16x9

Dansker forelskede sig i middelhavsø: Nu driver hun en restaurant på øen

I samarbejde med Sunweb

Eventyrlyst og en forelskelse i den græske middelhavsø Kreta fik Pia Emborg til at forlade Danmark og starte en ny tilværelse i Grækenland.

Den græske ø Kreta tiltrækker år efter år flere tusinde danske turister og er med sin placering midt i Ægæerhavet blevet en af de mest populære rejsedestinationer for danske turister i Grækenland.

For langt de fleste er rejsen til det græske øhav forbundet med ferie og er dermed en kortvarig fornøjelse, men for Pia Emborg blev en række ferier til Kreta startskuddet til et helt nyt liv.

- Jeg forelskede mig i Kreta, fordi jeg på mine ferier havde mødt en helt anden stemning, end der er i Danmark. Kretas beboere er ligefremme og glade, og alle er ude i byens gader til sent. I Danmark holder vi os meget inden døre, men på Kreta vil man gerne være i nærheden af hinanden, siger den i dag 59-årige Pia Emborg.

Netop derfor besluttede hun sig i 2006 for at forlade Danmark med sin mand og datter for at starte en ny tilværelse i det græske.

Familien flyttede til byen Chania, der med sine 55.000 indbyggere er den næststørste på øen kun overgået af hovedstaden Iraklio.

Varmere himmelstrøg

Denne artikel er en del af artikelserien ’Varmere himmelstrøg’, der præsenteres i samarbejde med Sunweb.

I serien stiller vi skarpt på nogle af danskernes foretrukne rejsedestinationer – herunder nogle græske øer, Tyrkiet og Bulgarien.

Vi møder både lokale beboere og danskere, der har en stærk tilknytning og et indgående kendskab til disse destinationer.

De vil inspirere og give dig aktuelle og autentiske tips, som du kan benytte, næste gang du skal på ferie.

Fascinationen af øens imødekommenhed var stor, men da hun og familien havde indrettet sig på middelhavsøen ud for den græske kyst, gik det op for hende, at det kræver tid, før man bliver en del af det græske fællesskab.

Der skulle gå et halvt år efter ankomsten, før en lokal hilste på Pia Emborg for første gang. Midt på hovedgaden i Chania blev hun genkendt, og straks følte hun sig mere som en del af det lille samfund.

For Pia Emborg var det eventyret, der drev værket, men selvom eventyret forsat udspiller sig, har det ikke været uden omkostninger.

Et fundament med huller

Efter at Pia Emborg i nogle år havde givet den som guide på små ture, hvor danskere kunne se det lokale Grækenland, kom hun en dag forbi et hus, der var ved at blive bygget i den lille bjergby Daratsos.

- Den dag i dag er her stadig ikke meget andet end en dagligvarebutik, en sæsonåben restaurant og en lille fortovscafé, hvor byens lokale mødes, siger hun.

Men der var alligevel et eller andet ved huset, som fik hende til at stoppe op.

59-årige Pia Emborg har ikke fortrudt, at hun sprang ud i eventyret og flyttede til Kreta.
59-årige Pia Emborg har ikke fortrudt, at hun sprang ud i eventyret og flyttede til Kreta. Foto: Privatfoto

- Ret beset var det ikke andet end et fundament med huller, hvor der var plads til vinduer og døre, men jeg blev ramt af, hvor godt det lå placeret, og hvor fantastisk udsigten var derfra, siger Pia Emborg, som i dag bor i lige netop det hus.

Med tiden blev hun ansat i en græsk kantina, hvilket var langt fra, hvad hun havde lavet i Danmark.

Inden afrejsen i 2006 var hun nemlig bosiddende i Rødby og arbejdede på det gamle Rødbygård, som er en institution for voksne udviklingshæmmede. Men eventyret trak hende altså ind i køkkenet på en græsk frokostrestaurant.

Pia Emborg beskriver sig selv som en kvinde, der springer ud i eventyret, hvis det byder sig, og det gjorde det altså i Grækenland, hvor den bjergrige del af Kreta nu er blevet hendes hjemstavn.

Pia Emborg i køkkenet.
Pia Emborg i køkkenet. Foto: Privatfoto

Det er fra huset i Daratsos, at Pia Emborgs verden går. Det er også øens sammenhold og åbenhed, der har fået hende til at blive på trods af, at forholdet til hendes eks brast.

- Det har altid været fascinationen af øen og dens befolkning, der har gjort, at jeg ikke har overvejet at tage hjem til Danmark igen, siger Pia Emborg.

I den lille kantina gik det op for hende, at hun havde en passion for at arbejde med mad - men ikke med en mandlig græsk chef.

- De råber alt for meget, og derfor besluttede jeg mig for, at jeg måtte få mit eget sted, siger Pia Emborg.

Pia’s Place

Blot fem minutters kørsel fra Pia Emborgs hus i Daratos ligger Pia’s Place, som hun åbnede sidste år.

Den danskinspirerede restaurant ligger i ferieområdet Agia Apostoli, hvor både de lokale og turisterne kommer, fordi strandene er indbydende, og fordi maden i området ifølge Pia Emborg ofte er af høj kvalitet.

For tiden er den 59-årige dansker ved at forberede den nye sæson på restauranten, som serverer dansk mad med et twist.

Terrassen foran Pia's Place er ofte fuld af gæster, og Pia Emborg nyder at gå rundt mellem bordene og konversere med sine gæster.
Terrassen foran Pia's Place er ofte fuld af gæster, og Pia Emborg nyder at gå rundt mellem bordene og konversere med sine gæster. Foto: Privatfoto

Det betyder, at både turister og lokale, der bliver træt af ouzo og musaka, ofte kigger forbi for at se, hvordan beværtningens hjemmebagte wienerbrød og rugbrød samt friske flæskestegssandwich tager sig ud.

- Mit liv er uden tvivl meget anderledes, end det var i Danmark, men jeg er virkelig glad for det. Jeg elsker at vise Kreta frem. Det gjorde jeg først som guide, og nu viser jeg noget dansk frem på Kreta, mens jeg gerne giver et godt råd, når nogen spørger, hvor de skal tage hen, siger Pia Emborg.

De fleste besøgende opholder sig inde i de større byer som Chania eller hovedstaden Iraklion, der med sine 115.000 indbyggere udgør mere end en femtedel af Kretas befolkningstal på en halv million.

Ifølge Pia Emborg er øen delt i nord og syd, hvor både de lokale og turisterne opholder sig mod nord, mens øens uberørte naturområder findes længere mod syd.

På øen finder man ifølge Pia Emborg bjergtagende natur - særligt på øens sydside.
På øen finder man ifølge Pia Emborg bjergtagende natur - særligt på øens sydside. Foto: Privatfoto

- Jeg plejer at sige, at folk skal leje en bil, når de besøger øen, og så ellers bare køre derudaf. Det er der, oplevelserne begynder.

Når hun selv går på opdagelse på Kreta, er det altid med eventyret for øje. Hun kører gerne til øens mange bakkede terræner. For selvom Kreta er den femtestørste ø i Middelhavet – og den mest besøgte af de græske øer, når det kommer til danske turister – så kan man virkelig finde freden her.

Det rette match

Når turistsæsonen er slut, bruger Pia Emborg sin tid på mere planlægning og ikke mindst på at besøge familie og venner i Danmark. Samtidig tager hun ud til de steder på Kreta, som badeferieturister sjældent oplever.

- Da jeg flyttede herned for snart 13 år siden, tænkte jeg da på, hvor hurtigt det ville gå med at få nye venner. Man skulle bestemt lige falde til, men i dag går det hurtigt, siger hun.

Her har hendes nye titel som restaurantindehaver også betydet en del.

Når der er landskamp, sørger Pia Emborg for, at der er et tv på terrassen, så danskerne i området har et sted at samles.
Når der er landskamp, sørger Pia Emborg for, at der er et tv på terrassen, så danskerne i området har et sted at samles. Foto: Privatfoto

- Jeg er et meget udadvendt menneske, og derfor passer jeg godt til den græske kultur. Du falder hurtigt i snak med nogen på Kreta, fordi folk er interesserede i dig. Det betyder også, at du kommer tæt på de mennesker, du omgås i hverdagen, og det giver mig rigtig meget, siger Pia Emborg.

Når tiden ikke går med at forberede sig til turistsæsonen, så nyder Pia Emborg at tage på ture og opleve øen.

Hun har flere favoritture, der kan foretages både til bens og i bil. Der er mange højdemeter på Kreta, og det højeste punkt når helt op på 2456 meter over havet. Hun fremhæver blandt andet bjerglandsbyen Lappa og det frodige område Kalikratis som nogle af sine favoritter.

Sammenhold i krisetid

Der er nu også sket en del med det græske samfund, siden Emborg flyttede til Grækenland. Finanskrisens hærgen har gjort, at ungdomsarbejdsløsheden er udbredt, og mange grækere har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Selvom flere og flere turister valfarter til Kreta i disse år, bliver det sværere og sværere for de lokale at få hverdagen til at løbe rundt. Det skyldes især, at huslejestigningerne er markante, da mange hjem bliver lejet ud til Airbnb-gæster i stedet for til lokalbefolkningen. Alt det er selvfølgelig ikke godt, men ifølge Pia Emborg har det skabt endnu mere sammenhold i de små samfund.

Afstemning

På Kreta hjælper lokalbefolkningen nemlig hinanden, og nogle af de store supermarkeder indsamler madvarer, som bliver fordelt til værdigt trængende.

- Der er ingen tvivl om, at der er sammenhold på Kreta, og selvom det er på en skidt baggrund, er det dejligt at mærke, hvordan folk hjælper hinanden, siger Emborg og forklarer, at selvom hun i dag føler sig som en af de lokale, så har hun også haft meget tid på egen hånd på øen.

De første år turede hun nemlig ofte rundt for sig selv og udforskede Kreta. Det gjorde blandt andet, at hun kunne fremvise de hemmelige sider af øen til besøgende danskere.

Pia Emborg er glad for øens diversitet i naturen med både bjerglandskaber og flotte kyststrækninger.
Pia Emborg er glad for øens diversitet i naturen med både bjerglandskaber og flotte kyststrækninger. Foto: Privatfoto

- Jeg har fundet ud af, at grækerne hellere vil campere på strandene på sydkysten om sommeren end at blande sig med turisterne oppe nordpå. Det er sådan nogle små tips, man finder frem til, når man har taget springet og har bosat sig på en ø som Kreta, siger Pia Emborg.

Efter mere end 13 år på øen har Pia Emborg lært øen rigtig godt at kende. Herunder er tre af hendes yndlingssteder, som man ikke lige finder i guidebøgerne.

Pia Emborgs tre autentiske tip til udflugter på Kreta

Bakket heldagskøretur

Hårnålesving ved Kalikratis Foto: Privatfoto
Kør fra Chania mod Rethymnon ad Nationalvejen, og drej af mod Episkopi (cirka ti km efter Georgioupolis), og fortsæt ad landevejen. Stop i Lappa, der er en hyggelig lille bjerglandsby.

Fortsæt til kilderne, der løber nedenfor Lappa, og kør derefter til Asi Gonia. Nu begynder turen op i bjergene, så fortsæt til Kalikratis, og drej til venstre her.

Efter cirka 200 meter kommer der en lille cafe på venstre hånd. Det er en dansk dame, der ejer den sammen med sin græske mand. Få en kop kaffe og en snak, og fortsæt videre ned mod sydkysten ad den lille vej.
 
Herfra går det nedad og nedad. Det er nok det sted på øen, hvor der er flest hårnålesving, og det er en ret fantastisk tur.
 
Herefter kan man så fortsætte mod Chora Sfakia og dreje tilbage mod Chania. Det er ikke mange biler, man møder på turen ned til sydkysten, men til gengæld skal man heller ikke have højdeskræk.

Kortere kløftkøretur

Udsigten fra Restaurant Retzinia. Foto: Privatfoto
Kør fra Chania til Meskla, og fortsæt op ad bjerget.
 
Efter mange sving kommer man til Restaurant Retzinia. Her står mutter i køkkenet, og al maden er hjemmelavet og dejlig.
 
Fortsæt over bjerget. På vej ned ad den anden side kommer man igennem landsbyen Theriso. Gør ophold i byen, og fortsæt så mod Chania igen. På den måde kommer man igennem Theriso-kløften, hvor udsigten er helt fantastisk.

Vandreturen over dem alle

Vandreturen kræver gode vandresko og masser af vand. Foto: Privatfoto
Kør til Omalos-plateauet, og stil bilen ved nedgangen til Samaria-kløften. Gå op i terrænet – forbi den lille restaurant og videre op.
 
Selve turen op tager tre til fire timer, og når man når Gingilos, kan man se Det Libyske Hav på sydkysten og Det Ægæiske Hav på nordkysten.
 
Herfra kan man gå videre op til toppen, hvorfra der er udsigt over det meste af øen. Man møder sjældent nogen, så husk gode vandresko og masser af vand.