Samliv

Myte afkræftet: Så tit har de virkelig lykkelige par sex

Mange har nok hørt det: Jo mere sex du har med din partner, jo bedre er jeres parforhold. Men nu afslører et nyt studie, at dette er en myte.

Ifølge studiet er de lykkeligste par, nemlig dem, der har sex én gang om ugen. Årsagen til det er, at der så er mere kvalitet i samlejet frem for kvantitet. Studiet fandt nemlig ud af, at de, der dyrker meget sex, ofte sjusker og glemmer at gøre sig umage, og derfor får de ikke nok ud af det.

- Mange måler graden af succes i et parfold på den seksuelle frekvens, men det er dumt, for i takt med at hverdagen sætter ind, kan det hurtigt blive noget sjuskesex lige inden, vi skal sove. Det kan være langt bedre at prioritere sex en gang om ugen eller en gang hver 14 dag, hvor vi så er nærværende og på, men desværre er der altså mange, der tænker, at det er bedst, hvis vi har sex hele tiden, for det har man jo læst, er godt, forklarer Rikke Thuesen, sexolog og parterapeut.

Den intime forbindelse er vigtigst

Den opsigtsvækkende nye konklusion er baseret på data fra 2400 gifte par, som man har fulgt gennem 14 år. Derefter har forskere fra Univeristy of Toronto-Mississauga i Canada analyseret dataene og fundet frem til, at én gang kvalitetssex per uge er det ideele. 

- Selvom hyppig sex er forbundet med større lykke, er der ingen forbindelse mellem de to ting, hvis hyppigheden stiger til mere end én gang om ugen, siger Amy Muise, ledende forsker fra universitetet i Canada, til Mirror.

Og hvorfor hænger det så sådan sammen?

- Vores resultater tyder på, at det vigtigste er at have en intim forbindelse til sin partner, men du behøver ikke at have sex hver dag så længe, du vedligeholder den intime forbindelse, siger Amy Muise.

Sexolog: Sæt god tid af til sex

Studiet gælder kun for folk i parforhold. Om det forholder sig på samme måde for singler, vides ikke. Men for folk i parforhold gælder det både for helt nyetableret forhold såvel som for par, der har været gift i årevis. Derfor er Rikke Tuesens råd til par, at de skal skære ned for pligtsex og op for kvalitetssex - især hvis forholdet ikke er helt optimalt.

- Sæt 1,5 time af - prøv nogle forskellige stillinger og forbyd jer i hinanden, så I mærker nærheden. Selvom det kun sker en gang om ugen eller en gang hver anden uge, så er det nok til, at I i hverdagen husker hinanden. Det skal ikke bare være en drift, for så kan man godt få følelsen af ensomhed, og så føler man sig ikke så godt tilpas i sit parforhold. Så sæt tid af til sex, for så kommer følelserne for den anden også i hverdagen, siger sexolog og parterapeut Rikke Thuesen.