Samliv

Flere bliver skilt – men her er overraskelserne

Sammen med livsstilsekspert Henrik Byager tog tv2.dk et nærmere kig på tallene over danskernes ægteskabsvaner. Og her fandt vi frem til et par overraskelser.

- Overordnet er det trist læsning. Det har været et rigtig dårligt år i kærlighedens tegn. For vi ved jo alle, at skilsmisser rummer en stor sorg og mange konflikter, siger Henrik Byager.

Samtidig kan han ikke lade være med at undre sig over, at en skilsmisse fortsat er så stort et nederlag i dagens Danmark.

- Det er paradoksalt i vores samfund, at skilsmisser stadig er et livsnederlag, selvom vi alle kender nogen, som er blevet skilt – eller måske selv er blevet det. Denne måde at gøre lykke op på, sætter ligesom vores værdier op til diskussion igen.

Flere bliver skilt – og flere bliver gift

I alt blev 19.435 ægtepar skilt i 2014. Det er det højeste antal skilsmisser nogensinde i Danmark på et år og 23 procent flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser i de seneste 10 år.

MEN – samtidig sagde 28.331 par ”ja” til hinanden – hvilket er en stigning på tre procent i ægteskaber i forhold til året før.

For på trods af de dårlige odds, så har vi endnu ikke opgivet drømmen om den eneste ene.

- Der bliver skruet op for begge blus må man sige. Og brylluppet, som en begivenhed og ægteskabet som en institution er stadig det, folk forbinder med lykke. Far, mor og børn er vores livsdrøm, siger Henrik Byager.

Samtidig med at skilsmissebunken hober sig op, lever flere og flere danskere alene. Men det får os ikke til at tænke anderledes. Tværtimod.

- Det skal derimod være skarpt, lækkert og sprødt hele tiden. Kærlighed og drømme er jo ikke rationelle. Og i forbindelse med den eneste ene, tager romantik og håb over. Dertil hører at blive gift; fordi så har man fundet lykken. Det er et livsmål – og det vi stadig forbinder med allermest succes her i livet.

- Det er så klassisk og gammeldags, så man næsten ikke tror, det er rigtigt. Og det er paradoksalt, for man skulle tro, vi havde fået nogle andre værdier nu. Men sådan er vi ikke.

Her kan du se, hvor mange der bliver skilt i din kommune. Klik på kortet.

Artiklen fortsætter under kortet.

Og selvom Henrik Byager er overrasket over, at antallet af skilsmisser er steget så meget, er han ikke forundret over, at folk ikke samtidig er blevet skræmt fra at indgå ægteskab.

- Lige så mange, der vil ud af ægteskabet, lige så mange står der i den anden ende, der vil ind i det, siger han og kalder drivkraften bag dette ”en urdrift”.

- Ikke forstået som, at det stammer fra dengang, vi var hulemennesker, men mere som, at det står skrevet i himlen, for moderne mennesker, der vil have det meste ud af livet.  

I nutidens Danmark er der kun én ting, der overgår et forestående ægteskab i lykke og formål, påpeger Henrik Byager – og det er en graviditet.

- Drømmen om ægteskab er ikke blevet erstattet af en rationel tankegang. Ægteskabet er den ceremoni, som markerer, at man er lykkes med et af livets store mål.

Sådan ser fremtidsudsigterne ud: For 10 år siden ville jeg have sagt, at antallet af ægteskaber ville være faldet. For yngre mennesker har et mere flimrende liv og en individuel livsstil. Men det er ikke sket, og nu tror jeg slet ikke det sker, siger Henrik Byager.

- Vi lever i en tidsalder, hvor folk har så mange muligheder, at hvis antallet af giftemål skulle falde – så var det allerede sket. Ægteskabet har overlevet den moderne tidsalders trang til at bruge og smide væk i andre sammenhænge. Nu står det tilbage, som et anker og et fundament i livet.

Syvårskrisen er blevet til seksårskrisen

Den højeste forekomst af skilsmisser er i ægteskabets sjette år. Og knap halvdelen af skilsmisserne sker i ægteskaber, der har varet i under 10 år.

- Det ser ud til, at syvårskrisen er blevet forkortet med et år. Det hænger måske sammen med, at vi er blevet hurtigere til alt andet – og så er vi også blevet hurtigere til at finde ud af, hvis ægteskabet ikke er den rigtige løsning for os, siger Henrik Byager.

- Vi ved godt, at vi skal holde ud i vores parforhold. Men alligevel er der færre, der gør det. Måske er der i virkeligheden et skifte i, at man ikke skal holde ud og i stedet hurtigere indse, hvis det ikke går. Så er det bedre at komme videre.

Han peger på, at vi fortsat stiller højere krav til vores partner: Erotisk set, karrieremæssigt, vi skal forstå hinandens styrker og svagheder og stiller i det hele taget en voldsom mængde krav, som et stigende antal mennesker ikke får indfriet.

- Det er det moderne menneskes forbandelse, at man er bevidst om, hvor mange ting, man kan være og hvor meget livet byder på. Vi vil enten have 100 procent tilfredshed eller pengene tilbage.”

Sådan ser fremtidsudsigterne ud:

  • Hvis det fortsætter som nu - at skruen, med de krav vi stiller til livet, fortsat bliver strammet, så tror jeg ægteskaberne bliver endnu kortere fremover, siger Henrik Byager.

Sølvbryllupsskilsmisser er en myte

Mindre end hver tiende skilsmisse finder sted blandt ægtepar, som har fejret 25 års bryllupsdag. Efter 26 års ægteskab falder antallet af skilsmisser permanent.

Sølvbryllupsskilsmisser, 50-års kriser, panikalder og det grå guld. Der er blevet talt meget om tendensen med, at ægteskaber bliver opløst efter ca. 25 år, hvorefter det er tid til selvrealisering og at erobre verden på ny. Men den tendens modbeviser danskerne i 2014.

- Det ser tværtimod ud til, at når man har kendt hinanden så længe, så har man fundet en form, som man ikke uden videre vil kaste over bord, siger Henrik Byager.

- Måske har vi troet, det var et større problem, end det egentlig er – at folk også kan holde ud at se på hinanden efter 25 års ægteskab. I virkeligheden bliver de måske mindre trætte af hinanden end efter seks år. For når man har været gift rigtig længe, lærer man at elske hinanden mere.

Flere kvinder end mænd bliver skilt

19.459 kvinder blev skilt i 2014, mens 19.411 mænd blev skilt. 28.385 kvinder blev gift, mens 28.277 mænd blev gift. Samtidig blev 751 danske mænd skilt i udlandet mod 520 danske kvinder.

- Jeg forstår ikke helt tallene. For hvem er det, kvinderne bliver skilt fra? Lesbiske kvinder bliver ikke i højere grad skilt. Men det er et spinkelt tal at sige noget afgørende om. Der er ingen tvivl om, at danske kvinder er nøjagtig lige så hurtige til at blive skilt som mænd, siger Henrik Byager.

Derimod mener han, at der tegner sig en tydeligere tendens i, at mænd bliver skilt i udlandet.

- Nogle mænd tror ikke, de evner at blive gift i Danmark, så derfor tager de et sted hen, hvor kravene er lidt lavere. Danske kvinder er dejlige, men de er krævende. I stedet tager nogle mænd til Østeuropa eller Asien. Når det er sagt, er der selvfølgelig også ligeværdige og ægte kærlighedsægteskaber med udlændinge. Til gengæld har vi stadig ikke set nogen industri, hvor danske kvinder på samme måde tager til udlandet og bliver gift.

Overordnet er Henrik Byager overrasket over tallene.

- Det er et øjebliksbillede af, hvordan hr og fru Danmark har det. Det bliver interessant at se, om de høje skilsmissetal fortsætter – eller om 2014 var et dårligt år. Eller om der kommer et ryk, hvor folk endnu tidligere kaster håndklædet i ringet. Så står vi med en ny generation af mange skilte og det kan komme til at præge giftelysten fremover.