Ekspert: Skilsmissefamilier har det nemmere i ferien

I dag går alle landets skolebørn på sommerferie, og de næste seks og en halv uge står den på ferie i lange baner. Lige så dejligt de mange ugers frihed er, lige så uoverskueligt kan det være for forældrene at få den store pasningsplan til at gå op i en højere enhed - modsat børnene er det nemlig de færreste forældre, der kan holde fri i så mange uger.
I nogle familier er det dog lettere end i andre - lige i den her situation har skilsmissefamilierne det nemlig lidt lettere. Det fortæller administrerende direktør og medstifter af delebarn.dk Helle Lauersen Petersen til tv2.dk:
- Det er nemt for skilsmissefamilier at få dækket de mange uger ind, fordi hver forælder kan tage tre uger hver. Det giver en god samvittighed, fordi man ved, at barnet har det godt og holder ferie, uden at man skal ud i det helt store pasningspuslespil.
- Der er dog den hage ved det, at vi ikke så gerne låner børnene ud, mens vi har dem, så bedsteforældre, mostre og fastre osv. får ikke den store mulighed for at nå at passe dem, siger Helle Lauersen Petersen til tv2.dk.
Mor og far er langt fra altid enige
Det lyder jo alt sammen meget godt, men hvad gør man, hvis far og mor ikke kan blive enige om, hvordan ferieugerne skal fordeles?
- Vi kan høre på vores 14.000 brugere, at der er rigtig mange, der ikke kan enes, og hvor Statsforvaltningen må ind over. Hvis man kan finde ud af det, så er det en rigtig god idé at indføre nogle helt faste regler, fx at man skal skiftes til at bestemme, hvornår man vil have ferie, siger Helle Lauersen Petersen til tv2.dk.
Deltag i debatten på vores Facebookside
- Vi anbefaler dog altid, at man holder tre sammenhængende ugers ferie – selvfølgelig først og fremmest af hensyn til barnet, men også af hensyn til de voksne. Det er lettere at planlægge ferie, når man har tre uger i træk at råde over. Så må man skiftes til at have de første og de sidste tre uger.
Ferieskiftene kan være svære for delebørnene
De fleste forældre ved, hvor utidige børnene kan blive i slutningen af en ferie. Er det sværere eller lettere for skilsmissebørn at forholde sig til de mange uger uden en fast struktur?
- Jeg tror, det er sværere for delebørn. Især hvis forældrene ikke får koordineret deres ferieplaner. Det er ikke godt for børnene, hvis de får to udlandsrejser lige i træk. Selvom man gør det i den bedste mening, så er det så hårdt og udmattende for børnene at skulle skifte fra den ene flyrejse til den anden og samtidig omstille sig til nye mennesker og nye regler. Hvis far rejser udenlands, så kan mor vælge sommerhusferien i Danmark - og så kan man skiftes, siger Helle Lauersen Petersen til tv2.dk.
- Hos os gør vi det sådan, at vi det ene år tager udenlands i sommerferien og det andet år tager udenlands i vinterferien. Og så skiftes vi. Et år rejste vi først tre uger rundt i USA med børnene, og da vi kom hjem, skulle de til Lidoen i tre uger på camping med deres far. Børnene var helt udmattede og kede af det, da de skulle starte i skole, og de sagde selv, at de slet ikke havde brug for så meget ferie.
- Alle børn har brug for at kede sig og have ro – hvis der konstant sker en masse, så bliver det alt for meget, slutter Helle Lauersen Petersen.