Samliv

Sådan tackler du utålmodige børn i sommervarmen

”Hvornår er vi der?” - ”Jeg er sulten" - "Jeg skal tisse!”

De fleste af os har prøvet hvad det vil sige at være sammen med utålmodige børn, og det kan mildest talt være noget af en udfordring.

For hvordan får man de skrigende unger på bagsædet af den alt for varme bil til at være rolige og nyde turen?

Det giver GO’morgen Danmarks faste familievejleder Lola Jensen flere gode bud på.

Aktiver børnene med lege

Mange har efterhånden opdaget, at en fladskærm i nakkestøtten eller eksempelvis tablets kan gøre underværker for lydniveauet i bilen.

Men at pacificere børn med eksempelvis computerspil kan give bagslag, da børnene kan være meget urolige, når man kommer frem.

Derfor er det en god idé at finde på lege som for eksempel ”skibet er ladet med”, eller hvad man ellers kan finde på, fortæller Lola.

- Så har du faktisk et meget roligere barn, når du lukker døren op, siger hun til tv2.dk

Hvis børnene bare spiller computerspil, så kan man ifølge familievejlederne være uheldig at lukke Super Mario eller Darth Vader ud af bilen frem for et roligt barn.

Hvornår er vi der?

Børn har ikke så nemt ved at forstå beskeder om, at der kun er én time tilbage.

Derfor bør man sammenligne tider i stedet, da børn meget nemmere kan forstå, hvis man i stedet siger, at der kun er turen til farmor tilbage.

- Den type beskeder kan børn rigtig godt forstå. ”Den tur plejer jeg jo at klare, når vi besøger hende”. Beskeder på tid er faktisk, hvad de kan magte, siger Lola Jensen.

Indtil man er fremme lyder rådet da, at man aktiverer børnene ved at få dem til at kigge ud af vinduet og spørge dem om, hvad de ser.

Se flere gode råd i klippet øverst i artiklen.