tysktalende jægere som bleghvide europæere med tropehjelm. Video: Thomas Jørgen Seerup

Bo Nordmander, der er programleder hos WWF Denmark, giver Morten Skytte ret i, at der er lande, hvor storvildtjagt faktisk gavner lokalområdet, men han er også skeptisk.

- I Sydafrika er der positive eksempler på, at storvildtjagt kan være med til at regulere nogle dyrebestande, og det ser vi positivt på, men der er desværre også eksempler på, at pengene ikke havner de rigtige steder, og det går ud over nogle bestande, og det har meget lidt med naturbevarelse at gøre, siger han i Go' morgen Danmark.

Morten Skytte kender godt til de fordomme, som folk har om storvildtjægerne, men der er ikke noget galt med de 'ferier', som han og sønnerne tager på, mener han.

Morten Skytte: Vi elsker dyrene

Morten Skytte mener ikke, at han er forpligtet til at forsvare, hvorfor han tager sine børn med på jagt, men han vil gerne forklare, hvorfor han mener, at det er forsvarligt, lyder det.

Det er en spændende familietur, som har bragt dem alle tættere på hinanden, og som de alle kan mindes, når de ser de udstoppede dyrehoveder på væggen. Og de hænger også på børnenes værelser - som minder.

"Hvordan kan du dog skyde så smukt et dyr?", er et spørgsmål, Morten Skytte ofte bliver stillet.

- Jeg kan godt forstå, at man synes, det er et smukt dyr. Det synes jeg også selv. De dyr, vi jager og skyder, dem elsker vi. Vi elsker at se på dem, vi elsker at kigge på dem, vi elsker at spise dem, og vi kan også godt lide at jage på dem, siger Morten Skytte.

- Det er nu sådan, at mennesket altid har gået på jagt. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Førhen skulle man gøre det for at overleve. Det gør vi ikke, men vi hjælper nogle andre med at overleve, og derfor har jeg ikke noget problem med at give den forklaring, der ligger til grund for det, vi gør, siger han.

De problemer, der bliver udstillet i filmen, og som WF pointerer, findes ikke de steder, hvor Morten Skytte og drengene rejser hen, garanterer han.

Der er styr på sikkerheden, og der er altid en professionel uddannet jæger med, når familien er på storvildtjagt. 

- Mine børn bliver ikke sluppet løs med en riffel, medmindre de har fuldstændigt styr på, hvordan den skal betjenes og det sikkerhedsmæssige i det, og de kan ramme. For det er vigtigt. En del af det at gå på jagt er, at man har en respekt for det, man jager, og det betyder, at vi skal skyde og aflive dyret hurtigst muligt med mindst mulig gene for det dyr, siger han.