Dansk ægtepar vil give over 200 mennesker synet tilbage gratis
Dansk kirurgpar har i en årrække brugt ferien på at give fattige ulandsborgere synet tilbage. Lige nu venter hundreder på deres hjælp.
Benene virkede ikke, og selv med vidt åbne øjne kunne hun intet se.
Den ældre kvinde var lam og blind.
Det var derfor, hun var nødsaget til at sidde på ryggen af sin søn. Ellers ville de aldrig være nået frem.
Mor og søn havde gået sådan gennem det barske nepalesiske terræn i mere end et døgn for at få hende frem til operationsbordet, fortæller Gøril Boberg-Ans.
Det var noget af et syn.
Det er en af de oplevelser, hun og hendes mand, Jannik Boberg-Ans, aldrig vil glemme fra de rejser, de har været på de seneste par år.
Begge er de øjenkirurger, og gennem flere år er de rejst fra Danmark, ofte sammen med deres børn, for at give dem, der ikke har råd til en øjenoperation, synet igen.
Siden 2000 har de arbejdet frivilligt i Grønland, Myanmar, Nepal, Peru, Kina, Sydafrika, Ganan og i den Dominikanske republik, og tirsdag rejser de ud igen, fortæller ægteparret i 'Go' aften Danmark'.
Denne gang går turen til Lesotho i Sydafrika, hvor mellem 200 og 250 patienter venter på deres hjælp, lyder det.
Bruger 14 dages ferie
Typisk opererer ægteparret for grå stær - en øjensygdom, som ifølge Rigshospitalet er skyld i omkring halvdelen af alle tilfælde af blindhed i verden.
Alene i Danmark anslår Øjenforeningen, at der opereres over 50.000 øjne for grå stær om året.
Lidelsen kan oftest klares med en operation eller en brille, men i ulandene, hvor der ikke findes sundhedssystemer, er der typisk ikke nogen hjælp at hente.
Det er derfor, Jannik og Gøril Boberg-Ans tager afsted år efter år.
Ægteparret har været afsted ad flere omgange i løbet af de seneste 19 år, og de bruger omkring 14 dages ferie på at planlægge og udføre de frivillige operationer.
Og taknemligheden er kæmpestor, lyder det.
- Det er en emotionel tur, må man sige. Det er fantastisk. Da vi var i Lesotho sidste gang, kunne vi høre, at de sang, og de dansede på stuerne af glæde, da vi kom om morgenen med ambulance. Så man bliver helt rørt, fortæller Jannik Boberg-Ans.
- Man kan nogle gange have svært ved at holde tårerne tilbage, fortsætter han.
Det er historien om den ældre kvinde, der blev båret af sin søn, et eksempel på.
Ligesom mange hundrede før hende var hun og hendes søn kommet til Jannik og Gøril Boberg-Ans og deres kollegaer i håbet om, at hun kunne få synet igen.
Og det fik hun, lyder det fra Gøril Boberg-Ans. Der var ikke et øje tørt.
Hun husker kvinden græde, da hun så familien med sit ene raske øje.
- Det var så rørende, da hun efter operationen ser familien for første gang i årevis - og så sin svigerdatter for første gang, fortæller Gøril Boberg-Ans.
Deres børn tager med på 'ferien'
For Jannik og Gøril Boberg-Ans er arbejdet enormt givende.
Og på sin vis er det frivillige arbejde gået hen og blevet en del af den måde, som de holder ferie på sammen som familie, lyder det.
Når de tager afsted, gør de det sammen med to andre kirurger og et hold assistenter - heriblandt ægteparrets egne børn, fortæller ægteparret i 'Go' aften Danmark'.
- I starten fulgte vores børn patienterne ind og ud af operationsstuerne, og så blev de oplært til at assistere os og dryppe og hjælpe til, siger Gøril Boberg-Ans.
I dag er datteren, Linn, uddannet sygeplejerske, og sønnen, Lars Christian, er ved at uddanne sig til læge, og de tager begge med og hjælper til mere end nogensinde før.
- Vi gør det, fordi vi kan, og fordi vi kan gøre det sammen. Det er jo en dejlig form for ferie at kunne give, siger Gøril Boberg-Ans.
Jannik Boberg-Ans nikker.
- Den største glæde, siger man jo, er at kunne give, og det kan vi der. Vi kan give folk et liv tilbage, tilføjer han.
Og det oplever de, at de gør.
Opererer kun et øje for at spare tid
Jannik og Gøril Boberg-Ans og deres kollegaer skyder genveje, hvor de kan, og de går på kompromis med komfort og pleje for at kunne hjælpe så mange, som de kan.
Inden de ankommer, har de lokale screenet patienterne for at spare tid, og med hjemmefra har de udstyr nok til at hjælpe cirka 250 personer - og alle får kun opereret ét øje hver for at spare tid.
Men bare det at kunne se med ét øje gør en kæmpe forskel for hele familien, lyder det.
- Forestil dig at være blind, og hvor handicappet man er, siger Jannik Boberg-Ans.
De svagtseende bor oftest hos deres familier, hvis de ikke kan klare sig selv, og typisk går det ud over børnene, der ikke kan komme i skole, fordi de skal passe deres familiemedlemmer. Og hvis faderen i familien bliver blind, betyder det måske, at familien ingen indtægt har længere, lyder det fra Jannik Boberg-Ans.
- Så når vi opererer en person, så giver vi ikke kun glæden tilbage til personen, der er blind. Vi letter byrden for hele familien, siger han.
Det gør det bare til en endnu større gave at opleve, at man kan hjælpe, fortsætter Jannik Boberg-Ans, og både han og resten af familien er stensikre på, at turen til Lesotho i Sydafrika ikke bliver den sidste.
For har man bare én gang oplevet at kunne hjælpe folk i en situation, hvor de var ude af stand til at klare sig selv, så får man bare lyst til at gøre sådan en forskel igen.
- At se dem tage klappen af og se dem kunne se igen - vi siger næsten hver gang, at det er det største øjeblik, slutter Jannik Boberg-Ans.
Se hele indslaget med familien Boberg-Ans i 'Go' aften Danmark' på TV 2 PLAY