Samliv

Derfor skal dit barn ikke sove i din seng

Mens det længe har været kendt, at spædbørn af mødre, der ryger under graviditeten og efter fødslen, har øget risiko for vuggedød, viser en britisk undersøgelse nu, at forekomsten af pludselig uventet spædbarnsdød også øges for børn, der sover i samme seng som deres forældre.

Studiet, der omfatter undersøgelser af 1500 tilfælde af vuggedød, afslører ifølge MailOnline, at 88 procent af de dødsfald, der fandt sted, mens barnet sov i samme seng som sine forældre, kunne være undgået, hvis barnet havde ligget i sin egen seng.

Konklusionen på undersøgelsen lyder, at spædbørn, der deler seng med mor og far, har fem gange større risiko for at dø end dem, der sover for sig selv. I forlængelse heraf anbefaler den britiske sundhedsstyrelse, at spædbørn sover i egen seng.

Det sikreste sted for barnet er i egen seng

Og det bakker sundhedsplejerske og forfatter til bogen "Helens bog om børn og søvn”, Helen Lyng Hansen, som følger den danske Sundhedsstyrelses retningslinjer, op om.

- Det sikreste sted for det lille barn at sove er i egen seng – men i samme rum som forældrene, siger Helen Lyng Hansen til tv2.dk og tilføjer, at man skelner mellem "bedding in" (sove i samme seng) og "rooming in" (sove i samme rum).

- Når det anbefales at have barnet i soveværelset - "rooming in" - de første måneder, så er det fordi undersøgelser viser, at forældres natlige støj kan være med til at holde barnets vejrtrækning i gang, forklarer sundhedsplejersken, som anbefaler, at man også følger Sundhedsstyrelsens tre overordnede anbefalinger omkring vuggedød:

- Læg altid spædbarnet til at sove på ryggen. Risikoen for vuggedød er 10 gange højere, hvis barnet sover på maven i forhold til på ryggen. Hvis barnet sover på siden, er der en dobbelt så stor risiko for vuggedød. (Når barnet lægges til at sove på ryggen, skal man være opmærksom på at dreje barnets ansigt skiftevis mod højre og venstre side, så barnets ikke får lejringsbetinget skævhed eller fladhed af kraniet)

- Undgå rygning i graviditeten og undgå, at barnet udsættes for tobaksrøg efter fødslen. Risikoen for vuggedød blandt børn, der udsættes for tobaksrøg i graviditeten og efter fødslen, øges med en faktor 2-4 sammenlignet med børn der ikke udsættes for tobaksrøg

- Undgå at barnet får det for varmt, når det sover. Barnet bør sove i et køligt rum, temperaturen bør ikke overstige 18-20 grader. Lammeskind frarådes som liggeunderlag under søvn indendøre. Man skal være opmærksom på barnets påklædning i forhold til om barnet sover inde eller ude og hvordan temperaturen er. 

Sådan kan barnet sove sikkert i din seng

Hvis man alligevel alt vælger at putte sit barn i ens egen seng, er der en række ting, man skal være opmærksom på, lyder det fra Helen Lyng Hansen, som pointerer, at spædbarnet sin størrelse til trods har brug for meget plads.

- Barnet skal have mindst ligeså meget plads, som hvis det lå i sin egen seng. Forældrenes seng skal derfor være tilstrækkelig bred, det vil sige ofte ca. 180 cm bred. Og her bør barnet ikke sove mellem forældrene, siger Helen Lyng Hansen.

- Det frarådes desuden at sove sammen med barnet på en sofa eller lignende, og man bør ikke sove med barnet på brystkassen – barnet må dog gerne sove på forældrenes brystkasse hos en vågen forælder, tilføjer sundhedsplejersken.

- Barnet skal også have sin egen dyne, ligge på en fast madras, og der bør ikke være løse lagner, tæpper eller lignende i sengen, understreger Helen Lyng Hansen.

Helen Lyng Hansen

Helen Lyng Hansen er kendt som hele Danmarks netsundhedsplejerske på hjemmesiden Netsundhedsplejerske.dk.

Hun er forfatter til en hel stribe bøger om børn, blandt andet: "Helens bog om børn & søvn", "Helens bog om gråd & trøst" , "Helens bog om børn & mad" og "Helens bog om børn & sygdom".

Fordele og ulemper ved samsovning ("rooming in")

- En fordel er, at det at det giver tryghed at sove sammen. De fleste børn sover godt, når de kan mærke, at mor og far er der. Og for mange forældre er det også rigtig dejligt at kunne fornemme, hvordan barnet sover. Høre om barnet drømmer, hoster osv. Det kan være rart at fornemme om barnet er okay.

- En ulempe er det, hvis man forstyrrer hinanden, og alle så vågner mange gange hver nat, fordi man reagerer på hver eneste lille lyd, hvert familiemedlem laver. Fars snorken kan for nogle være tryg og rar og for andre et forstyrrende element, og det samme kan "barnets knirken og små grynt". Derfor sover nogle familier bedre hver for sig.

Kilde: Helen Lyng Hansen