16x9

Ung græker gik imod strømmen – i dag har han succes i det græske øhav

I samarbejde med Sunweb

Det var solen, stemningen og det græske øhav, der fik Damulis Tsirintanis til at starte virksomhed i sit hjemland efter at have studeret Wien.

Damulis Tsirintanis var én af de mange unge grækere, der søgte ud i verden for at få sig en uddannelse, men afsavnet til hjemlandet voksede sig støre og støre undervejs.

Her byggede han en forretning op fra bunden baseret på hans passion for dykkeri og det græske øhav.

Oprindeligt tog Damulis Tsirintanis til Wien for at tage en uddannelse og starte et liv i udlandet, men på bagkant af studielivet var det iværksætteri og afsavn, der fik ham til at sætte kurs mod hjemstavnen i Grækenland.

- Jeg savnede solen, havet, stemningen og de græske omgivelser, forklarer den i dag 34-årige græske iværksætter, som efter fem års færdiggjorte studier i hotelmanagement vendte snuden hjemad mod de varme himmelstrøg på Kreta.

Med sig i kufferten havde han en idé, der hurtigt blev til virkelighed. Tsirintanis udlejer således skibe og guidede ture til alverdens turister, der er interesserede i at opleve det lokale Grækenland.

Damulis Tsirintanis gik i den modsatte retning af andre i sin generation, og nu driver han sit eget firma med 11 ansatte i det ellers plagede græske samfund.
Damulis Tsirintanis gik i den modsatte retning af andre i sin generation, og nu driver han sit eget firma med 11 ansatte i det ellers plagede græske samfund. Foto: Privatfoto

Mange fortællinger om den græske ungdom handler om flugt. Men sådan en historie er det her ikke. Tværtimod.

Oplevelser over og under vandet

Det hele startede som det lille dykkercenter Notos Mare, hvor Damulis Tsirintanis ville invitere interesserede turister med ned under Middelhavets havoverflade. Her har den græske iværksætter selv dykket rundt, siden han var otte år, og hans ferier fra studierne i Wien gik da netop også med at udforske vandet ud for fødeøen.

Varmere himmelstrøg

Denne artikel er en del af artikelserien ’Varmere himmelstrøg’, der præsenteres i samarbejde med Sunweb.

I serien stiller vi skarpt på nogle af danskernes foretrukne rejsedestinationer – herunder nogle græske øer, Tyrkiet og Bulgarien.

Vi møder både lokale beboere og danskere, der har en stærk tilknytning og et indgående kendskab til disse destinationer.

De vil inspirere og give dig aktuelle og autentiske tips, som du kan benytte, næste gang du skal på ferie.

Imidlertid fandt den unge græker hurtigt ud af, at dykkeriet ikke var nok til at skabe en habil omsætning. Eftersom solen skinner 85 procent af tiden på de græske øer, ville folk hellere holde sig oven vande.

- Jeg måtte lure lidt på, hvad jeg så kunne gøre, for det græske øhav er simpelthen for spændende til ikke at blive vist frem. Derfor valgte jeg at udvide virksomheden, så bådene også kom med. Og det virkede! Folk vil gerne have oplevelser både over og under vandet, siger Damulis Tsirintanis.

Tre græske øer, du også skal kende

Rhodos

Foto: Pixabay
Der er stemning og historie på Rhodos. Hovedstaden her har samme navn som øen, og i 1988 blev den gamle bydel optaget på Unescos verdensarvsliste.
 
Rhodos er en ø, hvor de mere end 3000 solskinstimer trækker mange til strandene, men seværdighederne står nu også i kø. Blandt andet bør man ikke snyde sig selv for Grand Master Palace, der er en borg, som i dag huser museer om Middelalderen og Antikken.
 
Et andet sted på øen troner den gamle tempelruin Lindos Akropolis, der stammer helt tilbage fra Det 9. Århundrede f.Kr.

Kos

Foto: Pixabay
Før i tiden var Kos kendt som en decideret festø, men i de senere år er det blevet et mekka for cykelryttere af alle kalibre. Det kupererede terræn indbyder nemlig til at få banket nogle watt ud i pedalerne, og samtidig har man altid havluften inden for rækkevidde.
 
Man kommer hurtigt rundt omkring på øen og kører på veje, der slanger sig ind og ud imellem de charmerende landsbyer. Samtidig kan man på sin tur komme forbi templet Asklepieion fra omkring år 300 f.Kr. Det var her, filosoffen Hippókrates blev udlært – han anses i dag for at være lægekunstens fader.

Zakhyntos

Foto: Unsplash
På den nordlige del af den lille ø, ligger der en række unikke grotter og laguner. Området kaldes slet og ret ”Blue Caves”, fordi lyset skaber en helt speciel blå farve i vandet.
 
Samtidig er øen kendt for at have en rolig tilgang til tilværelsen og ikke mindst nogle af Europas bedste strande. Især Kalamaki-stranden med de mange tilbagelænede strand-tavernaer og Navagio-stranden, hvor du kan sole dig side om side med et skibsvrag, der siden 1980 har ligget og lunet sig efter at være gået på grund med en masse smuglergods, er to perler.

Når han fremviser Grækenland fra vandkanten, viser han også den græske historie. Det græske folk har altid været sejlere, og det ses i de i mange gamle havne på Kreta eller naboøen Rhodos. De to øer er nogle af de største af de i alt 5000 græske øer. Alle er de præget af fortidens krige, der tegner sin historie ind i demografi, infrastruktur og landskab.

Fra Damulis Tsirintanis’ både kan man, ifølge ham, se hvordan bjergene bugter sig i nærheden af de hvide sandstrande inde på øerne, og alle kan få en ferie til at gå her, fordi der er så mange typer af oplevelsesmuligheder og seværdigheder.

Når Damulis Tsirintanis sejler med turister, tager han dem gerne til øde og smukke egne.
Når Damulis Tsirintanis sejler med turister, tager han dem gerne til øde og smukke egne. Foto: Privatfoto

Sejr i modvind

Imidlertid sejlede Damulis Tsirintanis’ iværksætterdrøm ikke bare derudaf fra første dag. Notos Mare fik en lang og krævende begyndelse, eftersom firmaet skulle bygges op midt under finanskrisen, der gik særligt hårdt ud over Grækenland.

Det havde uden tvivl været nemmere for den unge græker at blive i hotelbranchen – og formentlig også i Wien. Men Damulis Tsirintanis skiftede kurs i sit liv, fordi han ikke kunne undvære den græske mentalitet og livsform.

- Jeg har brug for at være tæt på havet, og det vil jeg gerne give videre. Den græske livsstil er ikke fancy, men grækerne nyder de mennesker, der er omkring dem samt luften og stemningen på de græske øer, siger han.

Damulis Tsirintanis’ hemmelige Kreta

Favoritsted

Foto: Unsplash
Området mellem Sougia og Sfakion på det sydvestlige Kreta er et godt sted at holde en mere lokal ferie. Her er små taverner, smuk natur og så er det tæt på vandet.
 
Det er optimalt at dykke, gå ture, leje en båd og sejle ud til områder, der er mere unikke og knap er så turistede.

Favoritstrand

Foto: Unsplash
De lækreste strande findes i området omkring Samariá Gorge, som er en nationalpark – og også den største kløft i Europa. Især Domata Beach er min favorit, fordi den ligger hengemt bag grotter, og dermed er helt uforstyrret.
 
Man kan kun komme dertil med båd.

Favoritret

Foto: Unsplash
Hver græsk ø har en særlig specialitet på menukortet. På Kreta er det en tærte med gedeost, mens det på de andre øer kan være noget helt andet.
 
Jeg beder altid om at få øens specialitet. På den måde bliver man overrasket.

Selv arbejdede han dag og nat i de første år for at få turister trukket med ud på havet. Det var denne opsøgende begejstring, der resulterede i, at hans firma til sidst blev en succes.

Siden har Damulis Tsirintanis sat sejl og er stævnet ud med gæster op igennem 2010’erne, hvor firmaets speciale er blevet Kretas sydkyst. Selvom modvinden var markant i starten på grund af den græske krise og det svigtende turisttal, tvivlede han aldrig på, at han måtte fortsætte.

Man behøver ikke sejle særlig langt væk fra de turistede områder på de græske øer, førend strandene ligger uberørte hen og skvulper i vandkanten.
Man behøver ikke sejle særlig langt væk fra de turistede områder på de græske øer, førend strandene ligger uberørte hen og skvulper i vandkanten. Foto: Privatfoto

For det græske øhav ligger bare og venter på at blive opdaget, mener han.

- Når du sejler ved de græske øer, fornemmer du hurtigt stemningen. Det er i virkeligheden det, vi giver videre til folk, der booker en tur hos os. En stemning. Det har jeg altid været sikker på, man kunne skabe en forretning ud af.

Nye tider i øhavet

Damulis Tsirintanis startede med at låne penge til tre både, som skulle sejle folk langs kysterne. I dag ejer han 26 både – og flere er på vej. Det har også krævet, at der har skulle findes ny arbejdskraft. Det fandt den unge græker først på sit eget stamtræ.

Hans bror og fætter kom ind i firmaet, og de senere år har Notos Mare hyret flere og på den måde bidraget til, at der er blevet sat skub i den græske økonomi på en ø langt fra magthaverne.

- Det er kun mine brødre og mig selv, der er grækere. Resten af holdet er fra andre steder i verden, fordi unge grækere rejser ud for at tjene penge. Men os, der er her, holder fast i Grækenland, og er selvfølgelig ikke glade for de brutale ændringer, vi ser i disse år fra politisk hold, siger Damulis Tsirintanis og forklarer, at det græske land, som det kendes fra ferier og film, er under drastisk forandring.

Der er masser af gamle ruiner og slotte at gå på opdagelse i på de græske øer. Her Agios Pavlos på det sydlige Kreta.
Der er masser af gamle ruiner og slotte at gå på opdagelse i på de græske øer. Her Agios Pavlos på det sydlige Kreta. Foto: Privatfoto

Der lægges nemlig så mange restriktioner ned over Grækenland fra centraleuropæisk side, at det faktisk er svært at følge med i, hvad man skal gøre som virksomhedsejer.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg ville starte min business, hvis jeg skulle gøre det i dag. Grækenland gennemgår for tiden forandringer, hvor landet presses til at blive moderne og minde mere om Frankrig eller Tyskland. Der kommer hele tiden nye regler, man skal forholde sig til, og krav om, at man skal være mere effektiv. Den mentalitet har vi grækere ikke. Vi vil nyde og samtidig skabe noget selv.

Kultur og bikinier

I dag bor Damulis Tsirintanis i et selvbygget hus med sin kæreste. Det, han holder mest af, er, at øhoppe. Altså at sejle imellem øerne og mærke, hvordan grækerne stadig er i højt humør.

Uanset om man besøger øerne tæt ved Athen på fastlandet, eller sejler til den lille ø Gavdos Island, der er Europas sydligste punkt og Damulis Tsirintanis’ favorit-ø, er der oplevelser at hente. Gavdos Island ligger lidt syd for Kreta og er i dag en slags hippie-ø, fortæller den unge græker.

Solen står højt på himlen – selv om aftenen – i det græske øhav. Det giver en helt særlig stemning, når man sejler imellem øerne.
Solen står højt på himlen – selv om aftenen – i det græske øhav. Det giver en helt særlig stemning, når man sejler imellem øerne. Foto: Privatfoto

Kreta er omvendt den største ø i det græske øhav med sin 8336 kvadratkilometer, mens Rhodos er den mest besøgte af turister. Og stemningerne på de to store øer er da også åndsforskellige, forklarer Damulis Tsirintanis.

- Kreta er kultur, mens Rhodos mere er badeferie og bikinier. Men det er også det, der er så dejligt ved de græske øer. Du kan bruge dem til så mange forskellige ting, at du aldrig keder dig.

Forskellige folkefærd

Hovedbyen på Rhodos er nu især også en stor oplevelse, eftersom den består af et velbevaret fæstningsværk, som det azurblå hav slår ind imod. Og sejler man nord om øen, kommer man til et stort akvarium, der ligger under jorden.

Kaster man anker i en af de gamle havne, ser man hurtigt mange hvide huse med blå døre. Disse er et af de græske øers kendetegn, og en sørøverhistorie går på, at det er en hyldest til det græske flag. Men faktisk er dørene blå, fordi det skræmmer onde ånder væk, ifølge de gamle sagn.

De mange hvide huse med blå døre er et af de græske øers kendetegn.
De mange hvide huse med blå døre er et af de græske øers kendetegn. Foto: Privatfoto

- Vi sejler og dykker med mennesker fra hele verden, og generelt er folk interesserede i de mange historier, siger Damulis Tsirintanis, der dog kan mærke tydelig forskel på, hvor hans gæster kommer fra.

- Folk fra Nordeuropa er gode til den afslappede stemning, mens russerne er ret vilde og så er der de folkefærd, som altid prøver at få turene billigere … men dem må jeg hellere lade være med at nævne her!

Anden side af landet

Men selvom alle turister ikke er lige lette at have med ud på havet, så ville Damulis Tsirintanis nu aldrig bytte sin lille virksomhed for noget.

For det er nemlig kontakten til mennesker og glæden ved, at give noget videre til dem, der er den største tilfredsstillelse i hans hverdag. På den måde ligger hans nye liv da heller ikke helt så fjernt fra uddannelsen i hotelbranchen.

Både Rhodos og Kreta er kendt for unikke naturoplevelser og afsidesliggende laguner.
Både Rhodos og Kreta er kendt for unikke naturoplevelser og afsidesliggende laguner. Foto: Privatfoto

Imidlertid er det nu det græske baggrundstæppe med havvind i håret og sol i øjnene, der gør hele forskellen, som han siger.

- Jeg har gjort min hobby til mit job, og at jeg kan dele min passion for Grækenland med andre mennesker gør mig glad. Især fordi jeg kan fremvise den side af landet, der ikke skrives så meget om i de her år.