Verdens bedste attraktioner for børn er kåret - to danske er på listen
Det er første gang, at magasinet Time udnævner de bedste børneoplevelser.
Vi ser dem tit, særligt når året er ved at slutte: Listerne over verdens bedste destinationer. Som regel er de sammensat af eksperter, journalister … forskellige typer voksne.
Men hvilke steder vil børn gerne besøge?
Det har amerikanske Time Magazine for første gang sat sig for at lave en liste over. Magasinet har fået deres børnereportere og yngste læsere til at udvælge deres favoritsteder.
Herefter tog magasinets voksne journalister ud og vurderede stederne på flere parametre, blandt andet kvalitet, originalitet, bæredygtighed og tilgængelighed.
Det er der kommet en top-50 ud af – stederne er ikke rangeret, men derimod inddelt i fire kategorier: Leg, udforsk, lær og spis. De to danske bidrag er begge at finde i legekategorien.
Den fulde top 50 kan ses på Times hjemmeside, men herunder kan du se de ti europæiske destinationer, der har fået plads på listen.
Lego House, Billund, Danmark
Det 12.000 kvadratmeter store hus i Billund bliver kaldt ”verdens største legehus.” Her finder man blandt andet det officielle Lego-museum, og alt fra dinosaurerne til 15 meter høje træer i Lego. På toppen af bygningen, der er bygget af gigantiske klodser, ligger en legeplads. Og så er der perfekte forhold for dem, der bare gerne vil bygge med de små plastikklodser: I alt er der over 25 millioner legoklodser at gå i krig med.
CopenHill, København, Danmark
Danmarks nyeste, kunstige skibakke åbnede i år oven på et forbrændingsanlæg. Løjpen er godt 300 meter lang og 85 meter høj og har kostet næsten fire milliarder kroner. Men det har også fået CopenHill på listen, der fremhæver den bæredygtige helårsskibakke.
ArcelorMittal Orbit, London, Storbritannien
Hvis man er i den britiske hovedstad, er den monumentale ArcelorMittal Orbit-skulptur et besøg værd. Den er over 100 meter høj og ligner en sammenkrøllet nytårsserpentin, men indeni gemmer sig verdens længste og højeste rutsjebane. Dem, der tør tage den 40 sekunder lange tur ned, bliver iført hjelm, inden de rutsjer gennem 12 hårnålesving med udsigt til Londons skyline.
Deichman Biblo Tøyen, Oslo, Norge
Umiddelbart er biblioteker ikke det sted, børn helst vil være. Men Deichman Biblo Tøyen i Oslo er designet til at inspirere, og dets farverige indretning gemmer på overraskelser og udstillinger særligt henvendt til børn mellem 10 og 15 år. Faktisk er der "voksne ingen adgang" på det norske bibliotek.
Moat Brae, Dumfries, Skotland
Forfatteren J.M. Barrie, der skrev ’Peter Pan’, voksede op og legede i haven. Godt nok var det i 1870'erne, men Moat Brae er i år åbnet som Skotlands nationale center for børnelitteratur og historiefortælling. Børn kan blandt andet lege i et kæmpe piratskib, gå på jagt indenfor efter Peter Pans skygge eller finde skjulte beskeder på væggene.
Notre Dame, Paris, Frankrig
Den verdensberømte katedral i Frankrigs hovedstad fik hele verdens opmærksomhed i april i år, da en brand brød ud. Selv om Notre Dame i dag er under genopbygning, er den stadig mere end et besøg værd – Time fremhæver særligt den gotiske arkitektur og de smukke glasmosaikvinduer.
Icehotel, Jukkasjärvi, Sverige
Alt er lavet af is og sne på ishotellet i det allernordligste Sverige. Størstedelen af hotellet smelter hver sommer, så hvert år samles forskellige kunstnere for at bygge hotellet op fra bunden af mere end 3000 ton is fra den lokale Torne älv.
Neuschwanstein-slottet, Hohenschwangau, Tyskland
Hvis det tyske slot ser bekendt ud, kan det være, fordi Walt Disney var forbi Hohenschwangau for at samle inspiration til det lyserøde slot i Disneyland i Californien. Kong Ludwig II byggede slottet, men døde, før det blev færdigt. I dag kan små og store besøgende gå på opdagelse mellem høje tårne, smukke malerier og en næsten fire meter høj lysekrone.
Den hviskende skovs blindesti, Bufurd, Georgien
Evan Barnard var 14 år, da han fik ideen til blindestien i Georgien. Der er reb og blindskrift på ruten, så alle kan finde vej og opleve naturen – også dem, der har et synshandicap. Skriften er ridset i træerne, men også fuglesang og dufte hjælper folk på vej.
The kinderkook kafe, Amsterdam, Holland
På denne hollandske restaurant er det børnene, der har magten: De dækker bordene, laver maden og serverer den. Der er kulinariske oplevelser for børn helt ned til toårsalderen, som, måske med lidt forældrehjælp, kan lave pizzaer og desserter. Ældre børn kan låne restauranten til en treretters fødselsdagsmenu eller have et komplet teselskab med scones, kager og sandwiches.