Rejser

Fransk gade overrendes af instagrammere – og den er ikke alene

Beboerne på en fransk gade har bedt byrådet opsætte bomme for at holde instagrammerne ude på bestemte tider af døgnet.

Mange vil gerne bo et sted, hvor der er pænt.

Men lige netop deres pæne gade har nu vist sig at være en gruppe pariseres forbandelse.

For de bor i et kvarter, der er så nydeligt og farvestrålende, at alverdens instagrammere kommer valfartende til.

Men nu har rue Crémieux’ beboere fået nok af turister med smartphones, der vader op og ned ad den ellers rolige gade.

Derfor har de nu bedt byrådet om hjælp.

Kræver åbningstider

Beboerne vil have opsat en bom, der holder instagrammere og andre nysgerrige ude i det, der ellers er blevet myldretid i den parisiske gade: Aftener, weekender og ved solopgang og -nedgang.

Det er i de perioder, beboerne er hjemme og bliver mest forstyrret af de nysgerrige blikke og kameralinser.

- Vi sætter os ned for at spise, og lige udenfor har vi folk, der tager billeder, rappere, der bruger to timer på at optage en video lige uden for vinduet, eller en polterabend, som skriger i en time, siger en af beboerne til den franske radiostation France Info.

Følger dem, man ser op til

Den franske gade er bestemt ikke det første sted, instagrammere har kastet deres kærlighed over. En lang række farverige, eksotiske eller bare idylliske steder er blevet magneter for folk, der gerne vil have et hipt Instagram-billede med hjem i kufferten.

Ifølge Nathalie C. Larsen, der er social medie-strateg og digital chef hos Lead Agency, er det ikke så underligt, at der opstår disse Instagram-hotspots.

- Vi følger typisk nogle, som vi ser en lille smule op til, og som vi gerne vil ligne lidt. Derfor er der noget oplevelsesøkonomi i at kunne vise, at man har været det samme sted som dem. På den måde er det lidt uselvstændigt, fortæller hun og indrømmer, at hun selv har krydset et par af de mest populære steder af listen.

- Jeg vil gerne tage pæne billeder, når jeg er på ferie, så jeg har for eksempel været i Cinque Terre i Italien. Jeg havde set på Instagram, at det så pænt ud, så det ville jeg også opleve, fortæller hun.

Cool at være firstmover

Nathalie C. Larsen har også på egen krop oplevet, hvordan populariteten på Instagram kan overfylde et område.

- I San Fransisco er der en række huse i victoriansk stil, som kaldes Painted Ladies. Da jeg besøgte dem, stod folk i kø i parken på den anden side af gaden for at få taget et billede foran de pastelfarvede huse, fortæller hun.

Måske af den årsag er der også begyndt at være noget prestige i at være firstmover og være den, der opdager en Instagram-perle.

- Der er noget værdi i at kunne bane vejen og sætte standarder for andre. Men det er nemt at kopiere, så det med at være den første har enormt kort løbetid, siger Nathalie C. Larsen.

Netop derfor er det ikke usædvanligt, at de samme steder bliver ved med at dukke op på Instagram igen og igen. Herunder har vi samlet ni af de mest populære. Så er det op til dig, om du vil være hip ved at opsøge dem eller ved at lade være.

Paul Smith Pink Wall, Los Angeles

Tøjmærket Paul Smith malede i 2005 en mur i West Hollywood pink. Farven var den samme, som den på kollektionerne, der blev solgt inde bag muren.

Med årene og de sociale mediers indtog er muren blevet et yndet sted for photoshoots.

Pig Beach, Bahamas

Øen Big Major Cay i Bahamas har fået tilnavnet Pig Island, fordi der bor en grisekoloni på den.

Tusindvis af instagrammere sejler til den ubeboede ø, som på billeder kan se ud til at være overrendt af nuttede grise. I virkeligheden er der dog ikke flere end omkring 20.

Pedra do Telegrafo, Rio de Janeiro

Når vi nu er ved ting, der ser lidt vildere ud, end de i virkelighen er, kan vi ikke undgå at nævne Pedra de Telegrafo i Brasilien.

Her kan dem, der er knap så modige, give deres følgere et indtryk af, at de er vovehalse. I den rigtige kameravinkel ser det ud til, at personer på klippeudspringet hænger mere end 800 meter over havet, men i virkeligheden er der en sti nedenunder, så man ikke falder længere end halvanden meter, hvis ens snydetrick går galt.

Preikestolen, Norge

Prædikestolen er et plateau ved Lysefjorden, som man kommer til efter en strabadserende vandretur på flere timer. Det er altså kun de mest ihærdige instagrammere, der får lov til at tage et billede her.

Plateauet er 604 meter over havets overflade, og derfor er det et perfekt udsigtspunkt over fjorden.

Ferskvandshuller, Mexico

På Yucután-halvøen i Mexico findes en række grotter med store ferskvandssøer. Det krystalblå vand og det særlige lys, der kommer ind gennem huller foroven, gør dem til populære bade- og fotosteder.

Bali Swing, Indonesien

Når turen går til Bali står den for de fleste på ren afslapning. Men det betyder ikke, at følgerne derhjemme ikke skal have noget pænt at kigge på.

En særlig gynge er blevet et populært sted at få taget feriebillederne.

Ha Long Bay, Vietnam

Ha Long-bugten i det nordlige Vietnam er på UNESCOs verdensarvsliste - men også på mange instagrammeres bucketlists.

Det, der gør området særligt, er de 2000 kalkstensøer, der i forskellige former og størrelser titter op af bugtens turkisblå vand.

Bispebjerg Kirkegård, København

Selvom de fleste af de populære Instagram-hotspots er i udlandet, er vi ikke helt fortabte herhjemme.

De par uger, hvor kirsebærtræerne blomstrer, valfarter folk til Bispebjerg Kirkegård i det nordvestlige København for at få et skud under den lyserøde allé af kirsebærtræer.

Your Rainbow Panorama, Aarhus

Den enorme regnbue på toppen af kunstmuseet Aros åbnede for publikum i 2011.

Regnbuen er 150 meter lang hele vejen rundt og skifter farve undervejs. Det gør den til et Instagram-mål, måske fordi den giver mulighed for at tage fede billeder - helt uden brug af filtre.