Samliv

Blev født af den forkerte kvinde: Nu vil Marcus finde sin rigtige mor

Indslaget øverst i artiklen er fra programmet 'God sommer Norge' fra TV 2 Norge.

19-årige Marcus Vestergaard Pedersen blev til ved kunstig befrugtning i 1996 på en dansk fertilitetsklinik, men under befrugtningen på fertilitetsklinikken skete der en af de fejl, som bare ikke må ske. Et befrugtet æg blev forbyttet og sat op i den forkerte kvinde. Marcus Vestergaard blev derfor født af en kvinde, der ikke er hans biologiske mor.

Marcus blev født helt sorthåret og med en sydlandsk glød i huden den 1. juli 1996, og allerede der fattede hans mor mistanke. Marcus var ikke hendes biologiske barn, men hun turde ikke sige det til nogen.

- Min første tanke var, at der var sket et eller andet, men hvad det var, vidste jeg jo ikke, fortæller Marianne Sørensen til TV 2 Norge i programmet 'God Sommer Norge'.

Ægget var fra en iransk kvinde

Først da Marcus var tre år, fik de taget en DNA-prøve, der viste, at Marcus ikke var Marianne Sørensens barn.

- Jeg var bange for det. Jeg vidste jo et eller andet sted godt, at han ikke var min rent biologisk. Det var jo reagensglas, og jeg tænke; at der var sket en fejl. Og så var jeg så bange for, at der skulle komme nogen og tage ham fra mig, så jeg turde ikke engang at sige det til mine omgivelser, siger Marianne Sørensen.

Det var ikke det æg, der var blevet befrugtet med sæden fra hendes mand, men derimod en anden kvindes æg, hun havde fået sat op. Det æg, hun havde fået sat op, stammede fra en iransk kvinde, der var kommet til Danmark for at blive befrugtet af en anonym sæddonor. Derfra kommer Marcus' mørke udseende.

Følte sig forkert i den blonde familie

Forældrene sagde ikke noget til Marcus til start, men som årene gik, følte Marcus sig mere og mere forkert i den blonde danske familie. I skolen blev han mobbet både psykisk og fysisk, og som 13-årig kunne sandheden ikke længere skjules for Marcus - hans forældre var ikke hans biologiske.

- Jeg havde i lang tid på forhånd tænkt tanken og taget beslutningen om, at det var ligegyldigt, hvad de sagde - om jeg var adopteret eller hvad, der end var - så ville jeg altid være deres barn, og de ville altid være mine forældre. Det ville ikke have nogen betydning på nogen måde. Det har det heller ikke den dag i dag, siger Marcus Vestergaard Pedersen.

Artiklen fortsætter under billedet

Grunden til, at TV 2 Norge bringer historien om Marcus og Marianne, skyldes, at den danske familie har fået oplysninger om, at de måske kan komme på sporet af Marcus' biologiske mor i Norge.

Efterlyser moren på Facebook

Sporet til Norge går tilbage til dengang i 1995, da Marianne Sørensen og kvinden fra Iran blev befrugtet. Den iranske kvindes søster kom nemlig fra Norge for at yde støtte på fertilitetsklinikken. Derfor håber Marcus og Marianne at kunne finde den iranske kvindes søster i Norge.

- Det eneste, vi ved, er, at moren er tilrejst fra Iran, hun er cirka 60 år gammel, og at søsteren er mødtes med hende. Hun er rejst fra Norge til Danmark til den klinik, vi har været på, siger Marianne Sørensen. Det er hvad, vi har af information, siger Marianne Sørensen.

Marcus og Marianne håber nu på, at disse informationer kan få ham i kontakt med sin biologiske mor.

- Jeg har en helt fantastisk familie - de har altid støttet mig og bakket mig op, og de har altid været der for mig, når jeg har haft det hårdt, men det er ikke det, det handler om for mig. Det handler om, at jeg gerne vil kunne spejle mig i nogen. Jeg vil gerne kunne se mig selv i et andet menneske, for det har jeg aldrig kunnet før, siger Marcus Vestergaard Pedersen.

Udover at medvirke i programmet 'God Sommer Norge' har Marcus oprettet en Facebook-side, hvor han leder efter spor fra sin mor. Find den her.

Nedenfor kan du se hans efterlysning fra Facebook.

I klippet herunder kan du høre Marcus Vestergaard Pedersen fortælle mere.

Det har ikke været muligt at få fat i den pågældende fertilitetsklinik, men TV 2 Norge bekræfter historien over for TV 2 Danmark.