16x9

Pensionist trekker i hele verden: Hvis ikke jeg udlever mine drømme, kan jeg lige så godt lægge mig til at dø

I samarbejde med Emirates

Allan Reimann har haft en lang karriere som direktør. Nu bruger han sit pensionistliv på at fylde sin indre billedbog med bjergtagende oplevelser.

Dyrehaven nord for København vrimler normalt med familier på skovtur, motionsløbere og et par enkelte rådyr, men indimellem kan du også møde 67-årige Allan Reimann, der vandrer afsted på stierne med fuld oppakning.

De fleste dage går han rundt i den store naturpark i op til otte timer ad gangen, selvom han godt kan føle sig lidt fjollet med den store rygsæk på ryggen. Der er nemlig et formål med galskaben.

Efter han er gået på pension, er den tidligere direktør gået all-in på at fylde sit liv med så mange store oplevelser som muligt. Derfor rejser han ud i hele verden for at vandre i bjergene, riverrafte ad floder og snorkle med havskildpadder.

– Når du i din tredje alder sidder der i din stol og gakker, gælder det om at have den bedste billedbog i hovedet, som du kan sidde og rulle igennem. Du skal have en harmoni med dig, og den er jeg i fuld gang med at bygge op, forklarer Allan Reimann.

Rejsen østpå

Denne artikel er en del af artikelserien ’Rejsen østpå’, der præsenteres i samarbejde med Emirates.

I serien sætter vi fokus på spændende rejsedestinationer i Østen – herunder Malaysia, Kina, Thailand og Australien.

Vi møder danskere, der har en stærk tilknytning og et indgående kendskab til disse destinationer.

De vil inspirere og give dig aktuelle og autentiske tips, som du kan benytte, næste gang du skal på ferie.

Til sommer har han planlagt fire ugers trekking i Peru, og derfor er han nu i fuld gang med at træne op til strabadserne. Det er vigtigt at træne den tunge belastning i knæene, så derfor er rygsækken fyldt med de præcis 17 kilo udstyr, han har brug for på turen.

En nysgerrig sjæl

Allan Reimann er uddannet cand.polit og har haft en lang karriere som økonomisk rådgiver. For tre år siden forlod han sit seneste job som finansdirektør i en dansk it-virksomhed og gik på pension.

Det betyder ikke, at han bare har sat sig godt til rette i lænestolen hjemme i sin hyggelige lejlighed i Hørsholm, hvor han bor sammen med sin kone. Tværtimod.

Allan Reimann er ikke bange for at kaste sig ud i vilde udfordringer. Her krydser han en flod i Ildlandet i Sydamerika.
Allan Reimann er ikke bange for at kaste sig ud i vilde udfordringer. Her krydser han en flod i Ildlandet i Sydamerika. Foto: Picasa 3.0 / Privatfoto

Han sidder i fire forskellige bestyrelser, er administrator i en fond og involveret i to nødhjælpsorganisationer. Derudover har han sit eget pro bono-projekt, Hjertestarter, hvor han hjælper virksomheder, der er kommet i klemme i det økonomiske system.

- Jeg er en nysgerrig sjæl, og jeg har gang i mange forskellige projekter – ellers kunne jeg jo lige så godt lægge mig til at dø, fortæller han og griner, mens han hælder vand på stempelkanden i køkkenet og omhyggeligt sætter fire kager på et fad. Der skal energi til, når man træner så meget.

De seneste mange år har Allan Reimann hvert andet år taget på en længere trekkingtur på tre-fire uger, hvor han typisk rejser alene eller i en mindre gruppe.

Det er ikke kun de eksotiske lande, Allan Reimann rejser til. Her er han på trekkingtur til Svalbard.
Det er ikke kun de eksotiske lande, Allan Reimann rejser til. Her er han på trekkingtur til Svalbard. Foto: Privatfoto

Vildmarkslivet er ikke noget for hans kone, der i stedet rejser på storbyferie i Europa med veninder, når han er afsted. Faktisk synes hun, det er angstprovokerende nok, når han bare viser hende det lille enmandstelt, der er blandt de 17 kilo perfekt optimeret udstyr, han altid pakker i sin rygsæk.

Allan Reimann elsker at sove i sit telt. Han sover faktisk ikke i andet, når han er afsted på sine ture. Selv når der er små tehuse eller andre overnatningsmuligheder i bjergene, køber han typisk en seng for at støtte de lokale – og slår sit telt op udenfor.

- Det er bare pissehyggeligt at sove i teltet. Jeg har alle mine ting omkring mig, og hvis det regner, kan jeg høre den hyggelige lyd af dråberne, der rammer sejlet, fortæller han.

Jeg tænker selvfølgelig over, at det kan være farligt, men jeg har altid godt kunnet lide at udfordre mig selv

Allan Reimann

Allan Reimann begyndte at trekke, da hans yngste søn flyttede hjemmefra, og der ikke længere var nogen, der var direkte afhængige af ham. Det er nemlig ikke helt ufarligt at vandre i bjergene i fugtig hede eller iskold sne og blæst, og det er han fuldt ud bevist om.

- Jeg tænker selvfølgelig over, at det kan være farligt, når jeg tager afsted, men det er en accepteret fare, fordi oplevelserne er det hele værd. Jeg har altid godt kunnet lide at udfordre mig selv, forklarer Allan Reimann.

Og det bliver han i den grad, når han trekker. I løbet af en dag tilbagelægger han alt mellem fem og 40 kilometer. Det er højdemeterne, der tæller. Nogle dage kan han have bevæget sig fem kilometer i luftlinje og være fuldstændig færdig om aftenen, fordi det er gået meget opad, mens han på andre dage snildt kan tilbagelægge 40 kilometer.

Det frodige Cameron Highlands

square to 16x9
Malaysias bjergrige landskab er blandt favoritterne, når Allan Reimann skal lufte vandreskoene. Foto: Co Leong / Shutterstock / CO Leong

Én af de store oplevelser fik han i Malaysia, der er blandt hans yndlingsdestinationer. Her trekkede han i det frodige Cameron Highlands, der ligger i højlandet cirka tre timers kørsel fra hovedstaden Kuala Lumpur.

I højlandet er klimaet mere køligt i forhold til det ellers så varme Malaysia, og efter at have vandret opad i mange timer kunne Allan Reimann nyde udsigten over de bølgende bjergtoppe med grønne te-plantager og små rislende floder – og det gjorde stort indtryk.

- De der fuldstændig åbne arealer, hvor synet, duftene og lydene er helt anderledes end derhjemme, og du bare står helt stille og suger til dig med alle sanser. Dét er den fedeste fornemmelse i verden, fortæller Allan Reimann med et drømmende blik i øjnene.

ALLANS TRE BEDSTE REJSETIPS TIL MALAYSIA

Kuala Lumpur

Foto: Unsplash
Kuala Lumpur er Malaysias hovedstad, som er en skøn blanding af historisk og moderne arkitektur. Her finder du også etniske samfund fra hele Asien, der gør byen til en kulturel smeltedigel.
 
– Kuala Lumpur er en vidunderlig blanding af farver, dufte og forvirring, fortæller Allan Reimann.

Tioman Island

Foto: Unsplash
Tioman er den største af Malaysias øer på østkysten og er omkranset af turkisblåt hav. Øen byder på et skovklædt og bjergrigt indre med hvide sandstrande rundt om.
 
– Øen har de smukkeste rev, og der er gode muligheder for at snorkle og dykke med havskildpadder, fortæller Allan Reimann.

Cameron highlands

Foto: Pixabay
Cirka tre timers kørsel fra Kuala Lumpur ligger Cameron highlands, der er et lille fristed i højlandet med et køligere klima, frodige grønne bjerge og et væld af te- og blomsterplantager.
 
– Det er et rigtig godt sted at hike, og der er flere gode nationalparker, hvis du vil på kortere ture. I alle tilfælde vil jeg anbefale, at du finder en guide, når du trekker i Malaysia, siger Allan Reimann.

Ø-hop i Malaysia

Ud over trekkingturene tog han også på ø-hop på Malaysias mange øer, hvor han især forelskede sig i Tioman Island, der ligger ud for Malaysias østkyst.

Koralrevet og de mange fisk rundt om øen gør den til en af de mest populære dykkerdestinationer i Malaysia, og det er også et hit i Allan Reimanns bog. Han har selv dykkercertifikat, men foretrækker at frisvømme med snorkel og en let dragt.

På Tioman tilbragte han flere timer med snorklen under havets overflade, mens store havskildpadder svømmede lige forbi ham.

Havskildpadder har en helt særlig plads i Allan Reimanns hjerte.
Havskildpadder har en helt særlig plads i Allan Reimanns hjerte. Foto: Unsplash

- Det er en fantastisk oplevelse at møde havskildpadderne under vand. Det er et graciøst dyr, og du kan nærmest høre, når det græsser af korallerne, fortæller Allan Reimann og griber fat om den lille sølvhavskildpadde, han har hængende om halsen.

Havskildpadden er nemlig et af hans yndlingsdyr, som han på den måde altid har med sig.

Som han sidder der i sit hyggelige køkken og fortæller om sine mange oplevelser, lyser begejstringen ud af hans øjne. Der er ingen tvivl om, at billedbogen er godt fyldt op allerede.

Wakeup-call: Jeg har det rigtig godt

Ud over Malaysia har Allan Reimanns eventyrlyst indtil nu bragt ham til blandt andet Alaska, Nepal, Ildlandet, Kamtjatka, Svalbard og Thailand. Uanset hvilket land, han har besøgt, sætter det altid hans egen hverdag i perspektiv, når han kommer hjem igen.

Hver gang han går i bad med rindende varmt vand eller bruger et helt almindeligt vandskyllet toilet, får han en følelse af at være utrolig heldig.

- Det er de helt banale ting i hverdagen, som jeg værdsætter på en helt anden måde, når jeg har været afsted, forklarer han.

ALLANS TRE BEDSTE RÅD TIL ET AKTIVT PENSIONISTLIV

Byg den bedste billedbog

Alle har en nysgerrighed i maven, så slip den fri og saml på så mange gode oplevelser som muligt.
 
– Når du bliver så gammel, at du ikke kan andet end at sidde og mimre i en lænestol, gælder det om at have den bedste billedbog i hovedet, mener Allan Reimann.

Din alder er ingen undskyldning

Ifølge Allan Reimann bliver du aldrig for gammel til at trekke.
 
– Det afhænger af, hvilke ruter du vælger. Har du dårlige knæ, kan du tage en lavlandstur gennem dalene, forklarer han.

Fyld dig med fleksibilitet

Når du vandrer i naturen, ved du aldrig, hvad der kan ske, så vær forberedt på lidt at hvert.
 
– Det gælder om at møde folk på deres præmisser. Lad vær med at rynke på næsen, hvis du får serveret dahl for niende gang i træk, men sæt pris på, at nogen har lavet mad til dig, fortæller han.

Efter han ikke har et 9-16-job længere, har han også fået mere tid til at give sin eventyrlyst videre til sine to sønner. De er i dag 41 og 43 år og bor i henholdsvis USA og Qatar, så det er ikke så tit, de alle sammen er samlet.

Men det skal der laves om på nu. Derfor tog Allan Reimann dem sidste år med på white water rafting i Alaska, hvor de raftede fra toppen af en gletcher og hele vejen ned til havet.

- Jeg er bange for, at de er ved at vokse fra hinanden, så jeg tænkte, vi skulle tage sådan en tur sammen. Jeg vil gerne have, at de har det samme fællesskab, som da de var små. Og det virkede, siger han og fortsætter:

- Efter få dage begyndte de at rotte sig sammen og drille mig nådesløst lige som dengang, fortæller han med et stort smil.

Selvom han har rundet de 67 år, har Allan Reimann ingen planer om at lægge de udfordrende trekkingture på hylden lige foreløbig.

- Så længe mit helbred er godt, vil jeg rejse jeg til de sværeste områder i verden for at få så mange oplevelser i bogen, som jeg kan. Så må jeg afsted på storbyferier i Europa sammen med min kone, når benene ikke kan mere, siger han med et skævt smil.