Samliv

Skilsmissebørnenes råd til de voksne: Husk at lytte til os

Du kan se Go' Morgen Danmark på TV 2 PLAY

Når forældre vælger at blive skilt, er de ikke altid gode nok til at få talt med børnene, og heller ikke myndighederne er altid lige gode til at inddrage børnene. Det fortæller 25 familieadvokater, som Go' Morgen Danmark har talt med.

- Det handler rigtig meget om, hvordan man håndterer det sammen med barnet, at man får talt med barnet og husker ikke at pålægge barnet ansvar for at træffe voksenbeslutninger, som gør at børnene oplever skyldfølelse, fortæller psykolog Lotte Nichols.

I august er det igen højsæson for skilsmisser, og historisk mange par beder netop nu om hjælp, fortæller familieadvokaterne samstemmende. Derfor har Go' Morgen Danmark bedt tre skilsmissebørn komme med deres bedste råd til forældre, så skilsmissen bliver så god som muligt for børnene.

Andreas Heilskov Henriksen, 14 år
Forældrene blev skilt, da Andreas var syv år. Han fortæller, at han i starten havde det meget dårligt og følte sig meget usikker. At han oplevede skyldfølelse, men at han har fået hjælp fra psykologer, der med tiden har gjort det nemmere.

Andreas' skilsmisseråd:
- De skal klart overveje, om man skal skilles, men også hvor man skal bo henne. Mit råd til forældrene er, at hvis barnet er nede i alderen, skal barnet ikke selv have ansvar for at tage stilling til, hvem man vil bo hos. Men børn i min alder kan selv bestemme, hvor lang tid de vil være hos hver forældre.

Andreas Hvidberg, 12 år
Forældrene blev skilt, da Andreas var knap seks år gammel. Da han var mindre følte han ikke skilsmissen betød så meget, men som han blev ældre har han tænkt mere over det.

Andreas' skilsmisseråd:
- Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at de voksne tager og lytter til børnene og lytter til deres ønsker og prøver at opfylde så meget som muligt, hvor det giver mening. Jeg synes, det er vigtigt, at de ikke står skændes og blander børnene ind i det.

Silke Emilie Nielsen-Man, 11 år
Forældrene blev skilt, da Silke var et år. Hun fortæller, at det til tider har været mærkeligt, og at hun ville ønske, at hun havde haft mere tid sammen med begge forældre.

Silkes skilsmisseråd:
- De skal lade være med at skændes foran børnene, det giver kun dårlige ting, for så tror børnene, at det er deres skyld, at de er uvenner. Det er en dårlig ide. Og så skal man sætte sig ned og snakke sammen i stedet for at råbe af hinanden.

I grafikken nedenfor kan du se, hvor mange der blev skilt i din region i år 2014, som blev rekordåret for skilsmisser.

undefined