16x9

Disse fem ting sker med dig, når du tager på ferie

I samarbejde med Spies

De fleste kender følelsen af at bruge tid på at komme ned i feriegear. Hvad sker der med kroppen, når man går fra hverdagsstress til ferieliv?

Solen spejler sig over en azurblå vandhorisont, der ligner forsiden af et postkort fra et nærtliggende informationscenter. Du ligger i strandkanten på et håndklæde med en nordisk krimi opslået på maven, flankeret af et langstilket glas med boblende citronvand.

Alligevel er der uro i kroppen. Måske skulle man tjekke indbakken? Huskede man at låse yderdøren til feriehytten, og hvad skal man have til aftensmad?

Det er en klassisk følelse. Familien er taget på ferie, men kroppen og hjernen er ikke fulgt med. Jane Hyldgaard kender problemstillingen, og en af hendes faste ferietraditioner er derfor altid at få afsluttet hængepartierne i sin frisørsalon.

- Jeg har ofte et større arbejdspres kort forinden ferien, fordi man skal gøre tingene færdige. Nogle kunder har svært ved at vente de 14 dage, man er på ferie, og så må man jo rykke aftalerne frem, fortæller hun.

Med familien på ferie

Denne artikel er en del af artikelserien ’Med familien på ferie”, der præsenteres i samarbejde med Spies.

I serien stiller vi skarpt på de mange forventninger, glæder og udfordringer, der er forbundet med familierejsen.

Vi møder familier i forskellige konstellationer og med forskellige udgangspunkter samt eksperter, som gør os klogere på, hvordan man skaber den bedst mulige oplevelse for sig selv og sine børn.  

Kroppen er et vanedyr med behov for fritid

Men hvad sker der egentlig, når vi kommer ned i gear? Hvorfor er det så svært at “komme ned i gear”?

Først og fremmest giver ferien mulighed for at bryde med sine egne automatindstillinger, fortæller Christian Gade Jensen, der er PostDoc i sundhedspsykologi ved Københavns Universitet.

Kroppen og sindet fungerer sådan, at begge dele indretter sig efter den enkeltes hverdag og rytme. Organismen kompenserer konstant og forsøger at gøre det, der sandsynligvis virker i den situation, vi er i, baseret på den erfaring, som vi har.

- Hvis man i en længere periode har været oppe i gear, så vil kroppen automatisk foreslå, at man starter i det samme gear næste morgen, fordi det var det, du havde brug for i går, forklarer Christian Gade Jensen.

Vores grundlæggende konstruktion er således meget hensigtsmæssig, men automatiseringen har brug for opbrud, fortæller Christian Gade Jensen.

- Når du har været stresset i længere tid, så bliver spinalvæsken i hjernen mere syrlig, blandt andet fordi det høje energiniveau skaber en sukkerforbrænding. Når den er syrlig, ruster cellerne og tager skade af det syrlige miljø.

Det er vigtigt for hjernen og kroppen, at den får mulighed for at slappe af, mener Christian Gade Jensen. En god måde at gøre det på er på en strand med en god bog.
Det er vigtigt for hjernen og kroppen, at den får mulighed for at slappe af, mener Christian Gade Jensen. En god måde at gøre det på er på en strand med en god bog. Foto: Pixabay

Dette har en betydning for den del af hjernen, der hedder hippocampus, som blandt andet styrer vores hukommelse.

- Når man slapper af, bliver spinalvæsken imidlertid mere basisk, og det giver hjernen mulighed for at bygge cellerne op, fortæller Christian Gade Jensen og fortsætter:

- Nogle gange debatterer man, om det kan betale sig at slappe af, at man ikke skal være uden for arbejdsmarkedet for længe efter en stressperiode. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at afslapning er en meget vigtig ting.

Det sker med krop og sind, når man er på ferie

Lykkefølelsen vokser før ferien

Allerede flere uger før ferien er begyndt, har forskere registreret, at følelsen af lykke og glæde vokser. Det er den velkendte historie om forventningens glæde. Udsigten til ferie og gode oplevelser skaber positive tanker, og de stimulerer de områder af hjernen, der giver velvære og frigiver signalstoffet dopamin, der er hjernens eget “lykkemiddel”.

Kroppen bryder med automatindstillingerne

Du er et vanedyr. Eller i hvert fald er din krop et vanedyr, der indstiller sig efter den hverdag og det liv, som du byder den. Det betyder også, at når du pludselig går fra hverdagsgear til feriegear, så skal den indstille sig på nye mønstre. Det tager lidt tid for kroppen at vænne sig til nye og måske mere afslappede krav. 

Væsken omkring hjernen bliver mindre syrlig

Stress og jag gør den såkaldte spinalvæske omkring hjernen mere syrlig. Når man tager på ferie, og roen indfinder sig, så ændrer væsken karakter og bliver mere basisk. Det er gavnligt for hjernen, der får mulighed for at bygge celler op.
 
Det handler om at give hjernen små pauser fra tankemylderet i hverdagen. Og det er en god idé allerede op til ferien at give sig selv øjeblikke, hvor man bare sidder og kigger ud ad vinduet og hviler hjernen. Når man slapper af på ferien, så igangsætter cellerne i kroppen det, man kalder anabole processer. Det betyder, at energilagrene bliver fyldt op igen.

Blodtrykket falder

Undersøgelser har vist, at blodtrykket falder under en ferie. Da forhøjet blodtryk er en væsentlig årsag til alvorlige sygdomme som blodpropper og hjerneblødninger, er det af væsentlig betydning at holde blodtrykket på normalt niveau. Forskere har endda påvist, at blodtryksfaldet kan holde ved i en periode efter ferien også.

Nedtrykt efter ferien

Ligesom udsigten til ferie kan løfte lykkefølelsen, så kan det også have den modsatte effekt, når ferien er slut. Nedtrykthed efter en periode med fri fra hverdag og job er et velkendt fænomen.
 
Kroppen skal atter vænne sig til en “ny” situation. Det tager nogle dage eller måske uger. Det kan være et godt råd, at man forsøger at starte langsomt op igen og måske tager nogle af de gode vaner fra ferien med sig ind i hverdagen.

Skal ryste hverdagen af sig

For Jane Hyldgaard er det et problem, at hun ligesom mange andre slæber hverdagens stress og jag med på ferie. Og selv når hun er landet i liggestolen eller ved swimmingpoolen, og solen varmer, så skal kroppen vænne sig til, at nu er det helt i orden at slappe af.

- Faktisk kan jeg næsten være mere stresset de første feriedage. Det tager lige et par døgn at ryste af sig. Og så kommer det an på, om det er en aktiv ferie eller en ligge-på-ryggen ferie. Jeg kan bedst lide, når der er bevægelse, forklarer hun.

For hurtigere at finde roen på en ferie kan man, ifølge Christian Gade Jensen, passende begynde allerede i ugen op til ferien. Skru lidt ned for tempoet på jobbet og i privatlivet, hvis man har mulighed for det. Så bliver “chokket” for kroppen mindre, når ferietiden indtræder.

- Alene det, at man giver sig selv tid til at glæde sig til ferien, øger lykkefølelsen i krop og sind, viser forskning, fordi dopamin-niveauet ændres. Altså der bliver skruet op for hjernens egen lykkemedicin, siger han.

Jane Hyldgaard på ferie ved Gardasøen sammen med sin mand, Jes.
Jane Hyldgaard på ferie ved Gardasøen sammen med sin mand, Jes. Foto: Privatfoto

En anden ting, han pointerer, er også at få ryddet godt op i mails og papirbunker og undgå at booke for mange møder til perioden lige efter ferien. Jo færre opgaver, der møder dig på den anden side, desto bedre. På den måde undgår man, at kontrasten bliver for stor, når liggestolen igen skal skiftes ud med kontorstolen.

For Jane Hyldgaard og hendes familie er det vigtigt, at man på forhånd har sørget for at afstemme forventningerne til ferien på forhånd. Det giver simpelthen mere ro.

På den måde kan de undgå, at de undervejs føler, at nogle bliver skuffede, fordi ferien ikke udvikler sig på den måde, som de måske hver især havde forventet inden afgangen. Det kan nemlig i sig selv være en kilde til stress.

- Vi er en familie med sammenbragte børn, så ofte er forventningerne lidt forskellige. Det er rart at få afklaret, om det skal være en bytur, strandtur, læsetur eller sportsrejse.

Samtidig skal der også være plads til spontanitet, mener Jane Hyldgaard. Der skal helst ikke være planlagt alt for meget på forhånd. Det er noget med at tage en dag ad gangen, og så ellers huske at få motion.

Jane Hyldgaards døtre på en gåtur i en park i Amsterdam.
Jane Hyldgaards døtre på en gåtur i en park i Amsterdam. Foto: Privatfoto

Løbesko i rullekufferten er derfor en ufravigelig rutine og en kilde til hurtigere at finde ind i ferietempoet.

- Jeg kan godt lide at sondere terrænet omkring mig; finde ud af, hvor bageren og butikkerne ligger. Det giver en god fornemmelse at vide, hvor man er, og det slapper jeg faktisk bedst af med, fortæller Jane Hyldgaard.

Ro i hjertet og benzin på tanken

Den kendte frase "at lade batterierne op" er samtidig meget rammende ifølge Christian Gade Jensen:

- Når man er aktiv, laver cellerne noget, der hedder katabole processer. Det betyder grundlæggende, at de tager molekyler ud af deres energilager, skærer dem over og omdanner dem til noget, de kan bruge til at være aktive.

Det er derfor, man føler sig træt, når man er stresset, forklarer Christian Gade Jensen. Ressourcerne er simpelthen opbrugt. Afslapningen er vigtig, fordi den fylder lageret op igen.

Når man slapper af - eksempelvis på strand, så reagerer kroppen ved at igangsætte en række processer, der bedst af alt kan beskrives som oplagring af batterierne.
Når man slapper af - eksempelvis på strand, så reagerer kroppen ved at igangsætte en række processer, der bedst af alt kan beskrives som oplagring af batterierne. Foto: Unsplash

- Når man slapper af, igangsætter cellerne de anabole processer, fortæller Christian Gade Jensen.

- Det er det, der sker, når man ligger på sofaen. Det er også derfor, vi har brug for at sove.

Ferien går også lige i hjertet. Blodtrykket sænkes nemlig, når man slapper af, viser forskning.

Afstemning

- Afslapning sænker presset på det kardiovaskulære system. Det resulterer i, at hjerterytmen bliver langsommere og mere stabil, siger Christian Gade Jensen.

Når man slapper af, eksempelvis på stranden, så reagerer kroppen ved at igangsætte en række processer, der bedst af alt kan beskrives som oplagring af batterierne.

Et af Christian Gade Jensens bedste råd til en afslappende ferie handler om at gøre noget unyttigt, og det er noget, som Jane Hyldgaard kan nikke genkendende til.

- Jeg sad sammen med mine to døtre i en park i New York, hvor vi brugte en hel dag på bare at kigge på mennesker, der gik forbi, fortæller hun.

- Det er et af mine bedste ferieminder.

5 gode råd til at komme ned i tempo:

Sæt et langsomt morgentempo

Kroppen har en opvågningsrespons, som træder i kraft, så snart man vågner. De fleste af os er vant til at skulle i gang fem minutter efter, vi er stået op. Det igangsætter en kurve i vores stresssystem, som giver os den energi, der tilsvarer den mængde, vi har haft brug for de forgangne uger og måneder. Ved at indlede dagen langsomt, kan man lære sin krop, at det er en anden slags dag.

Hold små pauser i løbet af dagen

Der er mange, der gerne vil nå at opleve feriedestinationens seværdigheder og nå en masse på deres ferie, men at tage nogle små ophold på ferien, såvel som i livet, kan være meget vigtigt for krop og sind.

Vær sammen med dem du holder af

Det lyder næsten banalt, men som sociale væsener reagerer vi på tryghed og mening, så det at sidde og lytte til hinanden og få skabt tid til at opbygge stærke sociale bånd, giver os en stor ro. Det kan tage tid, når man ikke er vant til at se så meget til hinanden i hverdagen, men se ferierne som en slags mulighed for at genopbygge de sociale bånd.

Tjek indbakken så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt

Det er en god idé at lægge elektronikken på hylden, men for andre kan det være en bjørnetjeneste at holde feriefri fra mailboxen, fordi man i virkeligheden går og stresser over den kæmpe mailbunke, der ligger og venter, når man kommer tilbage. Har man et arbejde, hvor man har det bedst med at være opdateret, kan man afsætte et bestemt tidsrum hver dag, hvor man tjekker indbakken. 

Gør noget unyttigt

Kroppen reagerer med adrenalin, hvis den ved, at den skal præstere. Sørg derfor for at gøre noget, som ikke har noget egentligt formål, men blot er afslappende og underholdende.