Samliv

Kæmpeboom i mødre over 40 år

I samarbejde med Alt for damerne

Der bliver født flere end fem gange så mange børn af mødre over 40 år som for 30 år siden.

I 2012 var tallet 2.110 børn. Det er det højeste antal nogensinde. Til sammenligning blev der i 1982 kun født 373 børn af kvinder over 40 år.

Karin Erb, der er chefbiolog på Odense Universitetshospital og tidligere formand for Dansk Fertilitetsselskab, forklarer udviklingen med et socialt skred i samfundet, og at alder er blevet et elastisk begreb:

– Vi har af gode grunde ikke rykket vores biologiske periode, men vi har rykket vores sociale periode: Du er stadig teenager i 20'erne, går på cafe, læser og dyrker det frie liv, og først i 30'erne begynder du at bygge rede. Det betyder, at mange først er klar til at få børn i slutningen af 30'erne, og så kommer barn nummer to og tre i 40'erne – eller også tager det et par år at opnå graviditet, fordi fertiliteten styrtdykker i de år, siger Karin Erb, som også tilskriver de forbedrede fertilitetsbehandlinger en del af stigningen.

Fordelen ved at være en ældre mor er ifølge Else Guldager, ph.d. i sundhedsvidenskab og faglig redaktør på Sundhedsplejersken.dk, at man bliver mere rummelig og rolig.

– De ældre mødre har som regel styr på økonomi og karriere. De hviler i sig selv, fordi de allerede har oplevet og udlevet en masse drømme og mål, og på den måde føles børn ikke som en begrænsning. Det giver noget ro og overskud omkring børnene, forklarer hun.

Til gengæld har de ældre mødre også mere tendens til at være bekymrede på deres børns vegne, oplever Else Guldager.

– Fordi de ved mere om livet, ved de også, hvad der potentielt kan ske, og bliver lidt mere bekymrede og forudseende. De ældre, veluddannede mødre laver ofte de her meget, meget lange smørebrødssedler med spørgsmål, inden sundhedsplejersken kommer på besøg. Alt skal være perfekt, de kender alle anbefalinger forfra og bagfra og er meget bange for at gøre noget forkert. Så må man sige, "slap nu af," og berolige dem med, at børn jo ikke går i stykker.

Både hun og Karin Erb er enige om, at moderskabet mest af alt handler om at give børnene kærlighed og ikke skele for meget til alderen.

– Go for it, lyder det fra Karin Erb til de kvinder over 40 år, der pønser på at få et barn.

– Lukketiden nærmer sig i voldsom grad – det er sidste udkald. At der bliver født flere børn af kvinder over 40 år, er en god samfundsudvikling, for hvad er alternativet? Det er, at børnene ikke bliver født, og at familier aldrig bliver skabt. Vi har brug for de børn!