Samliv

Landmand søgte kærlighed: Nu skal de have barn

Se 'Landmand søger kærlighed - Året efter' på TV 2 PLAY

Da landmanden Anders meldte sig til programmet ’Landmand søger Kærlighed’ for omkring et år siden, var det i håbet om at finde den store kærlighed.

Undervejs i programmet så det sort ud, men til alles overraskelse fandt han til sidst sammen med Cecilie, som han ellers fravalgte undervejs.  

Graviditeten kom som en overraskelse

Det gik nemlig pludselig op for ham, at de havde rigtig god kemi, og efter kort tid flyttede parret sammen – og nu venter de barn til foråret, det afslører de i opfølgningsprogrammet 'Landmand søger kærlighed - Året efter', der kan ses på TV 2 PLAY

- Anders blev ved med at stikke til mig og spørge, om jeg ikke var blevet lidt tyk, så bare for at lukke munden på ham, tog jeg en graviditetstest, og så var den positiv, fortæller Cecilie, der nu er 18 uger henne.

Graviditeten kom dog en smule bag på parret, der ikke har kendt hinanden i mere end et års tid.

- Det var en blanding af lykke og lidt skepsis, fordi forholdet er så nyt, og det er måske lige tidligt nok. Men selvfølgelig er vi lykkelige og skal have det barn, siger Anders, der med nød og næppe fik fri fra sit arbejde, så han kunne komme med til første scanning.

- Det var en fantastisk og mærkelig fornemmelse at være til scanning og se det lille barn. Jeg har ikke rigtig vænnet mig til det endnu, men det var bestemt det hele værd, siger han.

Se billeder fra den nakkefoldsscanning parret var til i uge 12 her: 

Fandt sammen med Cecilie til sidst

Det så ellers ud til, at Anders’ forsøg på at finde kærligheden skulle mislykkes, da Lone og Trine, som var de to kvinder, han stod tilbage med, begge sagde nej til at tage med ham på romantisk weekend og dermed fortsætte et forhold.  

Men til alles overraskelse kontaktede han Cecilie, som han ellers sendte hjem som kvinde nummer fire. De to fandt sammen, og Cecilie valgte at flytte fra Sjælland til Jordrup, hvor Anders boede.

Da Cecilie i sin tid sendte et brev til Anders i håb om, at han ville tage på date med hende, havde hun ikke ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun skulle finde kærligheden og blive gravid.

- Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at jeg ville stå her i dag. Jeg tog det stille og roligt og havde det egentlig også fint, da han fravalgte mig, siger Cecilie. 

Vil gerne flytte til noget større

I dag er parret flyttet til den sydjyske by Brørup, hvor Anders har fået et nyt lignende job i landbruget, mens Cecilie har et job som sosu-assistent. Men familieforøgelsen kan betyde, at de må flytte igen.

- Vi skal måske nok flytte i noget større væk fra vores lejlighed, måske til en anden by, for det er lidt svært for Cecilie at finde arbejde, siger Anders. 

Du kan se den nye sæson af 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 torsdag kl. 20 eller se snigpremiere allerede nu på TV 2 PLAY