Bordplanen bøvler: Hvor skal du placere de sjove og de kedelige til din fest?

Du kan se Spørg Charlie på TV 2 PLAY

Er du en af dem, der er de sjove og snakkesalige til festen? Eller er du en af dem, der egentlig bare vil sidde stille og roligt uden den helt store samtale?

Det er netop jer, som et ægtepar ikke helt ved, hvad de skal gøre med. Derfor spørger de værten Michael Meyerheim og ugens panel i Spørg Charlie til råds. 

Parret skal fejre sølvbryllup og står naturligvis over for dilemmaet ved bordplanen. Skal man sætte de sjove sammen og de kedelige sammen? Eller skal man blande dem, så de sjove kan sætte gang i de kedelige?

Til det er der blandede holdninger i panelet, der i denne omgang består af Pernille Højmark, Ulla Terkelsen, Niels Hausgaard, Jakob Haugaard og Huxi Bach.

Især Pernille Højmark ved, hvad hun ville gøre i den svære situation. 

- Det er måske også en voldtægt for de stilfærdige, at de ikke kan få lov at sidde stille og roligt ved et bord, hvor der ikke sker noget, siger Pernille Højmark.

Det kan Ulla Terkelsen godt sætte sig ind i, og hun påpeger, at stilfærdige mennesker blandet med snakkesalige mennesker godt kan være en udfordring.

- Fordi de ikke kan få et ord indført, siger Ulla Terkelsen.

Men står det til Niels Hausgaard er det slet ikke en mulighed at placere gæster i en kategori, hvor de enten er sjove eller kedelige. Han mener, at man skal finde det skæbnefællesskab, som kunne bringe folk i samtale.

- Jeg kan godt lide at skændes på sådan en lang aften, siger Niels Hausgaard og fortsætter.

- Så dem, der godt kan lide at sidde og skændes, de skal da sættes sammen.

Det er der flere i panelet, der nikker til, og det er da også det budskab, som Michael Meyerheim sender videre til det spørgende ægtepar.

Men hvad mener du egentlig, at man skal gøre, når der skal laves bordplan? Afgiv din stemme øverst i artiklen. 

Se klippet øverst i artiklen

Ny sæson af 'Spørg Charlie'

Onsdag d. 19. august tages der hul på en ny sæson af 'Spørg Charlie'.

Blandt sæsonens kendte gæster i panelet er:

Simi Jan, Cecilie Frøkjær, Peter Lund Madsen, Lars Hjortshøj, Pernille Højmark, Niels Hausgaard, Jacob Haugaard, Ulla Terkelsen, Jesper Steinmetz, Huxi Bach og Preben Kristensen.

Michael Meyerheim er vært.

Se 'Spørg Charlie' på TV 2 Play