Danske sejlere levede i 42 dage som Robinson Crusoe
Coronapandemien tvang Frederik Hovmøller og Emil Rued i land på øde ø og satte en stopper for deres eventyr. Nu håber de på at kunne færdiggøre det.
Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned i marts 2020, var venneparret Frederik Hovmøller og Emil Rued ombord på deres livs jordomsejling.
De befandt sig i Fransk Polynesien, og der gik derfor nogle dage, før de modtog beskeden om, at coronapandemien nu havde lukket Danmark ned.
- Der var en lille omvandrende joke på øen (red. Tuamotu), at der var noget, der hed corona ude i den store verden, fortæller Frederik Hovmøller Knudsen i ‘Go’ morgen Danmark’.
Hverken han, Emil Rued eller deres to gaster havde derfor skænket covid-19 mange tanker, da de to dage senere nåede øen Fakarava, der var ramt af kaos. Det første coronatilfælde i Fransk Polynesien var nemlig nået til øen.
Efter en snak med deres familie i Danmark beslutter de at slå koldt vand i blodet, proviantere og sejle op mod den lille ø Toau, fordi øen lukkede ned for turister.
Men det var ikke så let, som de troede.
- Da vi kom op i supermarkedet, var der allerede udsolgt. Der var ris, løg og rom. Så tænkte vi, at det var det, de har, så det må være det, vi køber, og så må vi supplere med fisk løbende, forklarer Emil Rued.
Nu håber venneparret på, at de snart kan færdiggøre deres jordomsejling, som startede tilbage i 2018.
Hajer var den største trussel
Da Emil Rued og Frederik Hovmøller Knudsen nåede frem til Toau med deres nyindkøbte proviant og bådens basisproviant, vidste de ikke, hvor længe de skulle være der.
- Vi ved ikke, om det er 14 dage, eller om det er en måned, så vi slår igen koldt vand i blodet, og så får vi det til at strække sig så langt vi kan, fortæller Emil Rued.
Toau har normalt nogle få lokale indbyggere, men de havde alle forladt øen, som hverken har et supermarked eller apotek, på grund af corona.
Tiden på øen blev mest brugt på at fiske for at sikre, at de havde mad nok til den periode, der skulle være på øen, før de igen kunne få lov at lægge til på Tahiti, som var næste mål.
- Hver morgen står vi tidligt op og harpunfisker, inden fiskene bliver alt for aktive, og tager ind på land på vejen hjem og samler nogle kokosnødder, og så skal vi på en eller anden måde få lavet det her til dagens måltid, lyder det fra Emil Rued.
Selvom livet på Toau på mange måder var et bounty-paradis, så havde venneparret en bekymring, nemlig de hajer, de svømmede med, når de harpunfiskede. Hvis der skulle ske dem noget, havde de ingen mulighed for at få hjælp.
Det nærmeste hospital var to dages sejlads væk - og desuden reserveret til lokalbefolkningen.
- Så snart vi afgav det første skud, så lå hajerne lige omkring om, og så er det om at holde fiskene tæt. Selvfølgelig, hvis der kommer en stor haj forbi, så smider du spyddet væk, forklarer Frederik Hovmøller Knudsen.
42 dage som Robinson Crusoe
Da bunden så småt var begyndt at komme til syne i bådens nødlager, og de fire sejlere var blevet trætte af ris og løg, besluttede de, at de skulle videre.
- Vi kunne vælge at blive eller at sejle ned til Tahiti, hvor det var ved at åbne op igen, men på det her tidspunkt måtte vi bare kigge hinanden i øjnene og sige: ”Nu er vi klar”, forklarer Emil Rued.
Tiden var fløjet afsted, og da der gik sport i at kunne overleve så længe som muligt, endte besætningen med at tilbringe 42 dage på den øde ø, inden de sejlede videre.
Og båden ligger stadig i Fransk Polynesien, og venter på at fortsætte sin jordomsejling.
Emil Rued og Frederik Hovmøller Knudsen er nemlig hjemme i Danmark, hvor de venter på, at deres venner kan blive vaccineret, så de kan komme med, når båden tager næste halvdel af kloden og sejler mod Australien.
Se interviewet med Emil Rued og Frederik Hovmøller Knudsen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY