Klumme: Alle vil jo alligevel bare have sex

Kærligheden er blevet digitaliseret. Uanset alder kender jeg stort set ingen længere, der finder en partner ude i den virkelige verden mere. Men for at finde den digitale kærlighed, skal der godt nok kysses nogle frøer - eller rettere knaldes igennem.
Min faster, min søster, min papsøster, ja selv min eksmand har fundet deres nye kærlighed via et digitalt medie, så mon ikke det er her, "det sner", hvis man skal gøre sig håb om at finde den eneste en - igen? Selv har jeg prøvet mig frem på forskellige sites. Dog uden held. Og skal jeg tælle alle de op, jeg kender, der har forsøgt sig med digitale medier, er der altså en hel del flere, det ikke lykkes for end omvendt.
Men måske det handler om, at det for mange faktisk slet ikke handler om at finde kærligheden igen. I hvert fald ikke udover den fysiske. Helt gængse dating-sites - uanset deres niche - bruges i dag i høj grad til at finde et knald. Og det gælder ikke kun den såkaldte ’knalde-app’ Tinder, men også også de andre - selv hygge-mediet Facebook.
Det bliver tomt
Min veninde, der ikke ønsker et kæresteforhold, men foretrækker en fast elsker eller to, har taget konsekvensen af den digitaliserede kærlighed og meldt sig under fanerne på scor.dk, der ikke lægger skjul på, at her er man for at finde sig sex - uanset om det er for en enkelt gang eller på mere fast basis. Men som hun siger: "Jeg kunne lige så godt være på dating.dk, for der er faktisk ikke forskel. Det eneste er, at jeg ikke gider folk, der er gift, og dem er der altså mange af på dating-sites..."
Til gengæld bugner hendes indboks med tilbud fra den ene lækre mand efter den anden, men for de fleste er det spild af tid, for når hun finder en, der er "god", holder hun fast i ham. Og ham har hun fundet nu.
Den tankegang kan jeg godt sætte mig ind i. Indtil for ganske nylig følte jeg mig på ingen måde klar til at et fast forhold igen. Det var bare for tidligt. Men hvad gør man så med sine fysiske behov?
Man kan jo selvfølgelig logge på knalde-app’en eller et andet site og tage de lækre fra en ende af. Men selv om der intet galt er med uforpligtende sex, bliver det sgu bare også en anelse tomt efter et stykke tid. I bund og grund vil de fleste af os nok helst finde en at dele livet med på en eller anden måde.
Så da jeg for noget tid siden tilfældigt stødte ind i en sød fyr, der var til et "venner med fordele"-forhold, slog jeg til. Så var jeg fri for skiftende partnere, skulle ikke forholde mig til et kæresteforhold med alle mulige hensyn, fik god sex og stadig en, jeg kunne snakke med. Og det var godt nok – for nu.
For med tiden vidste jeg godt, at jeg ville noget andet. Jeg ville tosomheden, fællesskabet, skabe et liv og en historie sammen – ikke bare god sex. Hvor god den så end måtte være.
Jeg er ingen brugt bil, der skal prøvekøres
Det er bare ikke nemt. Som jeg skrev til en Facebook-ven, der mente, jeg skulle i gang med at date (ham?) igen, inden livet passerede mig revy: "Jeg har datet og mødt et par stykker, men er faktisk ret desillusioneret omkring det på nuværende tidspunkt. I bund og grund vil de fleste mænd, der dater, kun knalde (med så mange forskellige som muligt) og intet andet. Eller også er de stadig ret ødelagte af deres eget tidligere brud, så de ikke tør gå ind i noget nyt. Så det er lidt på stand-by lige nu..."
Han svarede: "Griner... Dating 2015 i en nøddeskal. Markedet er ødelagt af apps på smartphones, der hele tiden tilbyder en smukkere, mere tiltalende model omkring hjørnet, når det begynder at blive hverdag. Vi har fået vores frihed. MEN. Tro ikke, at det er forkert. For er der tiltrækning, så er der tiltrækning. Det er så bare mere "legitimt" at knalde frit i dag og kalde det for en date. Og hvorfor egentlig ikke også? Sorry, men vil du købe ny bil uden at "prøvekøre" den?"
Det gider jeg bare ikke. Jeg er sgu da hverken brugtvognsforhandler, på markedet efter en brugt bil, eller endnu værre: selv en brugt bil, vel?
Og selv om kvinder efter alt at dømme har en ligeså stor seksuel appetit som mænd, og det er blevet mere acceptabelt også som kvinde at udleve den, er det alligevel ikke helt OK, som resten af hans svar viser: "Jeg tror ikke, man skal gøre det at knalde til et tabu, tværtimod... Jeg ser langtfra kvinder som "ludere", hvis de knalder med flere mænd. Jeg ser dem som selvstændige individer, der tør og vil. De gamle tabuer er døde. I min verden... Der er da intet så fantastisk som god sex. Så lad os da for guds skyld få noget mere af det."
No shit, Sherlock!? Hvis du sagde andet, ville du da også være en idiot. På den anden side viser svaret, at der nok stadig er mange, der har den holdning, at kvinder ikke skal udleve deres seksualitet, som de lyster, ikk’?
Slut med digitale frøer
Men jo tak, lad os da endelig få lidt mere god sex. Men skal det være med en ny hver weekend? Eller hver anden dag?
For nylig skete der så noget for disse tider meget mærkeligt. Jeg mødte en mand helt uden om de digitale medier, men igennem en veninde. Da jeg fortalte min eksmand om det, grinte han: "Det er jo lige som i gamle dage. At man møder en gennem venner..."
Og ja, det er det måske. Virkelig old-school. Men han vil også gerne knalde. Bare ikke med alle mulige andre end mig. Og selv om jeg langt fra kan vide, om han virkelig også er en prins, kysser jeg ikke flere digitale frøer lige nu.