Samliv

Derfor går så mange tusinde danskere i swingerklub

I klippet øverst fortæller Ole om sin swingerklub. Se også 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 Play

Det anslås, at mellem 85-95.000 danskere swinger - altså har sex i samme rum som andre mennesker.

Den 53-årige landmand Ole fra 'Landmand søger Kærlighed' er helt åben om, at han går i swinger-klub, og i næste uges afsnit af 'Landmand søger kærlighed' afslører han det for Alice og Gitte, der begge kæmper om hans gunst.

Sexolog og underviser Joan Ørting er ikke overrasket over, at næsten 100.000 danskere swinger.

- Det tal, tror jeg, har været rimelig stabilt i mange år – også før swinger-klubben kom. Dengang hed det sexklubber, siger hun til TV 2.

Hjælper nutidens par

Hun mener, at swinger-klubberne er en løsning på det dilemma, som mange danskere har i dagens Danmark.

- Skal vi være single eller i et parforhold? Det er nutidens store dilemma. Man vil både have friheden fra singlelivet og trygheden ved kærligheden fra den faste partner, siger hun og stiller spørgsmålet 'er vi monogame?'

De fleste lever som serie-monogame. Altså, hvor man er i et fast parforhold i en årrække for så at blive single i en periode for igen at finde en kæreste.

- Det er lidt som perler på en snor. Vi er monogame, men ikke nødvendigvis med den samme partner gennem hele livet.

En længsel efter mere

Når Joan Ørting mener, at en tur i den lokale swinger-klub kan være en løsning på nutidens store dilemma, betyder det, at hele swinger-konceptet lægger op til, at man kan udforske og udfordre sine fantasier og lyst til sex med sin partner eller andre personer end sin partner, men hvor det ikke tæller som utroskab eller noget forbudt.

- Det er måske et udtryk for, at man gerne vil blive ved med at være sammen med sin partner i stedet for at skifte til en ny. For de fleste siger jo, at de er monogame, men når det kommer til stykket, så kommer den her længsel efter noget andet, siger hun med henvisning til, at mange danskere går i stå efter mange års parforhold.

Pludseligt begær

Hun forklarer, at det for mange er svært at holde gnisten, fordi vi har svært ved at forny os i soveværelset.

- Vi bliver for hurtigt vanedyr i sengen. Swinger-klubberne giver mulighed for inspiration.

Oftest er det manden, der tager initiativ i parforholdet til at prøve at swinge. Men Joan Ørting fortæller, at det ofte er kvinden, der vil gøre det igen, når parret har afprøvet det.

- Hun oplever pludselig at blive begæret af mange mænd, og det har hun måske ikke været vant til.

Direkte oversat betyder det ’partnerbytte’, men i dag er miljøet langt mere mangfoldigt, så man kan ikke sige, at man først har swinget, hvis man har været i swingerklub med sin partner og ladet andre have sex med ham/hende eller selv har haft sex med en anden.

Swinging i tal

Pr. 28. juli 2014 var der otte swingerklubber i Danmark. Når man tæller disse, er det vigtigt at skelne mellem sexklubber og swingerklubber.

Antal swingere:

Der har været en stigning af swingere i Danmark de sidste ti år. Tallene ser således ud:

  • 2005: 18.000
  • 2007: 40.000
  • 2010: 70.000
  • 2012: 80-90.000
  • 2014: 85-95.000

Gennemsnitsalderen er 35-50 år. De yngste swingere er mellem 18-20 år, mens de ældste er mellem 65-70 år.

Kønsfordeling i 2014:

  • Singlefyre 32 %
  • Par 60 %
  • Singlekvinder 8 %

Det er vigtigt at understrege, at det er skøn. Tallene stammer fra Swingerguiden.dk