GRAFIK: Sådan passer du bedst på dit spædbarn i varmen

16x9

Når varmen skyller ind over landet, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på dit spædbarn, for han eller hun kan nemlig ikke selv regulere deres temperatur.

- Det betyder, at det kan være svært at vurdere, om de fryser eller har det varmt. Kroppen koncentrerer sig om at holde de indre organer varme, og derfor kan hænder og fødder sagtens være kolde, selvom de ikke fryser. Du skal derfor mærke efter, om dit barn fryser, ved at mærke i nakken. Hvis barnet er svedigt i nakken, og de små hår er lidt våde, så har barnet det for varmt, fortæller netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen.

God cirkulation i barnevognen
Generelt skal du tænke på at iføre dit barn luftigt tøj af bomuld, da materialet gør det let for barnet at komme af med varmen. På de varme dage kan det være nok for barnet med en bodystocking og et par løse bomuldsbukser, men ellers er det en god tommelfingerregel at se, hvad du selv har på.

Helen Lyng Hansen anbefaler, at små børn holdes væk fra solen. Hvis de alligevel kommer i kontakt med solen, skal de altid have solcreme og solbeskyttende tøj på.

Når barnet sover, er det også vigtigt, at barnevognen står et sted, hvor der er skygge. Desuden skal du sørge for god cirkulation i vognen.

- Man skal ikke lukke barnevognen til med stofbleer, som mange gør, for det forringer luftkvaliteten i vognen. Hvis solen brager ned, og man ikke kan finde skygge, så skal barnet sove indenfor i et køligt rum, siger Helen Lyng Hansen. 

Husk ekstra væske
Endelig er det vigtigt at være opmærksom på, at spædbørn - ligesom os voksne - også har brug for mere væske.

- Børn, der bliver ammet, skal have lov at komme ekstra hyppigt til brystet. Den første del af mælken er meget vandholdig, så derfor skal de have mange små tåre, siger Helene Lyng Hansen.

- Hvis barnet får flaske, vil det være okay at tilbyde lidt ekstra væske i form af kogt afkølet vand ved siden af det daglige mælkeindtag.

I figuren nedenfor kan du læse mere om, hvad du skal være særligt opmærksom på i varmen.

Helen Lyng Hansen

Helen Lyng Hansen er kendt som hele Danmarks netsundhedsplejerske på hjemmesiden Netsundhedsplejerske.dk.

Hun er forfatter til en hel stribe bøger om børn, blandt andet:
"Helens bog om børn & søvn",
"Helens bog om gråd & trøst" ,
"Helens bog om børn & mad" og "Helens bog om børn & sygdom".